x
Grunge er det nye far-rock – og det er helt okay

The Boy That Got Away, GrimFest, Bonzaiscenen, Brabrand

Grunge er det nye far-rock – og det er helt okay

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der er ikke så meget regulær rock på programmet på GrimFest i år, men der er dog lidt, ikke mindst Aarhus-trioen The Boy That Got Away. Bandet nåede lige at være på turné sidste efterår, men har ellers ikke spillet meget live siden udgivelsen af deres tredje album, Colossus, der udkom lige, da pandemien var på sit højeste i april sidste år og derfor druknede lidt i nedlukningsstemningen.

Det er dermed et sultent band, der indtager scenen med den helt klassiske trioopsætning sang/guitar, bas og trommer. Gruppen spiller halvtung rock med tydelig inspiration fra både 70’ernes betonrock a la Black Sabbath og Led Zeppelin og ikke mindst 90’ernes grunge. ”Far-rock”, som sanger og guitarist Tim Alvin Boström selvironisk omtaler det med et udtryk, der i disse tider nærmest kan bruges om alle former for rock. Bandet lægger ud med ”Do Your Worst”, en solid, smågroovy mid-tempo-rocker med pæne mængder distortion, veloplagt guitarsolo og en stærk, intens vokal fra Tim Alvin Boström.

Han er sikkert træt af sammenligningerne, men det er altså svært ikke at få associationer til Tim Christensen og salig Chris Cornell – stemmen er lidt mere rå end Christensens og knap på vild som Cornells, men altså et sted derimellem. Og når man så hedder Tim og synger og spiller guitar i en grunge-inspireret trio, så er det lige før, man selv beder om det. Ikke at jeg vil opfordre ham til hverken at skifte navn, stil eller lineup.

The Boy That Got Aways sange er dog ikke helt så umiddelbart iørefaldende og melodiske som Dizzys, og der er heller ikke så mange breaks, som der var på især disses to første album, men mindre og andet kan også gøre det. Eksempelvis nogle interessante sangtekster om Boströms oplevelser med panikangst, hvor den måske mest direkte, ”Don’t Bring Me Back” fra Colossus, dog ikke bliver spillet i aften.

Den langsomme og baspumpende ”Aftermath” er et af sættets højdepunkter, og denne sang er også tungere og ondere, end Dizzy var i hvert fald indtil deres seneste album, Alter Echo, der udkom nogenlunde samtidig med Colossus, så dér er nok tale om et tilfældigt sammentræf frem for inspiration. Nåja, lige her er der faktisk et spændende skift i taktart i omkvædet, der lyder som noget, Dizzy godt kunne have fundet på på deres første to album. Nå, ikke mere snak om dem. Alle tre musikere i The Boy That Got Away spiller i øvrigt fremragende – de to andre er bassist Mathias Gregersen og trommeslager Casper Simonsen, der begge også bidrager med flotte korindsatser.

Den hurtigere ”Get Back” lyder på et langt instrumentalt mellemspil, hvor de tre musikere giver sig selv lov til at slå sig løs, mens ”Losing War” er tung og langsom som en supertanker, og begge sange er værd at lytte til. The Boy That Got Away slutter med en slags syntese af deres tungere og lidt lysere udtryk i form af ”Moonsick”, der i øvrigt er et af deres mest streamede numre.

Tim Alvin Boström siger på et tidspunkt, at bandet første gang havde søgt om at spille på GrimFest for 10 år siden, men det var altså først nu, det skete, selvom Grim-leder Aage Stokholm havde været positiv dengang. Bedre sent end aldrig, må man sige. Der er nogen, der siger, at rocken er død, eller at den det mindste lugter underligt, men det er The Boy That Got Away heldigvis ligeglade med, og de behøver for min skyld ikke vente 10 år med at komme tilbage til Grim.

 

Sætliste:

Do Your Worst

Namaste

Aftermath

The River

The End of the Road

Onward

Get Back

Losing War

Moonsick


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA