x
Esbjerg Fuzztivals fjerde udgave er anden udgave i pandemiens skygge

Øresund Space Collective med flere, Esbjerg Fuzztival, Tobakken

Esbjerg Fuzztivals fjerde udgave er anden udgave i pandemiens skygge

Anmeldt af Alexander Hemstedt | GAFFA

Arrangørerne for Esbjerg Fuzztival, Thomas Sørensen og Bo Sejer, havde nogle yderst pressede dage i de seneste to uger: På baggrund af restriktionerne aflyste mere eller mindre alle internationale bands deres optræden på Esbjerg Fuzztival 2021. I mellemtiden blev der knoklet på højtryk for at skrue et næsten helt nyt program sammen. Det lykkedes på imponerende vis med fokus på den danske fuzzscene og ikke mindst vækstlaget.

Stemningen under Esbjerg Fuzztival 4. udgave er, ligesom sidste år, meget afslappet, venlig og derudover festlig. Man mærker glæden hos gæsterne, kunstnerne, de frivillige og ikke mindst arrangørerne for at være ”ude” på en festival igen.

I løbet af dagen spiller Vestjysk Ørken (*****), der spiller en kombination af desert- og spacerock. Bandet spiller ét nummer, ”Solaris”, der i dag varer 25 minutter under bandets egen live-fortolkning. Sangen har nogle tempo- og udtryksskift, og det hele kulminerer til sidst af sangen og Esbjerg Fuzztival 2021 er dermed godt skudt i gang.

Skifting (****) er eftermiddagens andet band, der spiller psykedelisk rock med skønne melodier. Særligt sangen ”Drengen væk”, der afslutter bandets sæt, virker utrolig godt i live-situationen, og bandet forlader scenen med velfortjente klapsalver fra publikums side.

Derefter spiller Thunderwhip (***), som er et esbjergensisk stoner- og doom-band, der spiller i den tunge og langsomme ende af skalaen. Desværre er sættet meget ensartet. Der er derudover mange små uforklarlige temposkift i de enkelte sekvenser, og det er uheldigvis lidt utight ind i mellem.

Vi fejrer gensyn med aalborgensiske Bogwife (*****), der også spillede på Esbjerg Fuzztival 2020. Bogwife spiller doom og psykedelisk inspireret stoner-rock. Det virker rigtig godt, hvad fire-mands-bandet har gang i og hele bandets sammenspil er meget homogent. Flot præstation inden aftenens hovednavn.

Øresund Space Collective *** – creme de la creme inden for improviseret progressiv groove musik – de høje forventninger blev dog desværre ikke helt indfriet

Fredagens hovednavn Øresund Space Collective med Scott Heller alias Dr. Space i front spiller en helt igennem improviseret koncert. Det hele er meget psykedelisk, tungt, spacey og endda ”trippy”, så at sige. Der er gevaldigt fokus på synths og effekter, der faktisk overskygger hele lydbilledet og Jonas Munks (Causa Sui, red.) og Nicklas Sørensens (Papir, red.) guitarer kommer slet ikke igennem væggen af tunge synths til at starte med.

Martin Larsen på trommer og Jiri Hjort på el-bas kommer nogenlunde igennem, men også de to overdøves af Mogens Deenforts og Dr. Spaces godstog af synths. Det er virkelig svært at fange nuancerne i mange minutter, og lyden er beklageligvis mudret ved anmelderens siddeplads.

Først efter cirka 10-15 minutter bliver det hele lidt lettere tilgængeligt. Dr. Space synes uheldigvis i mellemtiden, at scenelysene er for varme, og de slukkes derfor næsten og vi har derefter kun kombinationen af syrede billeder og et 70’er-inspireret-lysshow tilbage, der giver musikerne, for anmelderen at se, alt for lidt scenelys.

Problemet i dette tilfælde er nemlig, at musikerne slet ikke kan ses så godt, som de burde. Tempoet i de første 30 minutter er meget langsomt, og Jiri Hjort prøver ved hjælp af headbanging at vise energi, men kontrasten mellem ham, Martin Larsen og de fire andre er ret stor, når vi taler dynamik. Tre publikummer i nærheden af undertegnede, som formentligt er meget berusede, er faktisk faldet i søvn undervejs.

Tempoet går heldigvis lidt op derefter, og det er fortsat en syret affære, hvilket giver sig selv. I betragtning af, hvor begavede de optrædende musikere er, er det, for anmelderen at se, faktisk drønærgerligt, at der ikke er mere up-tempo under koncerten. Det hele virker, som man som ikke-stof-misbruger muligvis ville forestille sig et LSD-trip, der derudover går for langsomt. Sættet varer i to timer, og efter de første 50 minutter er mellem en fjerde- og tredjedel af tilskuerne udvandret fra Tobakkens store sal, hvilket nok også indikerer, at det hele er ”for” tungt, syret, spacy og psykedelisk.

Det er altid smag og behag og ikke mindst subjektivt. Når man sammenligner dette hovednavn med sidste års hovednavne Papir samt Causa Sui, må man konstatere, at de to førstnævnte præsterede klart bedre tilbage i september 2020. Det er ærgerligt, men publikums udvandring kan og må ikke ignoreres fra anmelderens side. Når Øresund Space Collective er et af de største og legendariske navne inden for spacerockscenen herhjemme, gør det naturligvis dobbelt ondt, når de høje forventninger ikke kan indfries til 100 procent. Når det er sagt, ender vi på 3 *** GAFFA-stjerner, hvilket betyder, at vi var vidner til en ”acceptabel” koncert. Med 100% improviserede koncerter og jams kan det altid gå begge veje. I aften gik det desværre kun mellemvejen under det to timer lange sæt.

Vi glæder os til dag to på Esbjerg Fuzztival lørdag. Der kan fortsat købes dagsbilletter i døren. I dag spiller blandt andet Forstenet, Måneskjold, Sleeping Child, Gaia, The Sledge og Sonic Dawn. Dørene åbner kl. 13.00 på Tobakken i Esbjerg.

Læs derudover med, når GAFFA interviewer Esbjerg Fuzztivals arrangører Thomas Sørensen og Bo Sejer. Interviewet følger snarest.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA