x
Neil Young: The Times

Neil Young
The Times

Musikalske mønter til ønskebrønden – som lykkedes

GAFFA

EP / Warner / Reprise
Udgivelse D. 05.04.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Sidste sommer under pandemien spillede Neil Young en lille række Fireside Sessions derhjemme optaget via iPad og med fru Daryl Hannah som eneste vidne – siden udgivet som en syv numres ep via Young’s Archives-site, men efterhånden også i almindelig handel som med denne vinyl-udgave.

Bare Young med akustisk guitar og mundharpe – og tydeligt inspireret af den tilspidsede amerikanske valgkamp på det tidspunkt. Det sker mest med dybe kommenterende tilbageblik:

Dels ”Ohio”, først hørt i 1970 med Crosby, Stills, Nash & Young som protest mod studenternedskydningen i Kent samme år. Der er også de to sydstatskritiske sange, ”Alabama” og ”Southern Man” – ligeledes fra 70’ernes start - som Young egentlig selv har bedømt som fór ensporede i selvkritiske kommentarer i mellemtiden, men som via Trumps hærgen og periodens raceuroligheder er fundet aktuelle til en ny tur i udgivelses-manegen. Og som serveres endnu en gang med typisk, percussiv guitar, selv om den 75-årige stemme ikke er så lys og dynamisk alle steder som dengang for 50 år siden.

Hvis nogen overhovedet skulle være i tvivl, sætter Young holdningernes skab helt på plads med en opdateret og huggende udgave af ”Lookin' for a Leader 2020” – oprindeligt skrevet i 2006 med håbet om bedre tider med Obama (som emne), men nu i fornyet version med støtte til Biden: ”We don't need a leader / Building walls around our house / Who don't know black lives matter/ It's time to vote him out”.

Den og en nærmest valsende udgave af Dylans ”The Times They Are A-Changin'” er Youngs rigtigt stærke mønter, som han her smider i ønskebrønden – og samtidig de to sange, ”nyhedshungrende” vil glæde sig over. Andre vil nyde ep’ens smukke, svævende øjeblik ”Little Wing”, hvor fru Hannah mod slutningens siger ”don’t go” – og Young derfor spiller en melodilinjen en ekstra gang. Men mest af alt er ep’en et fint øjebliksbillede fra kaminen af en slidt, men fortsat engageret veteran.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA