x
Masken krakelerede for Guldimund – i den mest positive forstand

Guldimund, Pumpehuset, København

Masken krakelerede for Guldimund – i den mest positive forstand

Anmeldt af Mie Lykke Sørensen | GAFFA

Onsdag aften ulmer en besynderlig blanding af glæde, angst, uro og begejstring, da Guldimund, under ledelse af forsanger og sangskriver Asger Nordtorp Pedersen, forsigtigt træder ind på scenen, mens han hæver blikket, sammen med den venstre mundvig, og vinker ydmygt til publikum. Vi befinder os i den gamle vandværkshal på Pumpehuset, hvor Guldimund har sin længe ventede tourstart.

Jeg er bekendt med flere af de ansigter, der udgør Guldimund. Flere af dem kommer fra min barndomsby, Odense. Intet nært, men heller ikke med afstand nok til ikke at føle noget for projektet, man gennem flere år har bevidnet fra sidelinjen.

Uhyggeligt ærligt

Og i mødet med den hjemlige nostalgi fortaber jeg mig let, da korsanger Anja Backmann Andersen indleder med et magisk vokalarrangement, der understøttet af smukke synth-manipulationer udgør en fusion mellem poleret vokal og mekanisk robotdystopi a la Imogen Heap. Det viser sig at være en af sangene fra det anmelderroste, selverklærede debutalbum, Dem vi plejede at være (Guldimund har fjernet et tidligere album fra streamingtjenesterne), der afsøger alle hjørnerne i et parforhold og det at være ung familiefar.

Med ”Ikk’ endnu” træder Nordtorp langsomt i spotlyset og fremfører en ærlig version af sangen, der med linjerne ”Jeg skreg så højt ad dig i dag, at jeg ku' se at du blev bange for mig. Og dine bange øjne sagde, du troede faktisk, at jeg ville slå dig. Det ku' jeg aldrig gøre. Det fortæller jeg mig selv, imens jeg tørrer mit spyt af væggen”, fortæller en historie om et dysfunktionelt forhold. De står uhyggeligt transparente og skarpere end nogensinde før, pakket ind i et drømmende arrangement, der tilføjer sangen en uoverensstemmelse, der efterlader én i en intens forhandling. Men som alligevel giver mening i øjeblikket.

Et band – en enhed – et legerum

Den anden sang i rækken er ”Dem, vi plejede at være”, som ud over at udgøre titelsangen på albummet også har manifesteret sig som en rotationsvenlig sang på P6 Beat. Noget, der fremgår tydeligt i de anerkendende klap, der lyder, da sangen hurtigt genkendes blandt publikum. Her træder bandet, sammen med Nordtorp selv, i karakter og trykker for alvor på ”play”. Det fremgår tydeligt, at Guldimund ikke bare er Nordtorp, men en samlet enhed af et band.

Sådan fortsætter det gennem sangen ”Søde”, hvor Nordtorp en af flere gange også viser sine evner som guitarist. En evne, han også tidligere har dyrket i sin tid i Tårn og Blaue Blume.

Guldimund viser sig som ikke bare et band, men et orkester, hvis konservatoriebaggrund skinner igennem. Her gøres plads til mellemrum af lydlige, eksperimenterende passager, som er fyldt med indtagende trompetsoloer og lange synth-elementer. Det musikalske legerum har en fremtrædende plads, som ikke når at virke kvælende. Tværtimod. For eksempel gennem bandets guitarist, Buster Jensen (Blaue Blume), der også mestrer storladne synthesizer-modulationer.  

Broderlig kærlighed

Legerummet og den musikalske bevægelighed er fremtrædende. Særligt iøjnefaldende er Asger Nordtorps kontinuerlige insisteren på at dele rampelyset med andre. Også med supporten, den svenske Lucky Lo, som med sangen ”Tror du på engle” medvirker på debutpladen og, mere eller mindre forventeligt, træder ind på scenen for at fremføre sangen, mens Guldimund-forsangeren beskedent trækker til side for at nedgradere sig selv til en rekvisit, der stolt ser til og synger med.

Den musikalske bevægelighed markerer sig også i den gennemtrængende broderkærlighed, der tydeligt skinner igennem til Nordtorps lillebror, Malthe Nordtorp Pedersen (tidligere Aksglæde). Både som en fremtrædende del af bandet, der fylder lokalet med rungende og indtagende trompetsoloer, ligesom han også agerer skiftevis kor og guitarist.

Særligt står en enkeltstående begivenhed stærkt hos mig. Malthe Nordtorp Pedersens fremførelse af en sang fra soloprojektet Knægt, blot understøttet af en akustisk guitar. Her beviser han sig selv, ikke bare som musiker, men også sanger gennem en vokal, der trods enervøsitet står imponerende skarpt. En seance, der fik flere blandt publikum til at mumle floskler som ”æblet falder ikke langt…”.

En maske faldt

Her spiller masken også en særlig rolle. Masken, som Asger med sit kunstneralias Guldimund har gjort til et æstetisk symbol, der ikke bare er en del af hans visuelle identitet på sin nye plade, men også siger noget om Asgers projekt og sans for rygteskabelse generelt. For Guldimund har med tidligere udgivelser vist, at han er mester i lave drømmende, dansksproget indie, der sætter sig fast. Men samtidig kun have givet få koncerter og fjernet hele sit tidligere musikalske repertoire fra streamingtjenesterne. Han har været utilnærmelig. Nærmest irriterende.

En dimension, som også viser sig i den hjemmelavede papmachemaske, der ligeledes bliver et fortællende element på scenen, da Nordtorp, efterfulgt af de andre bandmedlemmer med forsigtighed sniger maskerne på og anonymiserer sig. Her med lillebror Malthe som den eneste, der var maskefri mand under sin solooptræden.

Også nævneværdigt var det forventede afslutningsnummer ”Brænder stadig”, som siden singleudgivelsen i efteråret 2020 har manifesteret sig som en af de stærkeste udgivelser på den danske indiescene længe. Asger Nordtorp, der trods sin succes stadig udstråler, at han er ret ny som frontmand på en scene, med et sparsomt udvalg af kommentarer, tabte masken her. I bred forstand. Med forsigtige ord, ”kender I den?”, spillede han selvsikkert Pumpehuset op med en forventning om, at nogle sang med. Og det gjorde de. Selvom vokalpræstationen havde visse mangler i sangens høje toner, voksede Guldimund lige der.

Og den ranke ryg fortsatte i de efterfølgende ekstranumre, der blandt andet talte ”Kragerne” fra debutpladen og den kærkomne ”Konge om natten”. Her viste broderkærligheden sig ligeledes med ordene ”Det her er sang, jeg skrev for 10 år siden. Til min lillebror”. En sang, der også var blevet aflivet og fjernet fra det officielle repertoire, men blev vakt til live igen gennem Nordtorps vokal. En vokal, der ersattede originaludgavens Stine Grøn. Og tilnærmelsesvist lykkedes, selvom vokalpræstation ikke rakte helt til den kvindelige, som Grøn udgjorde.

Alt i alt: Med Guldimund lod Asger Nordtorp masken falde og lykkedes med at skabe illusionen om en samhørighed, der ellers kan virke mere eller mindre fraværende for tiden. Dette med kække, underforståede bemærkninger som ”Jeg er glad for, at I er kommet for at se, hvad vi har p… p… puslet med”. En kommentar til kulturminister Joy Mogensen. Den utilnærmelighed, der synes at klistre til Guldimund, har transformeret sig til overvældende nærvær.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA