x
Benny Jamz, Gilli, Kesi: Mere end musik

Benny Jamz, Gilli, Kesi
Mere end musik

Det meste spiller efter bogen – men hvad med musikken?

GAFFA

Album / MXIII / Disco:Wax
Udgivelse D. 18.06.2021
Anmeldt af
Esra Koca

Sidste år satte KESI sløjfe om en 10-årig sejrsgang for B.O.C.-drengenes musikalske succes og fælles historie på sit stjernespækkede album, BO4L. BO4L fremstod som et fællesprojekt fra alle de aktive B.O.C.-medlemmer, men havde uundgåeligt stadig KESI som det bærende element. Men nu er det her så: albummet Mere end musik, der er B.O.C.’s første fælles albumudgivelse som et crew. Det er Gilli, KESI og Benny Jamz, der løfter B.O.C.-fanen, men de har også besøg af de fire oprindelige B.O.C.-medlemmer Semih Automatisk, Statmilz, Kimbo og Noah Carter.

Albumtitlen Mere end musik er identisk med navnet på et KESI-track fra 2011. Dengang var KESI en del af den hårde kerne i det københavnske grimemiljø, hvor han aggressivt råbte op fra gadehjørnet og viste, der er ild i undergrunden. Nu, mere end 10 år senere, er B.O.C.’s (ord)bomber over centrum blusset op til skabelsen af et momentum som nogle af de største danske hitsmede, i hvert fald som de individuelle artister Gilli, KESI og Benny Jamz.

Som titlen Mere end musik indikerer, har de tre gutter leveret mere end musik i et ungdomskulturelt øjemed og er decideret blevet popkulturelle fænomener. Titlen er dog først og fremmest en henvisning til broderskabet og sammenholdet i kollektivet. Som Benny Jamz synger på albummets åbningstrack, ”Shoebox Money: ”Der var dage, hvor vi sultede sammen / de der dage som North Face, New Era’s, og så Timberland / Store drømme, vi alle drømte det samme / Empire State, op på toppen sammen” med det resultat, at de nu ”spiser sammen for de gange, at vi sultede sammen”.

Udgangspunktet for at udgive et dansk (poppet) hiphopalbum i topklasse har sjældent været der i så høj grad som på Mere end musik: tre dygtige kunstnere, en fælles drøm og historie, en mangeårig udvikling af lyden af dansk hiphop via effektive diskografier samt eksperimenterende producere i baggrunden er blot nogle af de væsentligste faktorer. Og langt hen ad vejen er Mere end musik også et godt album, men det er ærgerligt, at det ikke excellerer, som man ærlig talt kunne forvente.

Jovist, B.O.C. beviser på en håndfuld tracks, hvorfor bagmændene utvivlsomt er en magtfaktor i dansk hiphop. Det er på tracks, der kunne have udgjort deres egen ep, og hvor man som lytter i en sådan konstellation meget lidt ville risikere at kede sig. Her er det især den drilltunge ”Ik så meget”, der er værd at fremhæve. Ligesom vi ser det i UK, hvor drill ikke længere kun associeres med voldsom rap, men i dag også eksekveres som en mere dansevenlig ”TikTok-variant”, er ”Ik så meget” effektivt og fermt produceret og viser B.O.C. fra deres bedste side. Der er også et nostalgisk element i det, i og med at trioen fokuserer på bars – en tendens, der også er karakteristisk for den drillklubbede ”Dyckman”.

Gilli markerer sig på ”Dyckman” med en sjælden hårdhed i sit udtryk, men giver samtidig nogle af sine mest kække, smilfremkaldende linjer i form ”Kiko ved, hvordan man fester, Kiko, han er screw-screw / Que lo que mammi? Har du nogensinde made love til en danmarci? / Hun si’r: Ay pappi, you’re too crazy, I call my friend akhi”. En kontrast mellem udtryk og lyrik, der fungerer rigtig godt. Når Gilli efterfølges af Semih Automatisk på et sublimt vers, kunne det snildt have været et af de momenter, hvor gæsten outshiner resten af holdet – men hvor alle i stedet matcher niveau og giver et af de bedste øjeblikke på albummet.

Det havde ikke været et B.O.C.-album, hvis der ikke havde været en tropisk festsang, der kommer i form af tracket ”Ibiza”. Alt ved ”Ibiza” er gennemført – lige fra Benny Jamz’ melodiske vers, over Gillis omkvæd, der sprøjter som konfetti, til det velproducerede beat, der resulterer i en uimodståelig bombe på dansegulvet. Med især disse tre tracks lyder det overbevisende, når Gilli på ”Lifestyle” melder, at de har ”været på toppen siden ’14”, og de ”tager den et årti til”.

Men hvorfor er det så, at Mere end musik alligevel ikke rammer toppen? Det er et af de albums, der hurtigt vil kunne glemmes, når varmen lægger sig, måske fordi omdrejningspunktet for albummet er deres egen status og festlige tider i form af, at ”hver dag er weekend, krydderi hver season”, som der annonceres på omkvædet på ”Laffy Taffy”.

43 minutter fordelt på 13 tracks bliver alligevel for meget, når historien kører i ring, og de normalt morsomme punchlines og bars nogle gange bliver for søgte eller uinspirerede (ja, ”nummer” rimer på... ”nummer” på tracket ”Kalder på dig”). Paradoksalt nok (albummets titel taget i betragtning) føles det som om, at selve musikken er glemt, og der er blevet hvilet på laurbærrene, når hele albummet blot er én lang selvhyldest og ikke rigtigt byder på andet rent lyrisk.

Albummet rammer som en jukebox, spækket med forskellige beats med sommer vibes som det gennemgående element og overrasker også med eksempelvis et sample af Rasmus Seebachs ikoniske ”Natteravn” fra 2009, men når bundniveauet generelt er højt hos Gilli, KESI og Benny Jamz som soloartister, kunne man godt ønske mere på Mere end musik – faktisk bare fokus på musikken som en enhed.

Mere end musik fortsætter bølgen på KESI’s lyd ligesom sidste års BO4L, men mens BO4L kun havde KESI som den primære afsender, og det derfor var forståeligt, bliver det i længden ensformigt, når Gilli og Benny Jamz synes at tilpasse sig de eksisterende rammer. Det er umuligt ikke at sammenligne med gruppen Molo, hvor hele unionsfølelsen lyste klart, på trods af at alle individuelle stile i gruppen fortsat blev tilgodeset og skinnede igennem med Gillis klang på de langstrakte vokaler, Benny Jamz’ dancehall, Stepz’ karakteristiske aggression og Brancos skarpe leveringer.

Naturligvis kan B.O.C. grine hele vejen op ad charten, men det havde været endnu mere overlegent, hvis de også havde musikken helt med sig og ikke kun på en håndfuld tracks, der er A-niveau, men hvor resten føles forceret i længden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA