x
Calby: Burnout

Calby
Burnout

Musikkens svar på comfort food

GAFFA

Album / No3
Udgivelse D. 21.05.2021
Anmeldt af
Josephine Andersen

Første gang jeg hørte Calbys debutsingle ”The Everyday Bit”, var jeg overbevist om, at det måtte være en britisk kunstner. Lyden, stemmen, tempoet, produktionen. Alt mindede om de singer-songwriters, jeg har lyttet til på repeat siden mine teenageår, og derfor opstod der også en mindre nedsmeltning i min hjerne, da jeg fandt ud af, at Calby i virkeligheden hedder Mik Thybo og har samme rødbedefarvede pas som jeg selv. For hans musik har en lyd, der rækker langt ud over den danske grænse.

Calbys anden single og indtil videre største hit er ”Burnout”, og det er samtidig også titlen på debutalbummet, der med sit moderne soul-udtryk bringer en ny dimension til bordet med dansk musik.

Autenticitet over AutoTune

I en musikverden, hvor AutoTune og synthesizers fylder en del i lydbilledet, og hvor alle og enhver kan bakse et middelmådigt nummer sammen på deres computer, er det forfriskende at høre noget, der lyder ægte, autentisk og måske endda (pudsigt nok) en anelse gammeldags. Albummet indledes med det soul-inspirerede nummer ”Be That Guy”, der med sit adstadige tempo, klavermelodien og gospelkoret sætter retningen for pladen og efterfølges af førnævnte debutsingle og hit, der også begge oser af håndspillet klasse, som bl.a stammer fra den 8-spors-båndmaskine, der er brugt til at give musikken sin helt unikke karakter.

Hvis du lukker øjnene, imens du lytter til albummet, vil du højst sandsynligt kunne fornemme en støvet kælderbar med brune stole, flossede ølbrikker og en mikroskopisk scene i hjørnet, hvor Calby står med sit band. Først spiller han den helt nøgne, homewrecker-blues ”Coma”, der har en snert af Chris Isaaks ”Wicked Game”, så den lidt mere uptempo, disco-inspirerede ”Nice Life”, hvor både strygere og kor tilføjer en ekstra dybde, inden han slutter af med det ultimative roadtripnummer ”Married to Jesus”, hvor blæserne også får lidt tid i spotlyset.

Når du åbner øjnene igen, og kælderbaren forsvinder for dit indre øje, skulle du gerne sidde tilbage med en helt varm, rar og rolig følelse i kroppen. Som et langt varmt kram af musik. Ahhh.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA