x
Green Day-musical gør forlægget ære

Diverse, Green Day's American Idiot, Østre Gasværk Teater

Green Day-musical gør forlægget ære

Anmeldt af Jens Bager Vang | GAFFA

Ny opsætning af musicaludgaven af Green Days American Idiot overrasker med solide præstationer fra de involverede, god lyd og effektiv udførelse af livebandet.

Denne opsætning af Green Days American Idiot har været planlagt i lang tid og skulle have haft premiere i februar, men blev som så meget andet ramt af coronarestriktioner og udskudt. Det er derfor et tændt hold, som er klar til en varm sommer i det gamle gasværks unikke omgivelser, der passer perfekt til handlingen. Der er også tæt på landskampstemning, da speakeren siger ”Har I savnet os? Er I klar til en aften med den bedste rockmusik?”, hvorefter bandet sparker det hele i gang, og de optrædende nærmest kaster sig ud over scenen for at dele leadvokalen i åbneren og titelnummeret ”American Idiot”.

Den korte version af handlingen er som følger: De tre venner Johnny (Viktor Norén), Will (Johannes Nymark) og Tunny (Diluckshan Jeyaratnam) sidder i en sløv fiktiv forstad, Jingletown, og spilder livet væk i kedsomhed, druk, dårligt fjernsyn og endnu mere kedsomhed. De beslutter sig for at bryde med hamsterhjulet, flygte til storbyen og jagte drømmen om noget større. Man følger de tre drenges videre færd – bl.a. bundet sammen af de breve, Johnny sender hjem løbende. For Wills vedkommende forbliver fremtiden i forstaden, da han med det ene ben ud ad døren finder ud af, at hans kæreste Heather (Johanne Milland) er gravid. Det bliver en tid med endnu større frustrationer, der ender med, at han bliver forladt og er alene tilbage, mens Heather finder en ny kæreste, der er bedre til at tage sig af babyen.

Tunny sover i starten dagene væk. Efter den første tid i storbyen bliver han indfanget af ny-patriotisme, dropper det nye liv og melder sig ind i hæren. Han kommer i krig, får skudt benet i stykker, amputeret det og bliver sendt hjem til den lille by igen – invalid, men dog med en indre ro og ny kærlighed. Johnny er den eneste, der for alvor smager på storbyen, der byder på spænding, lykkelige stunder med vild forelskelse i en pige – Whatsername (Julie Steincke) – men samtidig også mødet med alteregoet/dæmonen St. Jimmy (Anders Gjesing), der materialiserer sig i stofmisbrug og voldelig opførsel. Der er nogle meget klare paralleller til Hüsker Düs dobbeltalbum Zen Arcade, der aldrig er lavet til musical, men tematisk ligger meget tæt på. Johnny, Will og Tunny deler i øvrigt sangene nogenlunde lige – dog med en overvægt på Johnny, som nok er den egentlige hovedperson.

Noget, jeg gerne vil fremhæve er, at man hele tiden sørger for at bringe kvinderne i spil i forhold til de valg, handyrene tager. Der er gravide Heather, som er et offer for Wills knuste drømme og hans manglende evne til at få et familieliv til at fungere. Hendes sårbarhed og kamp trænger stærkt igennem. Der er Whatsername, der i Julie Steinckes stærke præstation fremstår som en femme fatale, der både driver og dræner Johnny og trækker St. Jimmy i spil konstant. Om hun er årsag til eller offer for dæmonen, står hen i det uvisse, og svaret ligger nok et sted midt imellem. Hun ender med at forlade Johnny og gøre sig fri. I Tunnys morfinrus drømmer han om den perfekte kvinde i form af Extraordinary Girl. I stedet finder han sammen med den sygeplejerske, der har plejet ham og vist ham den omsorg, han hele tiden har hungret efter uden at vide det.

Monolog og dialog er yderst begrænset, så det er sangene, der bærer handlingen. ”Wake Me Up When September Ends” handler oprindeligt om Billie Joe Armstrong far, der på tragisk vis døde en septemberdag, da han var en lille dreng. I musikvideoen handler den om en ung mand, der drager i krig, og i musicalen bruges den til at opsummere den første tid for de tre venner, efter beslutningen om at forlade barndomsbyen. Sangene er sat sammen, så handlingens tråde væves ind og ud af hinanden og skaber den samlede histories kludetæppe.

Den lange og iscenesættende “Jesus of Suburbia” er et tidligt højdepunkt, mens ”She’s A Rebel” og ”Last Night On Earth” senere er storladne glimt af det, Green Day også kan.

Jeg kan kun lige skimte bandet og strygersektionen i hulrummene på væggen bagerst og kan ane habil downstrumming og hi-hatslag. De spiller så meget på beatet, at jeg er på nippet til at tro, at der er doping i form af click tracks involveret. Jeg lader tvivlen komme dem til gode og må rose dem for noget nær perfekt udførsel. Jeg har altid haft et problem med den digitale og rene lyd, som Green Days studieproduktion er præget af, og det er fedt at opleve sangene spillet med lidt mere pondus, som viser, at de fleste sange faktisk kan stå distancen.

Så er der lige det med lydniveauet, som jeg ikke kan lade være med at hænge mig i. Folk som J. Mascis, Lee Ranaldo og Kevin Shields har for længst gjort mig halvdøv, og jeg foretrækker rockmusik, som fysisk kan mærkes i knoglerne. Nuvel, det kan man nok ikke ligefrem byde den gængse teatergænger, så det kan sagtens tilgives. Især når lyden faktisk overrasker ved at være klar, flot og fint mikset i rummet.

American Idiot ligger på mange måder i young adult-genren og tæt op ad en forfatter som John Green, film som Empire Records og musik som The Get Up Kids. Det er det forbandede liv, der kan være så svært at forstå og finde vej i, samtidig med at lykken, rusen og hele meningen nogle gange ligger for ens fødder – midt mellem tragedien og kærligheden. Green Days oprindelige konceptalbum var mere ekstrovert og rettet mod den politiske situation i USA, hvor den demokratiske præsidentkandidat John Kerry i 2004 boksede i puder over for en sejrssikker George W. Bush, der stadig red på en bølge af patriotisme og statsmandseffekten efter terrorangrebet i New York City 11. september 2001.

Allerede dengang var emner som falske nyheder og propaganda på dagsordenen, mens Green Day selv tog hele turen fra modkultur til medkultur og tilbage igen. Musicalen derimod er først og fremmest en beskrivelse og en hyldest til de følelsesmæssige rutsjeture, ungdommen har det med at bringe, og som måske er nødvendige, før man kan slå sig ned. Den undviger elegant moralisering og bedrevidenhed over for de mennesker, der søger og måske aldring finder meningen med livet.

Handlingen slutter med, at de tre venner er tilbage i byen, de forlod, og har fundet ro og en form for mening med det hele. Efter stående bifald fra salen ender det hele med ”Good Riddance (Time of Your Life)” og håbet om, at det var det hele værd. Eller – for nu at stjæle lidt fra Michael Falch – at man var lykkelig undervejs.

Denne opsætning imponerer med god lyd, velspillende band og strygergruppe samt stærke præstationer, og den gør forlægget ære. De, der har afskrevet musical som en genre uden kunstnerisk værdi og tyngde, burde faktisk give American Idiot en chance – især i disse rammer på Østre Gasværk Teater. Det er overraskende godt!

FAKTA:

Spilleperiode: Fra den 26. juni til den 11. juli 2021 og fra den 5. august til den 22. august 2021

Sted: Østre Gasværk Teater

Varighed: 90 minutter

Sprog: Musicalen er primært musikbåret – både musik og dialog fremføres på engelsk

Medvirkende
: Johannes Nymark, Julie Steincke, Viktor Norén, Diluckshan Jeyaratnam, Ksenia Timoshenko, Johanne Milland Pedersen, Anders Gjesing, Jacob Prüser, Mads Æbeløe Nielsen, Cathrine Tøt, Katrine Skovbo Pedersen, Daniel Trelborg Hansen, Emmie Asplund, Eric Hallengren, René Wormark & Patrick Svingholm Terndrup

Instruktør og koreograf: Tim Zimmermann

Medinstruktør: Carsten Friis

Koreografassistent: Patrick Svingholm Terndrup

Scenograf: Benjamin La Cour

Kapelmester: Mikkel Gomard

Lyddesign: Tim Høyer v. Whatsounddesign

Lysdesign: Jonas Bøgh

Maske og paryk: Camilla Kreutzmann

Kunstnerisk leder: Thomas Bay

Producent: Heltemus ApS v. Tine Kronborg Hansen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA