x
Iskolde anmelder-darlings leverer glohed scenedominans

Iceage, Posten, Odense

Iskolde anmelder-darlings leverer glohed scenedominans

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Fuldt hus, mindre kan ikke gøre det, når Iceage gæster Odense. Der er i løbet af bandets ti års færd fra debutalbummet New Brigade kommet en heftig omgang global opvarmning på skoleskemaet. En lektion, der i aften leder publikum igennem en svulstig rejse gennem konventionsnedbydninger fra et band, der ER postpunken. For Iceage er et band, der er så konstante i deres kvalitetsniveau, udviklingsrute, og ikke mindst akkolader modtaget af danske, men så sandelig også angelsaksiske og amerikanske anmelderpenne.

Det kræver ikke den store statistik-lommeregner at komme frem til en tendens om, at Iceage højner kvalitetsbarren, virkemidlerne og visionerne for hvert album, senest med Seek Shelter. Iceage skaber post-punk, der kvalitetsmæssigt bokser i den globale sværvægtsklasse. Med sådan en velproduceret skæring som den seneste (og i øvrigt også Beyondless fra 2018) kommer denne aftens koncert derfor med nogle få aber dabeis, men det vender vi stærkt tilbage til.

Spillestedet Posten får ny ejerkreds i fulde 90 minutter
Lidt over 21:00 får strengeinstrumenterne en sidste tur med stemmegaflen. Vokal-sample og rødt skyggespil fra scenekanten kan hermed påbegynde et show af høj international standard. Fem mand store Iceage åbner med stor selvsikkerhed på ”Take It All”, hvor forsanger Elias Rønnenfelts vokalrepetoire sættes til skue med staccato, narkotisk drawl i fraseringerne og anarkistisk sårbarhed. Det synes ganske velvalgt, at bandet åbner relativt blødt, inden tempoet får et nøk opad med rigelig distortion på Fenderne og et hook, der skriger Venice Beach 1972 på ”Dear Saint Cecilia.”

Der vendes for en kort stund tilbage til 2018-albummet Beyondless med ”Pain Killer”, og her bliver bandets store albumvisioner noget, der skal håndteres på lidt anden vis, når holdopstillingen tæller fem personer. For ja, der er ikke personaledækning på blæser-, stryger- eller for den sags skyld gospelkor-fronten, og der må derfor med stor succes overkompenseres med blandt andet skudsikre guitarsoli. På samme vis er Rønnenfelts vokal ikke badet i de lækre analoge, skramlede kvaliteter fra postproduktionsmagikerne. Til gengæld får publikum så meget andet i forhold til kølig scenedominans fra en frontmand, der i 90 minutter står indskrevet i Tinglysningsbogen som ejer af Spillestedet Posten.

Åbningsnummeret fra Seek Shelter, ”High & Hurt” har en ganske erotisk basgang, bedst passende til en 70’er buddy-cop-film eller en erotisk pendant med bow chika wow wow-soundtrack. Læg dertil, at tracket også har hymne-kvaliteter, der bringer tankerne hen på Woody Guthrie folk-sangen ”This Land is Your Land”. Samtidigt er nummeret super anarkistisk med hensigt om at stressteste bestandigheden af scenens stålstrenge og fimrehår i Rønnenfelts stemmebånd.

Stemmen går videre til vokal-fraseringernes svar på at blive smurt ind i manuka-honning i form af narkotisk croon på ”Love Kills Slowly”. Tracket giver plads til, at de teatralske attituder kan fremføres fra en frontmand, der bare ejer scenen med sin blotte tilstedeværelse. Med lige dele crooner-hvisken og fuldemands-primalskrig afsluttes der med hundegøen i sampleformat som intro til ”Vendetta”. Det ultra-catchy track trækker da også aftenens vel nok største applaus efter en formfuldendt præstation.

”Shelter Song” er præget af øjeblikke med infernalsk feedback på mikrofonen i flere tilfælde, hvilket må anføres som et af meget få anmærkningspunkter ved koncerten. Det er dog til at se igennem fingre med. Rønnenfelts vokal er så nonchalant charmerende og sammensmelter det punk- pompøse med det crooner-coole i et tekstuelt univers, der er så koldt og kontant som de mest rå Charles Bukowski one-liners, der kan opspores syd for polarcirklen.

Med årene bliver det mere og mere svært, hvis ikke umuligt, at sætte Iceage i genremæssig bås. Kassetænkningsfartøjet har i hvert fald med ”Seek Shelter” ramt isbjerget. Meget ofte står man altså med en "je ne sais quoi"-følelse, som kun skal forstås positivt. Bandet har derfor også de klare overraskelsesmomenter i ærmet, hvor der kan gås fuld bersærkergang på instrumenterne. ”Beyondless” får guitar-toneopbrydning som intro og går i sine afsluttende sekvenser i højeste gear for at frembringe den dyriske vildskab, der har formet bandet fra dets undfangelse.

For hvem klokkerne ringer

I sampleformat introduceres et lydtæppe af ominøse kirkeklokker. Helt helvedesklokker er det ikke, og koncerten fortsætter i det upbeat med et lækkert rockriff fra den gamle skole og The Strokes- charme på ”The Lord’s Favorite”.  Rockattituderne får heller ikke kuldegraderne at mærke i aften med ”Hurrah”, inden tempoet trækkes helt ned i rockserenade-tempo på ”The Holding Hand”.

Seek Shelters afslutningsnummer lykkes smukt i en nærværende levering, hvor der kan tages nogle afsluttende ladegreb på guitarbåndene. Der er selvsagt et større fokus på guitarmoduleringer, nu hvor albummets strygere og gospel-korsangerinder af logistiske grunde ikke er med i live-arrangementet. Nummeret er dermed et fint eksempel på, at de tårnhøje ambitioner på albummet har endnu større live-potentiale. Det kan med andre ord kun være et spørgsmål om tid og logistik, før Iceage bedes medbringe hele armadaen. 

Koncerten bevæger sig fra én yderlighed i skalagraderne, hvor kviksølvstermometeret får lov at boble på ”Plowing to the Field of Love”, inden der opstår stort temperaturfald i elevator-muzak-tempo på ”Drink Rain”.

Ekstranumrene byder på noget af det helt gamle med "White Rune", inden "Under the Sun" afslutter kavalakaden af nyt og gammelt, punket og tenderende det melodiøse, det storladne og det minimalistiske. 

Skal der blæse endnu køligere polarvinde over foretagendet, må produktionen løftes med mere personel på scenen. Men med et publikum, der har nået kogepunktet, er der ved koncertens sidste taktslag ingen tvivl: Global opvarmning er ægte. Iceage har fået himmel og hav til at bryde i brand, eller fryse til is, whatever rocks your boat. Men selvom de danske isbrydere har været klar til ophugning i årtier, har københavnske Iceage aldrig været varmere hvad angår kvalitet. Der kan klinges ud med masser af sustain på strengene badet i stroboskoblys efter godt og vel 90 minutter. Genremarkørerne har peget i alle kompassets retninger, men hvilken fornøjelse det som koncertgænger har været at blive trukket igennem de grå sider i musikhistoriens almanakker med stor autoritet og kølig scenedominans fra almægtige Iceage.

Anmeldelse af opvarmningsnavnet Iceage følger nedenfor

Sætliste Iceage:

”Take It All”
”Dear Saint Cecilia”
”Pain Killer”
”High & Hurt”
”Love Kills Slowly”
”Vendetta”
”Shelter Song”
”Beyondless”
”The Lord’s Favorite”
”Hurrah”
”The Holding Hand”
”Plowing Into the Field of Love”
“Drink Rain”
“Catch it”

Encore:
"White Rune"
"Under the Sun"

Firs – Firser-fantaster med schwung ****

Skulle man være et sekund i tvivl, laver Firs 80’er-musik - og det med schwung. I disse tider trender nostalgi. Lilletrommen i hopla med postmodernistiske gloser som følgesvend har aldrig været budt mere velkommen af danske som internationale lytterører. Der fyldes fra firmandsbandets åbning på ”Showet for evigt” godt op med energi og generøs 80’er-tråd. I momentet synes nummeret lige så klichépræget som en TV2-genudsendelse, og man er da også ved at nynne "Be Bab A Lu La" i enkelte taktslag. Men det er der heller intet i vejen for med så catchy et nummer.

Masser af powerriffs giver en fin anarkistisk dybde til de ganske schwungfulde poetiske tekster under ”Det svimler". Publikum føres efterfølgende organisk ind i en lækker basgang og energiske trommesynkoper på ”Stjerneverdner”. ”Vægtløs” leverer med sine fine perkussionselementer og barytonrøst. Det er et postpunk track, der tikker alle karakteristika af om eftertænksomhed, indadvendthed og mørke, men også snerten af håb. Nummeret cementerer bandets berusende tekstunivers, der byder på det ene lækkeri efter det andet.

”I Vakuum” rammes alle de rigtige firsertoner for den type coming of age track, øregangene ikke kan få nok af.

Firs’ sigte om at genskabe 80’ernes mest skulderpude-bærende attituder mestres stilrent, men i aften lykkes det desværre i store dele af koncerten ikke at dechifrere bandets tekster, der lidt drukner i akkompagnementet. Sætlisten fejler dog intet, og den bundsolide halv time lange opvarmning sætter med afslutterne, "Distress Call” og ”Fremtid”, stor fed tyk streg under, at Firs skaber relevant 80’er-musik med masser af kraft, power og ikke mindst schwung. 

Firs-sætliste:

”Showet for evigt”
”Det svimler”
”Stjerneverdner”
”Vægtløs”
”I vakuum”
”Distress Call”
”Fremtid”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA