x
Fridolin Nordsø, Arto Eriksen, Kristján Ólafsson: Distance in Time

Fridolin Nordsø, Arto Eriksen, Kristján Ólafsson
Distance in Time

ANMELDELSE: En fin hilsen til minimalismens store

GAFFA

Album / Eget selskab
Udgivelse D. 18.06.2021
Anmeldt af
Ivan Rod

Trioen – Fridolin Nordsø, Arto Eriksen og Kristján Ólafsson – kaster sig med deres fælles album, Distance in Time, over den minimalistiske, neoklassiske musik. Eller den moderne ambient, om man vil.

De to danskere og islændingen har fundet sammen, fordi det er gået op for dem, at de deler interessen for nogle af den neoklassiske musiks store komponister: Brian Eno og Steve Reich. Originalværket, Distance in Time, er da også blevet som en nutidig, dansk/islandsk hilsen til netop Brian Eno og Steve Reich – en symfonisk kavalkade af ambient, elektronisk og neoklassisk musik.

Musikken er helt konkret et miks af organiske lyde, akustiske instrumenter, reallyd og electronics. Den er bygget op omkring nogle helt enkle, melodiske riter. Og vender i loops tilbage, igen og igen, med variationer over fastlagte temaer.

Det fascinerende ved musikken er, at den på én gang forekommer uendelig langstrakt og samtidig alt, alt for knap og kort. Men for mig er det med ambient som med en etape i Tour de France (på fjernsynet): Man skal give sig hen til at se en hel etape (høre musikstykket fra ende til anden), for først da forstår man kraftanstrengelsen og karakteren af de angreb og skinangreb, der i frontgruppen sættes ind på alle stigninger undervejs (eller som i musikken udgør de forunderlige forskydninger, der skaber et hele). Man skal opleve helheden, ikke high-lights (eller for den sags skyld Tour-studiet, som bare analyserer, opsummerer og konkluderer). Man skal opleve variationerne som det, de er: sammenhængende ornamenter med stedvise skønhedsfejl eller forskydninger.

Problemet med Distance in Time er, at musikken er faretruende tæt på at blive som high-lights. Musikstykkerne er nemlig knappe og korte, at de næsten er for knappe og for korte. På den anden side: Hvor ofte hører man sig selv sige, at musikken på et album er for knap? Det er i hvert fald at foretrække, at den er knap og stram, snarere end overlæsset og lang.

Albummet er vellykket. Kunne have været længere. Men er stadig vellykket. En vitterligt fin hilsen til mestrene, Brian Eno og Steve Reich.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA