x
Suspekt serverede kontrolleret vanvid

Suspekt, DR Koncerthuset

Suspekt serverede kontrolleret vanvid

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det blæser op. Pilen på toppen af skraldebjerget Herstedhøje i Vestskoven snurrer hæsblæsende rundt. Pludselig stopper den, midt i orkanens øje, og peger direkte mod Amager. Blæstegnens store sønner er endelig på vej til DR Koncerthuset.

Egentlig skulle Suspekt have spillet koncerterne i vinter. Og egentlig skulle de slet ikke have spillet intimkoncerter, men været på stadiontour, kulminationen på en tilsyneladende evigt opadgående popularitet. Men ‘ronaen kom dem i forkøbet, og derfor er det først nu, at gruppen, for første gang nogensinde, kan spille for et siddende publikum til albumkoncerterne Sindssyge ting – i en sindssyg tid. 

Gladiatorer i colosseum 

Der sidder 1000 mennesker på plads i Koncerthuset. Det er lidt over halv kapacitet, men stadig en stor forsamling, med mindre man er vant til at være til fodbolddemonstration. På vej ind ser jeg ikke en eneste uden mundbind og i forhold til, at jeg har bevidnet folk kneppe til “Kinky Fætter” i ekstase midt om natten foran Orange Scene, er der overraskende ro på den suspekte forsamling. Man kan dog kun sidde på hænderne i et begrænset tidsrum, og småråb breder sig. De bliver mere og mere taktfaste. Og efterhånden gjalder hele salen “Su-Su-spekt!”

Gruppen træder ind på gulvet i den colosseumsopbyggede sal. Gladiatorerne stiller sig i en firkant oplyst af hundredevis af stearinlys. Det går op for mig, at det er første gang, jeg har set ned på dem, men alligevel fremstår Suspekt larger-than-life, nok fordi vi har levet med dem i snart tyve år.  

Nedbarberet vellyd til øregangene  

Setuppet er næsten så nedbarberet, som det kan blive. Orgi-E og Bai-D på mikrofoner, Rune Rask på keyboards og computer, Anders Meinhart på percussion samt Olle Häggberg på bas. Fra første nummer, albumåbneren “Mer pastis, mer prestige” er der vellyd i Koncerthuset. Musikken, både den digitale og håndspillede får frit løb, og man kan høre nuancerne mellem instrumenterne. Slagtrommer og dræberbas er erstattet af congas og klokkespil.

Rune Rask smiler anerkendende til bandet, og også for ham må det være fedt endelig at høre produktionerne få liv på scenen. Det er næsten kælent at lytte til, og hvor Suspekts koncerter normalt er et totalteater, man ikke kan slippe øjnene fra, får jeg lyst til at lukke dem og suge det hele uforstyrret ind i øregangene.     

Gæstfrit, men gæstefri

Med features på albummet fra USO, Marwan, Anne Linnet, Xander Linnet, Tina Dickow og ikke mindst unge Tessa kunne man jo håbe på fint besøg. Det bliver bliver dog en gæstfri, men gæstefri koncert – drengene klarer den alene. Eneste besøg er en DR-medarbejder, der iført mundbind serverer en flok fadøl til bandet – til øredøvende jubel.

Tessas vers afvikles digitalt, hvilket ikke forhindrer publikum i at rappe med. Det er en fornøjelse at høre glæden i det talstærke kvindelige publikum skråle med på Tessas vers, og efter i årtier at have lyttet til Klamfyrs frække forslag, kan de endelig svare tilbage: “Hold nu kæft, la' mig se din pik!” Åh, den ligestilling. 

Fællesskab uden ulækre undertoner

Albummet fremføres slavisk, og efter de rowdy “Vil du med ud” og “Fang mig i en brandert” kommer de reflekterende “Viking i blodet” og “Dø i Norden”.  Samspillet med bassisten, svenske Olle Häggberg understreger den skandinaviske broderkærlighed. Det er en anderledes voksen og melankolsk Suspekt-lyd, der både har noget på hjerte, kommenterer samtiden og sætter ord på fællesskabsfølelsen i en tid, hvor det kan være svært at tale om nationale sammenhold uden ulækre undertoner.  

På et tidspunkt var det fremme, at albummet burde udgives som instrumental, da de mangefacetterede produktioner druknede i Orgi-E og Bai-D’s vokal. Dels udkommer alle Suspekt-album jo med instrumentaler, og dels giver udsagnet lige så lidt mening som at sige, Dr. Dre var en fed producer, men NWA burde bande mindre. For mig er det kontrasterne, der tilsammen løfter musikken. Som det råt for usødet hedder senere i koncerten på “Lykken kommer”: 

“Hva' fa'en har I lavet på jeres hippiekursus?
Mens vi kørt' landet rundt i 20 år i en fucking tourbus
I sku' se, hva' vi kør' rundt i
Du vil' ikk' overlev' en nat, så luk dit hul i
Vi skriver på en sangskat som Grundtvig
Vi gør det ikk' bare godt, vi gør det grundigt!”

Med den kronologiske fremførsel bølger stemningen i numrene mere end til de sædvanlige Suspekt-koncerter. Og vi får lov at høre nogle fine ting i fuld længde, man sædvanligvis ikke ville spille live. Et nummer som “Gonzo” har til gengæld skrevet sig for evigt på fremtidige sætlister.

Allerede i dokumentaren om albummets tilblivelse kunne man se, hvordan Orgi-E visualiserede, det ville være at spille det live, mens han nærmest fysisk eksploderer ved tanken om gigantiske røve. Hans drive har en utæmmelig urkraft, og selv med restriktioner fylder han salen ud med sin energi, mens han lyser op i mørket, helt klædt i hvidt som Thelonius Monk til A Great Day In Harlem. At Gonzo-rimene er så ægte, at de tjekkes efter af militærets auditørkorps (true story), vidner om, at Suspekt spytter vanvittig virkelighed. 

Sid oven på hinanden!

Som koncerten skrider frem, løsner publikum også op. Flere må bænkes af vagterne, når de flyver op af sæderne i begejstring, og det er en udfordring at sidde stille, da Suspekt de facto er medrivende musik. “I skal sidde ned, men der er jo ingen, der siger, at I ikke må sidde oven på hinanden,” griner Orgi-E. Mens vi må holde nallerne for os selv, krammer Orgi-E, Bai-D og Rune Rask hinanden for os. Broderskabet dem imellem er rørende, og det ubrydelige venskabsbånd er en rød tråd i al deres musik.

Der er dog også plads til at skille sig ud. Mod slutningen får vi “Hundetimen”, hvor den elektroniske produktion hæves op til symfoniske højder, og salen glimter i grønt, mens Rune Rask går fuld Jean Michel Jarre på keyboardet og skaber et smukt musikalsk øjeblik, der er genialt at svømme hjem på. 

Drengene klappes ind til et ekstranummer, som er titelnummeret, hvor en enormt velspyttende Bai-D viser, at han er mere end whiskeystemme på et vanvittigt godt førstevers: 

Uimponered', mens de står med midt i storheden
Må jeg allernådigst komme med lidt info til de blind' vinkler
Det' din fuldt retardered' kådhed
Du' ikk' kunstner, ikk' artist, ikk' avantgarde
Du' et fuckhoved med en guitar!” 

Det er dog ikke slut endnu. Vi har gjort os umage op til koncerten,” konstaterer de, “vi har faktisk lavet et nyt nummer”. Det modtages naturligvis med jubel, hvorefter der fyres op for en numsehyldest af dimensioner. Nummeret, der formentlig hedder “Popo”, er så ørehængende, at man nærmest kan rappe med fra første gang, man hører det. Det får vi får lov til, da de spiller det endnu engang og salen vugger, mens Orgi-E danser en sexet slut-salsa med sig selv. 

Det skal nok blive vildere

Uden corona havde vi næppe fået denne koncert, og jeg er taknemmelig for oplevelsen, hvor musikken på et gennemtænkt og yderst velproduceret album kom til sin ret på scenen. 

“Det kan godt blive vildere”, råbte publikum forventeligt til sidst, og det skal nok blive vildere, når de store scener lader publikum stimle sammen. Men for mig var dette en unik oplevelse, hvor Suspekt tøjlede det balstyriske og fremhævede det inderlige. Naturligvis var der også plads til at slippe fanden løs, men det forblev kontrolleret vanvid. 

Sætliste: 

Mer Prestige Mer Pastis

Kom Og Tag Mine Øjne 

Vil Du Med…

Fang Mig I En Brandert 

Min Ven Min Ven 

Dø I Norden 

Viking I Blodet 

Helt Fuckt 

Gonzo 

Lykken Kommer 

Kroppen Og Mit Ansigt (Gråvejr) 

Det Goe Det Grønne

Jeg Har det Fedt 

Hundetimen   

 

Ekstranumre:

Sindssyge Ting

Popo

Popo 




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA