x
The Black Keys: Delta Kream

The Black Keys
Delta Kream

Velspillet, men også jævnt søvndyssende helte-hyldest

GAFFA

Album / Easy Eye Sound
Udgivelse D. 14.05.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Det er 10 år siden, at The Black Keys bragede igennem den helt tunge kommercielle lydmur, 10 år efter duoen blev dannet. Meget vand er løbet under broen, og Dan Auerbach og Patrick Carney har sænket udgivelsestempoet og endda holdt en pause i et par år siden 2011's Camino. 

Men nu er der nyt igen. Eller, det er der så ikke rigtig. For selv for et band, der hele tiden har haft en ubetinget retrolyd, er de på Delta Kream helt tilbage i de musikalske annaler, når det kommer til inspiration. Det er sumpet, blueset og i et tempo, der føles, som om det udspiller sig i fugtig sydstatseftermiddagssol, når de kaster sig over 11 numre fra bluesrockens bagkatalog, med tunge veksler trukket på Missisippi og ikke mindst Junior Kimbrough, der døde i 1998, et par år før The Black Keys blev dannet, men tydeligvis har betydet meget.

Samtidig har de ekstra autenticitet i og med, at albummet er indspillet med flere musikere, der har været med som backing og i studiet i en menneskealder, netop sammen med The Black Keys' inspirationskilder. 

På den facon er åbningsnummeret en version af “Crawling King Snake”, et nummer der kan spores 100 år tilbage, men nok er bedst kendt for versioner leveret af John Lee Hooker og The Doors på deres episke svanesang LA Woman. Det sætter stemningen, og det er tydeligt, at bandet har helt styr på deres historie – skulle man være i tvivl. Det er også allerede her, man også fornemmer den liveenergi, som albummet indeholder.

Indspillet over få dage og live er optagelsen krydret med små glimt fra start og slut på indspilningerne. Et “Ready?” her og et “that was great, man!” der. Det giver en stemning til numrene og en umiddelbar charme til for eksempel versionen af Kimbroughs signaturtrack, “Sad Days, Lonely Nights”. Det er hjerteblod, men det er også utrolig loyalt spillet og virker næsten som et respektfuldt stilstudie, fremfor en tackling af musikhistorien løftet frem til 2021. 

“Stay All Night” har måske nok et blink i retning af Willy Nelsons “Stay All Night (Stay A Little Longer)”, men ender som et for langt jam hen over et af flere eksempler på, at denne form for hill blues ikke nødvendigvis havde sine styrker, når det kom til tekster. “Girl I love/Girl I need/To be your baby/Hold me tight” er ikke ligefrem lyrik, der sætter verden i flammer, lige meget hvor indfølt det leveres. 

Langt stærkere står et nummer som “Going Down South”, hvor Auerbach virkelig folder sig ud på guitaren, imens orgel og rytmesektion sætter en stemningsfuld western-ramme, så det lyder dramatisk og støvet som et showdown i en Eastwood-film.

Det giver fint mening, at en musiker som Auerbach de sidste 10 år har været på ønskelisten som producer for en lang række store kunstnere, Lana del Rey og CeeLo Green for at nævne de to største, for han har flair for klang og stemning. I denne destillerede og forfinede version bliver The Black Keys' homage til deres heartlands rhythm’n’blues bare en tand for ren og stiliseret. Måske lidt ærefrygtig over for materialet og for meget på hjemmebane til, at den erfarne duo har været virkelig udfordret. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA