x
Forsigtig genåbning for dansk pops fremtid

PRISMA, Rust, København

Forsigtig genåbning for dansk pops fremtid

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Det er sjældent, man er så heldig at få æren af at spille en lillebitte rolle i fortællingen om et bands succes, når man er kritiker, der specialiserer sig i at anmelde håbefulde musikere fra det danske mulm. Jeg er blevet kaldt alt fra ”dygtig formidler” til ”kæmpe fjols”, fordi jeg ynder at sige min uforbeholdne mening om den danske undergrundsmusik. Men, som før sagt, er der bare langt mellem snapsene, og drømmen om at lyde som idolerne er oftest så store, at mange ender op med at fremstå som en fesen kopi.

Så når et band som PRISMA kommer dumpende ind på radaren – ja, så er man nødt til at knibe sig i armen for lige at tjekke efter, om det er virkelighed. For søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen er nærmest skræmmende gode på deres anden ep Inside Out, som tog røven på mig, da musikken har en karakter og pondus, der med øjeblikkelig virkning tiltrækker sig opmærksomhed og fastholder den i et jerngreb. Og det på trods af, at man kan høre inspirationen – især fra The Raveonettes.

Spørgsmålet var dog om søstrene (plus trommeslager og synth-spiller) kunne stå distancen som et liveband. Det skulle de, til den første af to releasekoncerter, bevise for mig og mindre skare af siddende, mundbindsbærende lyttere, der sikkert længtes efter fremtiden i kølvandet på morgenens glimrende nyt om landets og kulturens snarlige genåbning. For PRISMA er ret unikke i at være et af de navne, der er dukket op under nedlukningen, hvilket har gjort den vanlige "single-ep-koncert-single-ep"-model stort set umulig. Søstrene gjorde da også opmærksom på, at det var deres første releasekoncert, da deres forrige koncerter var blevet udskudt eller aflyst på grund af den enerverende virus.

At åbne koncerten med Inside Outs stemningsmættede banger ”Devils Out” var en mindre genistreg, selvom man kunne mærke, at bandet lige skulle finde et momentum, som jeg var helt bange for ikke ville indfinde sig under sangens tidlige strofer. Frida Møl Kristensens guitar virkede en smule søgende, og det lod også til, at de fire musikere søgte hinanden på scenen, mens de blå strobelys i blinkende glimt oplyste et mørkelagt Rust. Jeg må indrømme, jeg blev lidt ængstelig og var bange for, at PRISMAs magi primært var som et studieband. Det er der jo for så vidt intet galt i!

Men goddammit om jeg fik mit lille øvhorn blæst ad Pommern til i en hvis fart. Faktisk allerede under ”Devils Out”, men også den efterfølgende nye sang ”Photograph”, der med sikre trommeforløb og surfede undertoner bragte en direkte ud på surferbølgen i en californisk exploitationfilm fra ’60erne. PRISMA er ikke bare et godt liveband, når de først er varme, men gåsehudsfremkaldende, når søstrenes karakteristiske harmonier og den støvede indiepop – baseret på fire dekaders klangmæssige retrograd – går op i en højere enhed.

”Night Train”, fra den mere inderlige debut-ep Her, blev tilføjet et tungt synthschwung i live-versionen, hvor Frida Møl Kristensen i øvrigt beviste, at mine bange anelser ikke havde nogen som helst hold i virkeligheden. Hun er ikke bare en fin guitarist, men har også sin egen, stilbevidste tone og besidder et personligt og interessant tilgang til insturmentet, der står med den ene fod i startfirserns new wave og med den anden i et mere indie-avantgardistisk. Og der er faktisk også langt mellem snapsene på guitarister med en personlig stil i Danmark. Så det er en kæmpe kompliment.

På den flotte indieballade ”Dear Jane” var det Sirid Møl Kristensens tur til at vise, at hun også kunne levere en groovy og udtryksfuld bas, hvilket altid er en fornøjelse, og den efterfølgende dystopi ”My Only Love So Far” blev leveret trommetungt, med begge søstre syngende med øjenkontakt, væk fra publikum, mens de hamrede løs i den samme tromme. En tung deroute, der mindede mig om dengang, The Cure var helt unge og leverede psykotisk goth på Pornography.

Den personlige favorit ”Seven Greedy Girls” fulgte, men desværre udeblev knytnæven i lysken på sangens karakteristiske ”come on/fuck off”-omkvæd, måske fordi bandet – som så mange andre i disse tider – trods alt lige skal spille sig varme og være sikre i det nyere materiale. Den efterfølgende, omskiftelige ”A Child” (højdepunktet fra Her), der går fra rolige vokalforløb til forrygende, percussive Arcade Fire-trommeanfald, var lige så medrivende live og stod faktisk – lettere overraskende – som koncertens stemningsmæssige højdepunkt, og egentlig må PRISMA gerne eksperimentere endnu mere med kontrasterne i deres sangskrivning, da det både klæder dem som band og deres klangunivers, men også koncertens iboende narrativ.

Til slut fik vi den lovende nyhed ”Villains of the Night”, som Frida Møl Kristensen dedikerede til det at løbe fra politiet, mens Sirid Møl Kristensens falsetkor var gudesmuk og viste, at gruppens fremtid er mere umiddelbar og poppet. Inden afslutteren – og blogosfærehittet – ”I Never Wanted to Meet You” med sit rytmiske taleomkvæd og fængende hook fungerede som et blændende punktum. En koncert, jeg – desværre – synes var alt for kort, selvom jeg ved, det er kutymen til en releasekoncert.

Man kan også undre sig over, at sidste nummer fra Inside Out, den dystre ”Let Me Go”, ikke blev vist frem, når nu det var ep’en, der skulle fejres, mens man kunne have savnet en større sikkerhed fra scenen. Men omvendt er det faktisk små detaljer og flueknepperi fra min side, for sandheden er, at PRISMA er ekstremt velspillende og leverede en stram, supertjekket og næsten skræmmende god optræden på denne varme torsdagaften. Det er næsten uhyggeligt, at gruppens grundpræmis allerede er så gennemformuleret, og jeg kan nærmest ikke vente med at stå op i et større lokale og se samme show blive skudt direkte ind i fjæset på mig og den store fanskare, som gruppen hundrede procent har fortjent.

PRISMA er helt klart det mest lovende, der er sket i den danske undergrund i min tid som anmelder, og jeg er stolt af at kunne være med til at give dem den omtale, de har fortjent. PRISMA er ikke bare en søskendeduo bosat i København (de kommer oprindeligt fra Odense) – de er fremtiden! 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA