x
Lindemann: Live in Moscow

Lindemann
Live in Moscow

LINDEMANNs horrorshow virker fremragende live

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 21.05.2021
Anmeldt af
Alexander Hemstedt

Lige inden COVID-19-pandemien havde fået fat for alvor, spillede LINDEMANN alias Rammstein-sanger Till Lindemann og den svenske multiinstrumentalist Peter Tägtgren deres turnéafslutningskoncert i Moskva. Den blev optaget. Mere end et år senere ser vi resultatet, og det er godt.

Undertegnede har det tit ambivalent med live-album, da det er så uhyre svært at fange alle nuancerne i en optagelse af en liveoptræden. I dette tilfælde lykkes det dog. Sættets start har fokus på LINDEMANN’s første og engelsksprogede album Skills in Pills med titelsangen, “Ladyboy” samt “Fat”. Der er en fed lyd på BluRay-udgaven, hvor Peter Tägtgren kreerer en bombastisk lyd samt en riff-densitet, der er svær at toppe.

Derefter går rejsen til orkestrets andet og tysksprogede album, F & M. Her får vi blandt andet “Ich weiß es nicht”, “Allesfresser” og “Knebel”. Under “Allesfresser” kastes der knap 20 tærter ud over publikum, typisk Till Lindemann, altid ekstremt. (se YouTube-klip). “Knebel” begynder stille og roligt med Lindemanns smukke skønsang og akustisk guitar, inden sangen, ligesom på pladen, eksploderer og virkelig sætter en tung dagsorden.

Efterfølgende kommer balladen “Home Sweet Home”, hvor det russiske publikum skaber smukke visuelle rammer ved hjælp af lightere (se YouTube-klip). Apropos det visuelle: Til koncerterne i 2020 havde arrangørerne implementeret en aldersgrænse på 18 år for at overvære LINDEMANN-showet. Årsagen ligger blandt andet i storskærmen bag bandet, hvor ret heftige billeder vises. Turnéen var faktisk også forbi hele Skandinavien, undtagen Danmark. Hvorfor ingen af de danske bookere slog til, må forblive en gåde, når de norske, svenske og finske kollegaer tog imod LINDEMANN med glæde.

Bandet omkring Till Lindemann og Peter Tägtgren består blandt andet af Tägtgrens søn Sebastian på trommer, der spiller tight, ligesom guitarist Sebastian Svalland og bassist Jonathan Olsson gør. Hele bandet ligner hvide spøgelser i deres outfits. Endnu et godt virkemiddel. Der kører ret mange backtracks i live-situationen, men det hele fungerer.

Koncerten afsluttes med Evil-Casanova-Tango-numret “Ach so gern’”, “Praise Abort” samt “Steh auf” (se YouTube-klip), hvor sidstnævnte lader koncerten ende på klimaks.

LINDEMANN – Live in Moskau kan varmt anbefales i disse pandemi-prægede tider, når man lider af koncertabstinenser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA