x
ANMELDELSE: CODY formår at flette Americana-drømmen sammen med hverdagen

CODY, VoxHall, Aarhus

ANMELDELSE: CODY formår at flette Americana-drømmen sammen med hverdagen

Anmeldt af Mie Lykke Sørensen | GAFFA

Det er med en idé om, hvad jeg skal til at se, at jeg bevæger mig ind på VoxHall på Vester Allé. Og for første gang i noget, der minder om for evigt. For kulturlivet er tvunget ned i langsomhed, som bekendt grundet det, man i folkemunde kalder for ”the rona”. Og det er til at mærke. Også på det danske band CODY, der efter tre-fire udskydelser endelig kan se sig selv spille en sal, der næsten er helt fyldt op af menneskekroppe op. Dog uden at jeg har en konkret forventning om, hvordan det, der udgør CODY, skal tage sig ud i en livekontekst. For det bliver første gang, jeg stifter bekendtskab med dem på den måde. Et band, der efterhånden har mere end 10 år på bagen og udgivet fem album, senest Win Some, der udkom i januar 2020, kort før den store nedlukning.

Og idéen transformerer sig langsomt til et mere eller mindre indgående indblik. CODY står ikke som et band, der tilføjer overvældende nye ting til musiklandskabet, men heller ikke som et band, der ikke får en til at føle noget for dem.

Og der sætter sig et eller andet fast i mig, da bandet indleder med nummeret ”Brick Wall”. CODY manifesterer sig som et band, der har de musikalske finesser særligt kære. Med et Lana Del Rey-associerende, drømmende og enkelt introarrangement af cello, keys, guitar og violin træder forsanger og sangskriver Kaspar Kaae stille ind i billedet efter et par minutter og kommer i fokus.

Gruppen viser sig som et band, hvor legende mellemspil er lige så vigtigt som tekstens rum. Og får plads. Man fristes til at kalde CODY for et ”orkester”, frem for et band, og hvor cellist og korsanger Line Feldings charmerende tilstedeværelse og små kommentarer imellem numrene viser, at hun er mindst lige så meget frontmand som Kaae. Et element, der særligt viser sig, da hun efter første nummer taget teten med ordene ”hvor er det dejligt at være tilbage”. Dette, mens Kaae virker som en, der endnu skal varmes op og forholder sig tavs. Et setup, der er et forfriskende opgør med den klassiske bandkonstellation.

Men Kaspar Kaae vokser stille med opgaven. Med numre som ”Love Isn’t Everything” og ”Under The Pillow” beretter han om ungkarlelivet og den kontinuerlige søgen efter noget og nogen. Samtidig er det, som om hans dybe klang, forstærket af mikrofonens delay og en velspillede elguitar, kaster illusioner om en amerikansk folk-rocket ørkenvandring i lav sol. Med en stemme, der bærer på dybde og modenhed. Og i sidste ende vinder over fortællingen om ungkarlen. Et sjovt sammensurium af Chris Rea, Mark Knopfler og Father John Misty. Noget, der for en stund får én til at glemme, at man faktisk befinder sig i 2021’s Aarhus C. og ikke et sted i Sydstaterne, et sted i 70’erne eller 80’erne. Også smukke korarrangementer på eksempelvis ekstranummeret ”Mountain Climb” og en udtrykt glæde for det, der hedder musik, er svær ikke at blive betaget af.

Alt i alt: Selvom CODY hviler på skuldrene af noget, der lyder, som da far var ung, tager de musikken på sig og gør den til deres. Og tidens.

Sætliste:

Brick Wall

All That Matters

Much More Done

Last Night I Danced With A Stranger

Love Isn’t Everything

Under The Pillow

Even In Dreams

I’ll Ride With You

HBTO

Lighter Than You

Disharmony

Ekstranumre:

Mountain Climb

Comfort & Rage

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA