x
Alter Echo-turné i intime rammer

Dizzy Mizz Lizzy, Tobakken, Esbjerg

Alter Echo-turné i intime rammer

Anmeldt af Alexander Hemstedt | GAFFA

Der var en tid for ikke engang halvandet år siden, hvor spillesteder som for Tobakken, Vega med flere spurgte Dizzy Mizz Lizzys eller D-A-D’s bookingselskab PDH Music, om de kunne bookes til et headlinershow. Svaret dengang var lidt efter mottoet: ”Bandet ønsker kun at spille arenaer og store festivalscener pt., derfor er jeres scene desværre for lille.”

I betragtning af at Tobakken i Esbjerg faktisk er Danmarks største klub-indendørsscene med plads til op til 1350 ståendende publikummer, virker de daværende afvisninger lidt vilde. De lyder endnu vildere efter mere end et år med COVID-19-restriktioner. På grund af situationen er klubscenerne ironisk nok ”gode nok” og ”store nok” igen. Bands som Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D er dermed midlertidigt gået ’back to the roots’, da det samtidigt er det eneste mulige og ikke mindst rigtige at gøre. Billetpriserne er naturligvis også efter det: Knap 500 kroner inklusive gebyr per billet. Naturligvis taler vi om to rock-institutioner herhjemme, men sådan en billetpris skal også kunne forsvares – prisen og ydelsen skal stemme overens.

Lad os håbe, at bookingagenterne og ikke mindst bandsene vil huske de åbne arme, de bliver og blev mødt med fra de store og mellemstore klubsceners side i disse tider. Musikscenen er sit eget mikrokosmos, ikke mindst med Joy Mogensens og nærmest hele Christiansborgs kolde skulder over for den samlede branche in mente. Derfor er forbindelsen mellem steder som Vega, Tobakken med flere og bands som Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D egentlig et bånd, der altid burde vedligeholdes og ikke mindst respekteres. Vi får se, hvordan verden ser ud på denne front, når der forhåbentlig snart er indtruffet en smule normalitet igen. Hvis der er noget godt ved COVID-19-pandemien, så er det faktummet, at bands af denne kaliber nu igen kan opleves i mere intime rammer.

Dizzy Mizz Lizzy anno 2021 er aktuelle med albummet Alter Echo, og Dizzy er blevet en del tungere i lydudtrykket på deres ”gamle dage”. Tim Christensen er blevet en endnu bedre komponist, og schweizerurværket sammen med Martin Nielsen på el-bas og Søren Friis på trommer kører som smurt. Musikteknisk set er Dizzy Mizz Lizzy formentligt Kongerigets bedste rockband.

God energi og tight sammenspil

Det aktuelle live-setup har en yderligere dimension med Anders Stig Møller på keys. Det er en velvalgt beslutning af bandet, da Anders’ spil lader Dizzy-lyden komme endnu mere til sin ret. Sættet lægger ud med ”The Ricochet” som intro, og koncerten starter med ”In the Blood” og ”Boy Doom”. Begge numre er naturligvis fra det nyeste album Alter Echo, der bliver spillet i sin helhed. Tobakken er kendt for sit fantastiske lydanlæg, dog må det understreges, at det er forbløffende, hvor godt bandet lyder i live-situationen. Man kan mærke Søren Friis’ stortromme i brystet, og tyngden af Martin Nielsens bas binder en sløjfe omkring nuancerne og detaljerne i Tim Christensens guitarspil. Dertil kommer Anders Stig Møllers keyboard, og voila – en nærmest perfekt lyd.

Den gode lyd og det gennemførte sammenspil er ikke noget, det visuelle halter efter. Lysmanden har også indstillet effekterne på en gennemført måde og gør det hele til en flot helhedsoplevelse.

Valuta for pengene

Sættet i aften kan opdeles i to dele: Alter Echo-delen og de gamle klassikere-delen. Del 1 afsluttes på smuk vis med knap 25 minutter af de 5 dele af ”Amelia Part 1 - 5”.

Efter ”Amelia – Part 5: Alter Echo”, der faktisk næsten kan lade én lukke sine øjne og drømme sig væk, er overgangen til de tre andre studiealbum faktisk meget vellykket og naturlig. Der ligger 26 år mellem debutpladen fra 1994 og Alter Echo i 2020. Kontrasten mellem den rå og lidt legendariske 1990’er-lyd kontra 2020’er-lyden er markant, men så ikke alligevel. Dizzy Mizz Lizzy lyder som sig selv. ”Forward in Reverse” og ”Alter Echo” er sådan set en konsekvent videreførelse af det oprindelige materiale.

Dog er bandet, ligesom god vin, blevet endnu bedre og ikke mindst mere modne som musikere. Tim Christensens guitarteknik sammenlignes tit med for eksempel almægtige James Hetfield fra Metallica, og der er noget om snakken. At spille sådan nogle riff tight og samtidigt ramme tonerne bevidner bare endnu en gang det tårnhøje niveau, bandet har. Dermed kan man indlysende nok også argumentere for, at landets klubscener faktisk ER for små for et band som Dizzy Mizz Lizzy. Dog er det altid en balancegang. I disse mere intime rammer virker det hele bare endnu mere gennemført, homogent og endda en smule musikromantisk.

Afslutningsvis får vi blandt andet "I Would If I Could But I Can't" og klassikerne ”Waterline”, Love is a Loser’s Game” akustisk samt ”Silverflame”. Selvom numrene er så gamle, lyder de friske. En mindeværdig aften med Dizzy Mizz Lizzy i fantastisk intime rammer. Desværre en smule kort med en spilletid på 85 minutter. Et par ekstra numre og en spilletid på 100 minutter kunne have hævet showet til et endnu højere niveau. Dermed kommer vi med fem GAFFA-stjerner i mål.

Sætliste:

The Ricochet

In the Blood

Boy Doom

In the Middle

California Rain

Amelia Part 1: Nothing They Do They Do for You

Amelia Part 2: The Path of Least Existence

Amelia Part 3: Lights Out

Amelia Part 4: All Saints Are Sinners

Amelia Part 5: Alter Echo

Ekstra:

I Would If I Could But I Can't

Wishing Well

Waterline

Love is a Loser's Game

Silverflame


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA