x

Mark Hollis
Mark Hollis

Mark Hollis: Mark Hollis

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 26.01.1998
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Syv år er der gået siden det sidste livstegn fra Mark Hollis, hvor hans band Talk Talk udgav værket Laughing Stock. Et album, der ligesom forgængeren, et af firsernes absolut bedste albums Spirit of Eden, var kendetegnet ved sin blanding af pompøs og orkestral opsætning, hvor skingre udladninger blev afbrudt af pauserne mellem taktslagene - sekvenser, der befandt sig på grænsen til det selvudslettende. Albummet satte nye standarder, for hvordan morderne rockmusik kunne komponeres. Samtidig var det den største ko-vending i engelsk rock nogensinde, et kommercielt selvmord af de helt store. Fra at have spillet hitorienteret synthrock på de første to albums skiftede bandet spor musikalsk, så eftertrykkeligt, at pladeselskabet opsagde kontrakten. Men for Mark Hollis var ambitionerne større end bare at befinde sig på hitlisterne og se kasseapparaterne snurre. Efter at have brugt år på at studere nodeopsætning og komponere musik for træblæseinstrumeter, skal forventningerne nu skal indfries med hans første soloudspil Mark Hollis. Og det bliver de, albummet ligger i umiddelbar forlængelse af Talk Talks to sidste udgivelser, men adskiller sig ved at være komplet akustisk, helt indtil sidste tone klinger ud. Væk er de pludselige dissonante udbrud, hvor guitaristen Tim Friese-Greenes guitar gennemhullede pauserne i det yderst komplekse lydbillede. Mark Hollis er indspillet med Phil Ramekin (piano), Dominic Miller og Warne Livesey (guitar) og produceret af Hollis selv. Åbneren The Colour Of Spring er såre smuk kun med et regnvejrsdryppende piano, hvor hver tone for lov til at klinge helt ud, inden Hollis' skrøbelige stemme sagte sætter ind med en fornemmelse af, hvordan han smager på hvert eneste ord. The Watershed kunne ligeså godt være Talk Talk med det piskesmældsagtige percussion i forgrunden og en skinger blæser, der bevæger sig tæt på smertegrænsen. På The Gift og The Daily Planet nærmer opbygningen sig musikalsk en moderne form for jazz, hvor skæve vinkler og strittende forløb slår om sig i bedste Miles Davis-stil. Det bemærkelsesværdige ved de fleste numre er stilheden mellem tonerne, hvor resonansen får lov til at klinge helt ud. Mark Hollis er hverken hit eller pop, men snarere moderne kompositionsmusik med klassisk tilgang, hvor eneren Mark Hollis endnu engang viser sin enorme musikalske begavelse og sjælelige instinkt på grænsen til genistregen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA