x
Cool regnvejrs-blues med Dicte

Dicte, Ribers Gård, 5700 Summer, Svendborg

Cool regnvejrs-blues med Dicte

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Man skulle tro, at indgangsbilletten til Ribers Gård er et styk udslået paraply (og eventuelt regnponcho). Idet Dicte med sin faste guitarist Mads Reinhold entrerer den intime gårdscene, åbnes der nemlig for himlens dyser.

To numre inde i koncerten er slusernes nedbørsgennemstrømning på et kritisk punkt. Meget generøst for ifølge Dicte at skabe en Woodstock-stemning inviteres publikum op at sidde på scenen. Der kvitteres straks for tilbuddet af de særligt regnvåde. Regndråbernes nedslag har nemlig nu officielt opnået status som perkussioninstrument. “Changed for the Road” er i segmentet easy-listening mod mørke destinationer og lægger derved det perfekte soundtrack til et skybrud i udbrud. Reinhold trækker en fin solo på sin Jazzmaster i vintage-krakeleret sunburst, inden Dictes perfekte falset kan modtage en stor applaus.

Gode harmonier i vokalvekselvirkningen mellem Dicte og Reinhold under “Can’t Be the Last” trodser i vidt omfang lydforstyrrelser. Gårdens akustik gør, at lyden indkapsles fint og behageligt. Det kan dog ikke udelukkes, at publikummer direkte placeret under gårdens udspændte halvtag og parasol har oplevet distraktionsmomenter. 

Dicte nævner da også med et skævt smil, at hun næsten ikke tør at introducere næste nummer, “Seasick”. Tone-knappen drejes nænsomt af Reinhold for at cutte de midterste frekvenser på Jazzmasteren. Et mindre, elektronisk apparat, en E-Bow (eller tilsvarende), føres under nummeret hen over strengene for at sætte dem i vibration og skabe konstante flydende bøjninger af tonerne. Tremoloarmens brug får særligt under dette nummer en varm surf-rock-klang under Dictes sporadiske, men stærkt virkningsfulde brug af falset.

Brugen af E-Bow gør, at Reinhold på intet tidspunkt under nummeret slår strengene an, men alligevel får frembragt spandefulde af unikke svømmende toner. Generelt er det en af delkonklusionerne: Dicte og Mads Reinhold får maksimal tonalitet ud af to guitarer og deres harmonier på "The Beach" og "If You Love Me" under tiltagende nedbør.

All Good As It Is-albummet fra 2021 lægger fint op til et halvakustisk sæt af en kunstner, der igennem karrieren har afsøgt mange musikalske retninger. Et halvt til et helt skybrud har aldrig ødelagt en god koncert, og det gør det absolut heller ikke denne sene eftermiddag, hvor udefrakommende fænomener som naturens kræfter ikke er noget, der kan lægges artister til last. For at citere Dicte: "Nogle gange er der solskin, og nogle gange regner det lidt". Som et distraktionsmoment gør det dog naturligt, at musikken ikke tages ind under huden i helt samme intensitet som ellers, særligt når formatet alene tæller vokal og guitarer, der er i konstant kamp for at vinde og bibeholde publikumsopmærksomheden. 

Curlingforældre-blues er det nye
Skulle man kategorisere Dictes musik, så kunne en kvalificeret tilnærmelse i nogle tracks være whisky-blues. Typisk er det en genre kendt for sammenbidte mænd – trætte af dage med nikotingule negle og ar på sjælen. Den forbitrede mand er selvfølgelig ikke omdrejningspunktet i Dictes bluesede skæringer: Det er hjertesorgerne, kærligheden og ungdommen som på den ultimative curling-forældre-bluessang "Teen". Dicte får charmerende indflettet en anekdote om at kunne udpege sin egen søn som inspirationskilde under sin nylige koncert i Tisvilde. Det er trods alt forældres ret på frynsegodeniveau at gøre deres børn pinligt berørte. Jazzmasteren fodres med rigelig beskidt distortion under denne lækre skæring.

Dictes rå stemme fortsætter med at forbløffe både med god basset klang og kølighed i sin besigtigelse af de høje oktaver. Det er aldrig forceret, men tilbagelænet og organisk. "Make It Alright" bebudes som en "sang at varme sig på " og lykkes da med sin mission, hvori en funket rundgang gør den snart 20 år gamle komposition til en sikker vinder. 

This is cool
Stemningen rammer endnu engang et sted mellem Woodstock og San Fernando Valley i '67 på et cover af The Moody Blues' "Nights in White Satin". Tracket er for mit personlige vedkommende eftermiddagens højdepunkt og viser en sætliste, der med ynde har bevæget sig rundt i årtierne. Skulle der have været en omgang tværfløjte på c-stykket for at skabe den helt rette 60'er lyd? Det er noget, man må drømme sig til. Det til trods gøres der et ganske stort benarbejde for at undgå monotoni i sange, der ofte bevæger sig i samme stemningsleje. 

Lidt ligesom nyfalden sne kun er flot i et par timer er charmen ved regndråbe-perkussion og tordenbrag-bas kun en medspiller i et par numre. Vejrets distraktionseffekt gør, at denne flotte akustiske koncert ender som dybt mindeværdig, dog ikke kun for det musikalske. 

Godt nok var det ikke nedbørsmængder i bibelske dimensioner, men mindre kan også gøre det, når der skal skabes et uforglemmeligt festivaløjeblik, hvor en scene pludselig befolkes af publikummer. Lytterne er blevet ført ud i en vokal rejse gennem ekkodale med kraftige vinde fra whisky-blues og lettere briser fra curlingforældre-dittoen.

Ekstranummer-sekvensen afsluttes tilfredsstillinde på "I'm On Fire" og "If This is Cool" med dertilhørende wow-wow kor, og man kan bare svare: This is cool. Det er tilbagelænet køligt, men samtidigt nærværende og varmt. Simultan-dualitet er en sjov ting, men lykkes til fulde i løbet af 73 solide, om end langstrakte minutter.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA