x
Bleachers: Take The Sadness Out Of Saturday Night

Bleachers
Take The Sadness Out Of Saturday Night

ANMELDELSE: Vidunder-producerens punkterede 80'er-rejse

GAFFA

Album / RCA Records
Udgivelse D. 30.07.2021
Anmeldt af
Nicklas Christensen

Man skal have befundet sig på sæderne med dårligst udsyn, allerbagerst på tribunernes støvesamlende sæder, hvis man i løbet af de seneste år har ladet Jack Antonoffs proverbiale sceneshow af en karriere i konstant opadgående trajektorie gå sin næse forbi. Set i lyset af den form for kolossal medvind, som producer-ekstraordinairen har haft i sejlene, er det måske naturligt nok, at Antonoffs sideløbende karriere som frontmand for sit eget projekt, Bleachers, ikke helt har glimtet med samme stjernestøv. Eller måske er det slet og ret et spørgsmål om manglende gennemslagskraft.

Gruppens seneste udspil, Take The Sadness Out of Saturday Night – det tredje i alt – vidner i hvert fald om et uklart og forvirret udtryk, foranlediget af forhåbningen om at fremvise en mangefarvet palet og at ville (for) meget. Forståeligt og ambitiøst fra en skikkelse, der normalt agerer brandslukkende blæksprutte bag indspilningsstudie-ruden. Men mudret.

Når man taler om Bleachers – og dermed også denne plade – optegnes de primære kridtstreger for bandets virke af en dybfølt og rodfæstet homage til 80'erne og dets energiske og oppumpede, synthede poplandskab. Der kan eksempelvis herske meget lidt tvivl om, at hurtigløberen "Don't Go Dark" imellem hastige trommeslag skuer efter anderkendelse hos storebroderen "Dancing in the Dark", og apropos Springsteen giver bossen selv en kompetent og rutineret hånd med på den storladne duet "Chinatown". Her danner reverb-omsluttet tekst om køreture i de sene nattetimer og klokkespils-drevne omkvæd rammerne for den form for grandiose og fyldige orkesterpop, man eksempelvis finder på "Wild Heart" fra debutpladen.

Omvendt er hyldesten en anelse mere latent end på pladeforgængerne, og Antonoffs villighed til at fraruske sig det nostalgiske og genremæssige tunnelsyn større – med blandede resultater. På "91" springer Antonoff og hans dæmpede vokal ud i det decideret barokke, henledt af violinstrøg, og pludseligt serveres der singer-songwriter-røst og akustisk guitar a la Elliot Smith på "Strange Behavior". Gearskiftene er overlagte og understregede, men virker mere som forvildet uforenlighed end egentlig autentisk variation.

Desværre er der for mange af de oplevelser på Sadness. Desorienterende "Big Life" – øjensynligt den heartland–rockede version af "La Bamba" – hvor lydtæppet fremstår hektisk og dog alligevel nerveløst, går over i den tematisk-antonyme "Secret Life", hvor Antonoff begår den dødssynd at positionere selveste Lana del Rey som en gemen og anonym backup-sanger, der knap nok titter frem mellem sin egen søvnlullende mumlen. Spild.

Bleachers og deres pseudo-retroede indiepop fungerer og fungerede bedst, når de omfavner deres egen uimodståelige kitsched, som på højdepunktet "Stop Making This Hurt", hvor Antonoffs udtalte skævhed smyger sig gennem dansable saxofonudbrud, alt imens den anakronistiske tekst bearbejder personlige traumer og en verden sat på den anden ende. Umiddelbart, ekstrovert og fandens charmerende, som kun står stærkere i fraværet af lignende kvalitet på pladen.

Det bliver ikke et påbud om, at produceren fremadrettet skal blive ved sin læst, men man kan ikke lade være med at være lidt mere end halvskuffet over en plade, som i sidste ende ikke emmer af sjov i så høj grad, som oplevelsen fra tribunerne med Bleachers typisk borger for.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA