x
Et shit-show af tekniske udfordringer belønner sig til sidst

Coldplay, Haim, Damon Albarn med flere, Glastonbury Festival, Live at Worthy Farm (livestream)

Et shit-show af tekniske udfordringer belønner sig til sidst

Anmeldt af Esben Suurballe Christensen | GAFFA

Glastonbury var allerede tidligt ude og meddele, at også dette års festival måtte lide døden, med rygterne svirrende om, at der i stedet opstår et nedskaleret weekendevent i sensommeren. Derfor skulle der noget til for at dulme ventetiden til senere eller næste år – og for at få penge i kassen til mange af de frivillige organisationer, der hvert år modtager penge af festivalen. Derfor blev der i weekenden streamet en fem timers live-total-oplevelse fra festivalpladsen på Worthy Farm. Med Michael Kiwanuka, Coldplay, Haim og et særdeles spændende Thom Yorke- og Johnny Greenwood- sideprojekt. Blot for at nævne nogle få.

Desværre blev denne anmelder sammen med andre betalende gæster forment afgang til både lørdagens og søndagens stream, i dette tilfælde da linket til ”festivalen” dukkede op kl. 04.00 om natten, tre timer efter det var afsluttet, og søndagens erstatningslink ikke virkede. Det tog ikke mange sekunder at konstatere, at GAFFAs hjemsendte ikke var den eneste, for overalt i Storbritannien og resten af verden sad der gæster med ugyldige koder, sorte skærme og manglende links.

Frustrerende er en meget mild betegnelse, når man har afsat tid og i de flestes tilfælde penge til at få serveret musikalsk erstatningsmælk, nu hvor vi ser i endnu et år med et aflyst festivalcirkus. Som for mange af os er sådan en essentiel del af vores sommer og koncertoplevelser. Ikke godt nok.  Men her følger en anmeldelse af eventen. Adskillige dage efter, at det fandt sted.

Wolf Alice ****

Første act er Wolf Alice, der spiller i fuldt dagslys i The Stone Circle med forsanger Ellie Rowsell iklædt en moderne brudekjole og riot girl-attitude en masse. Kvartetten åbner ballet med ”Don’t Delete The Kisses”, hvilket nærmest ikke kan være mere passende for både det, vi savner og det, vi har i vente. Men de også giver en forsmag på deres kommende album, der sagtens kan berolige fans. Der er noget godt i vente.

Michael Kiwanuka ***** 

Næste musikalske gæst er noget af det bedste, Storbritannien har at byde på for tiden: Michael Kiwanuka. Kiwanuka beviser, at det ikke er et tilfælde, at han vandt den prestigefylde Mercury Price. Hans moderne power soul og singer/songwriter-inspirerede lydunivers er lige dele fængende og tilgængeligt, ligesom det er både inspirerende, afsøgende og nysgerrigt. 

Kiwanuka og band får deres spilleglæde og vellyd helt ud i ørene og i skærmen fra det telt, han står afskærmet fra regnen i. Selvklart med overvægt af materiale fra forrige års lille mesterværk Kiwanuka, men vi kommer hele bagkataloget omkring, hvor især ”Cold Little Heart” bliver fremført ekstremt overbevisende. En kommende headliner, når festivalen kan fysisk åbne dørene op igen.

George Ezra ***

George Ezra nedtoner herefter tingene med 10 minutters akustisk og autentisk lejrbålsstemning med verdens største bål som bagtæppe. Især monsterhits som ”Shotgun” og ”Budapest” fungerer okay i disse udgaver. Men savnet af en enorm dansende, smilende og mudderbadende festivalcrowd melder sig især her.

Idles***

Idles tager det bedste fra deres tre album og leverer et højenergisk og sonisk knock-out. Men det er som om, det hele fortaber sig i energi og knap så megen variation og ja… melodi. Men som punket intermezzo kan det bestemt noget.  

Haim *****

De tre søstre i Haim giver os fortrinsvis sange fra deres aldeles glimrende Women In Music Pt. III. Der er en insisterende spilleglæde og overbevisende showwomanship blandt de tre multiinstrumentalister. Deres solbeskinnende west coast-rock er det tætteste, vi kommer på et moderne Fleetwood Mac. Og det er bestemt ment som en kompliment. Men som tusmørket melder sig, og den afsindige flotte produktion gør sit, kan man ikke undgå at sidde tilbage med et savn over, at deres musik fortjener et storfestende festivalpublikum uden en bekymring i livet. For lige præcis der er Haim stærkest.

Coldplay *****

Fra en potentiel festivalheadliner til Glasonburys husheadliner. Uanset hvad man måtte mene om Coldplay og Chris Martin, så er Coldplay ét af de få virkeligt altomfavnende bands, der kan stable et 360 graders stadionshow på benene. Og det gør de her for foden af den Pyramid Stage, de har stået på flere gange end noget andet band. De starter ud med ”Higher Power” omgivet af fyrværkeri og millioner af neonlys. Et imponerende set-up.

Men uanset hvor professionel en vækkelsesprædikant Chris Martin er, og det er han, så mangler han tydeligt et publikum at vække og suge energi af, hvilket givetvis er derfor, han beder guitarist Jonny Buckland tilføre falsk crowd noise på et tidspunkt. Men showet og sangene kan man ikke tage noget fra. En blændende god ”The Scientist” i den øsende regn er et absolut højdepunkt.

Damon Albarn *****

Den musikalske kamæleon Damon Albarn, med isolatons-mullet, læderjakke og solbriller i aftenmørket, giver os alle en solid dosis blåtonet melankoli, hvilket han om nogen mestrer. Selvom han i røgkanonernes skær mest af alt ligner en hærget rockdruide. Vi får et sæt fortrinsvis fra The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows. Men vi får også en majestætisk halvakustisk udgave af ”On Melancholy Hill”, der efterhånden er én af de stærkeste sange i Albarns imponerende kvalitetsmæssige sikre bagkatalog. Vi er langt fra Britpop hedonisme, også selvom vi får både Blurs ”Out On Time” og ”This Is A Low”, men i nedtonede og fremragende udgaver. Damon Albarn er én af de mest varierende, nysgerrige og talentfulde kunstnere, Storbritannien kan fremvise. Det viser han også her.

Jorja Smith ****

Den kommende dronning af new-soul Jorja Smith leverer et silkeblødt sæt, der er lige til at falde ned og begrave sig i. Højdepunktet er ”Peng Back Girls” med hjælp fra Enny og Amia Brave – kan jeg læse mig til. Hvis kendskabet til Jorja Smith var begrænset inden sættet fra Worthy Farm, hvilket det var her, efterlader det i al fald smag for mere.

The Smile ****

Ingen Glastonbury, uanset formen, uden Chris Martin i et eller andet omfang. Heller ingen Glastonbury uden et hemmeligt, Radiohead-relateret gig. Og hvor dagjobbet i Radiohead er gået med at levere introvert atmosfærisk flydende electronica, der kan blæse selv den mest skeptiske indiestudent omkuld, så gør The Smile sig i den lidt mere tilgængelige landesfære, hvor fokus også er på melodierne.

Vi er ikke ude i storslåede vers-omkvæd-vers-omkvæd-traditioner her. Men Jonny Greenwood, der sammen med Tom Yorke er de delegerede fra Radiohead HQ, får en mulighed for at vise os, at han ikke har mistet grebet om det instrument, han startede ud med beherske. Få ting lyder smukkere end melodiske guitartoner fra Greenwoods guitar. Sammen med Sons of Kemet-trommeslager Tom Skinner leverer trioen prog-musik med småenkelte jazz- og synthdråber. Vi får endda også et full blown elektrisk punknummer. Selvom det nok ikke er for alle, har Thom Yorke ikke lydt så medgørlig og overskudsramt i årevis. Spændende, hvad det udvikler sig til.    

Kano *****

Kano leverer, iført et lækkert kridhvidt jakkesæt, et højelektrisk og energisk show. Bevæbnet med et flow, der ikke efterlader nogen fanger og flankeret af et brassband, der afliver de få overlevende. For længst har rap/2-step/grime/hiphop afløst guitarmusikken som arbejderklassens fremmeste stemme. Også i Storbritannien. Når man har set Kanos sæt, så forstår man, selv som en midaldrende hvid middelklassefyr, hvorfor. Der er simpelthen mere nerve og livsnødvendighed her, end rockmusikken har præsteret i årtier.

DJ Honey Dion ft.  Roísín Murphy ****

DJ Honey Dion slutter hele det mageløse arrangement af med at tage os til Chicagos house-og diskokældre. Omgivet af en partybus, dansende ravers og en spektakulær gæsteoptræden fra Roísín Murphy er det et passende bevis på den afsindige detaljegrad, kreativitet og iderigdom, hele arrangementet har været omgivet af. Hvilket gør det tekniske mareridt endnu mere uforståeligt, selvom tålmodigheden i den grad blev belønnet.   

*Ind imellem koncerterne var der spoken word-oplæsninger rundt omkring festivalpladsen fra blandt andre PJ Harvey og Kate Tempest. Det fungerede fremragende som kunstnerisk appetitvækker til næste koncertact.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA