x
DMX: Exodus

DMX
Exodus

DMX leverer et brag af en gravtale

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 28.05.2021
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

Da det i påsken forlød, at DMX var alvorligt syg, regnede de fleste nok med, at den gudfrygtige rapper muligvis ville nedstige til dødsriget, men på den ene eller måde genopstå. Sådan skulle det ikke gå denne gang. Livet og døden indhentede ham, og den 9. april 2021 blev DMX erklæret død. Men han havde forberedt et brag af en gravtale. 

DMX storhedstid var slutningen af 90’erne og starten af nullerne. På en stribe klassiske album kombinerede han fængende elektroniske beats med en knurrende, aggressiv rapstil, der mindede om hans elskede kamphunde. At han aldrig slap helt fra de dæmoner, der plagede ham siden ungdommen, blev dog mere og mere tydeligt. Nyheder om aflyste turnéer på grund af stofmisbrug blev nærmest hverdag. Selvom han blev hyldet for sin venskabelige Verzuz-battle mod Snoop Dogg, betragtedes DMX som et levn fra fortiden. 

Det forsøger albummet Exodus at råde bod på. Materialet er indspillet som et forsøg på comeback fra den efterhånden 50-årige rapper. Han havde signet med Def Jam og indkaldt alle sine venner. Det er lidt svært at sige, om alle numrene var færdige før hans død, eller om Swizz Beatz har fiflet videre med dem siden. Men tilbage står, at albummet er overraskende stærkt og indeholder både forrygende aggressive og rørende introverte sange. 

I det selvransagende hjørne er “Walking in the Rain” en værdig efterfølger til numre som “Fallin” fra karrierens storhedstid. Nas gæster, og det er et testamente for DMX’ hudløse ærlighed, at han stadig fremstår som sangens hovedperson. 

Mest overraskende er “Hood Blues”, hvor han rapper over det Lee Mason-sample, som Madlib flippede med Lootpack. Den underspillede fløjte viser en ny chillet side af DMX, og der er samtidig besøg fra Griselda-rapperne Westside Gunn, Benny the Butcher og Conway. Det er vildt, at han, et halv århundrede gammel, stadig kunne give den nye generations sværvægtere kamp til stregen. 

Albummet igennem har DMX stort set ikke mere end et vers per nummer og overlader resten til gæster som Lil Wayne på den tumultariske “Dogz Out” og Snoop Dogg på “Take Control”, hvor de fremstår som legesyge hunde i brunst. 

Der er dog også et par fejlskud. Især “Bath Salt”, hvor DMX rapper med de tidligere ærkefjender Jay-Z og førnævnte Nas virker som dovent venstrehåndsarbejde. Ligeledes gør hverken Alicia Keys eller Bono god figur.

“Exodus” er en stærk hyldest til DMX' liv og levned og en påmindelse om, at han, sine dæmoner til trods, stadig havde mere benzin i tanken. Der er næppe nogen numre, der vil kunne stå skulder ved skulder med materialet fra klassikeren It’s Dark and Hell Is Hot, men mindre kan også gøre det. 

Det, der kommer tættest på, er faktisk åbningstracket med gode gamle The LOX, som DMX brød igennem sammen med. Det er en fornøjelse at høre de gamle drenge dele mikrofon, og DMX har et af sine stærkeste vers herpå. Disse linjer får en ekstra tyngde, nu hvor vi ved, hvordan historien sluttede... 

When I came into the game, I crashed with a wave 
I'm the best, it's somethin' that I'm takin' to the grave!”      




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA