x
Tårefilmen var en Bodil værd

Bisse, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Tårefilmen var en Bodil værd

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Som den naturligste ting i verden skyndte Bisse sig, som den første i Danmark, at skrive, indspille og udgive et coronaalbum, da Danmark lukkede ned i marts 2020. Det ganske vellykkede album Cobid-20 udkom for næsten præcis et år siden, og det føles allerede længe siden, for siden da har den produktive sanger og sangskriver med det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær udsendt yderligere et album, det fremragende Tårefilm. Og det er sidstnævnte udspil, der er i centrum for Bisses igangværende turné, som er hans første med band siden efteråret 2019, om end han både nåede at afholde en coronamusical og give nogle solokoncerter sidste efterår.

Tårefilm er Bisses 11. fuldlængdealbum på seks år og er et vaskeægte hjertesorgs-album og hans mest afdæmpede og melankolske hidtil. Det passer dermed umiddelbart fint til de siddende rammer, som de aktuelle restriktioner foreskriver. Vi begynder da også i den helt stille afdeling, dog med et nyt nummer med titlen ”Venus”, der både tekstmæssigt og musikalsk lægger sig i forlængelse af Tårefilm-albummet. Bisse har som sædvanlig medbragt sit faste band Bissebanden – prøv at google det og se, hvad der dukker op i stedet – alias pianist og keyboardspiller Adi Zukanovic, guitarist Lars Bech Pilgaard, bassist Jakob Falgren og trommeslager Bjørn Heebøll. Zukanovic lægger for med smukke toner fra flygelet, og så er vi i gang.

”Hvide vægge”, åbningsnummeret fra Tårefilm følger, og de næste mange sange stammer fra samme album. Vi kommer rundt i det hjerteknuste Bisse-jegs følelsesregister, fra vemodet over de hvide vægge i den tomme lejlighed, efter kæresten er skredet, over trangen til at finde meningen med livet ude i verden på ”Tåreperser” til den forsigtige tro på fremtiden på ”Optimistjollen”, et af de få mere funky numre på albummet, hvor både basgang og keyboardakkorderne giver visse associationer til Michael Jacksons ”Billie Jean”. Og en sang, hvor Bisse synger mere intenst end tidligere og begynder at knappe skjorten op, som for at understrege de intense følelser.

Nummeret slutter med et længere instrumentalt klimaks, hvor der også er godt gang i Bjørn Heebølls heftige trommer og Lars Bech Pilgaards ekspressive, melodiske og temmelig jazzede guitarspil – sidstnævnte slår sig i øvrigt løs i de fleste sange, i meget højere grad end på de indspillede udgaver, og også Adi Zukanovics tangentspil får lidt mere plads i aften, hvor han nogle gange spiller på keyboard med venstre hånd og flygel med højre i samme sang.

På dette tidspunkt virker koncerten fokuseret på sangene frem for sceneshowet, og der er modsat tidligere ikke lagt vægt på gimmicks som kostumeskift, nøgenhed, lykkehjulsbogstaver, cowboyhatte, og hvad Bisse ellers tidligere har disket op med fra kulisselageret. Han har en hvid skjorte på og en lidt for lille sort vest ligesom på coveret til Tårefilm, og det er ligesom det. På visse sange spiller han akustisk rytmeguitar, men ”nøjes” ellers med at synge med sin karakteristiske, let nasale og ganske fine stemme.

Narrehat og bar overkrop

Halvvejs inde i koncerten sker der dog lidt, idet Bisse smider skjorten og tager en narrehat på, og det sker i forbindelse med, at han stopper tårefilmen og i bar overkrop fremfører sin netop udsendte single, ”Oldboy”, en meget ordrig sang om at blive ældre. Han fortsætter med sidste års single, ”Agathon & Agathe”, skrevet til en bogudgivelse med nyfortolkninger af Platons filosofiske værk Symposion fra cirka 385 før Kristi fødsel. Agathon, der var tragediedigter, havde ifølge sangen også problemer med kærligheden, eller måske rettere med at styre den, så med lidt god vilje kan vi sige, at nummeret holder sig inden for aftenens hovedtema.

Vi vender dog tilbage til Tårefilm-universet med endnu en stribe sange, stadig med Bisse i bar overkrop, mens narrehatten ryger lidt af og på alt efter alvoren i sangene. Et af højdepunkterne, ligesom på albummet, er den lange og afdæmpede ”Den hovedløse rytter”, hvor Bisse-jeget over et diskret, men insisterende beat går ind i en kirke og beder om hjælp fra Gud og krænger sin sjæl ud – også selvom han ikke er troende. Det giver stadig gåsehud, også selvom vi i sagens natur må undvære Oh Lands smukke kor fra studieindspilningen.

Vi kommer igennem samtlige sange fra Tårefilm (bortset fra ”Antennebarn”, som dog stod på sætlisten), og da filmen er spillet til ende og bestemt ikke er knækket undervejs, tænker jeg, at nu er sættet slut, og så kommer Bisse tilbage og spiller nogle af sine ældre sange eller måske noget nyt, for han er jo kendt for at være produktiv, og hans koncerter byder ofte på smagsprøver på kommende album.

Sidstnævnte viser sig at være tilfældet, for vi får tre nye sange, som Bisse præsenterer som ”et svirp med halen” i forhold til Tårefilm-universet. Den første, up-tempo-nummeret ”Grænsevagten”, har omkvædet ”Vogt jer for kærligheden”, den anden, den langsomme og meget rockede ”Quinder”, handler om de kvinder, Bisse-jeget ikke helt kan forstå, mens det sidste, ekstranummeret og balladen ”Alle har brug for kærlighed” slutter i det opbyggelige og optimistiske hjørne.

Så siger Bisse og hans yderst velspillende band tak for i aften. Endnu en fremragende koncert fra stortalentet, der i aften ikke kigger længere bagud end 2020. Vi får ikke et eneste nummer fra hans 11 første udgivelser – 10 album og en ep – og dermed heller ikke hittet ”Seks hjerter” eller andre Bisse-klassikere som ”Shotgun for dig” eller ”Britta Big Five”. Det kan man ærgre sig lidt over, men Bisse er ikke for fastholdere, og med næsten to timers koncert på højt niveau er der ikke meget at være utilfreds over, og i aften derudover et gennemgående tema om den besværlige, men uomgængelige kærlighed. En Bisse-koncert er stadig en stor oplevelse, og der er statistisk set ikke længe til den næste udgivelse og turné. Og jeg er stadig spændt på, hvad han finder på næste gang.

Bisse spiller to gange i Vega 3. juni, der er få billetter tilbage til begge koncerter

Sætliste:

Venus

Hvide vægge

Spøgelser

Dråben

Sommetider

Tåreperser

Livslinjen

Optimistjollen

Oldboy

Agathon & Agathe

Fyrretræ

Den hovedløse rytter

Dødvægt

Naturens muntre datter

Den sidste tåre

Grænsevagten

Quinder

Ekstra:

Alle har brug for kærlighed

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA