x
Lambchop: Showtunes

Lambchop
Showtunes

Respekt for Americana-kollektivets totale forvandling

GAFFA

Album / City Slang
Udgivelse D. 21.05.2021
Anmeldt af
Finn P. Madsen

På de seneste album har de tyste americana-helte tillagt sig flere og flere elektroniske lag. En rejse, der begyndte efter en længere bandpause og med det det stilmæssige radikalt anderledes Flotus fra 2016. Her var brugen af vocoder og pulserende krautrock-tendenser puttet ind i et fintmasket lydbillede, som fungerede perfekt under deres evigt tilbagelænede hvilepuls.

Efterhånden som gruppens brug af gængse instrumenter forsvandt ud af lydbilledet, sivede bandmedlemmerne fra det originale lineup også ud af fællesskabet, som ellers har været en del af deres historik. På den anden side har gruppen også været som en svingdør, hvor musikere er kommet og gået for at prøve sig selv af.  

Nu om dage er bandkaptajn Kurt Wagner den eneste originale og tilbageblevne fra bandets start for over 30 år siden. Ifølge Wagner selv har mantraet for at være en del af americana-kollektivet alle dage været, at man skal være sig selv. Måske har dem, der er gået over bord, ikke kunnet leve op til det, mens kaptajnen holder selv holder stand med sin særlingetatus.

Showtunes har Wagner fået nyt legetøj og heldigvis droppet den forkætrede vocoder til fordel for et Midi-piano, som har et elektronisk tastatur i klaverstil, hvor signalerne kan sendes via et USB-kabel. Sangene på albummet er først komponeret på guitar, hvorefter Wagner har udfordret sig selv ved at lære dem på sit nye piano og med Tom Waits, Randy Newman og Gershwin i tankerne. ”Papa Was a Rolling Stone Journalist” baner vejen for et radikalt anderledes album. Filmisk og elegant svinger nummeret sig op med pianotoner, der falder som regndråber og blæsere til at farve horisonten sort.

Den syv minutter lange ”Fuku” lyder som triphop med sit downtempo, der blander elektronisk og vignetter af stemningsfuld jazz. Der er noget næsten sakralt over den måde, Kurt Wagner og hans nye legekammerater formår at hæve niveauet til noget himmelsk. På ”Unknown Man” ledes tankerne hen på Talk Talks mesterværk Spirit of Eden.

Som her og på ”Blue Leo” og ”The Last Benedict” gør James McNew fra Yo La Tengos slæbende kontrabas underværker og lægger en robust bund under Lambchops sarte univers. Stor respekt for Kurt Wagner, der tør tage chancer og gennemgå den totale transformation af Lambchops lavmælte americana-dna til noget, der minder om elektroniske kollager uden for tid og sted.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA