x
Fra B.O.C. og fulde folk skal man høre sandheden

B.O.C., Øresound Festival, Tiøren, Amager

Fra B.O.C. og fulde folk skal man høre sandheden

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Hver for sig er de gigantiske navne, som enhver teenager kender bedre end både fodboldspillere og Youtubere. Samlet repræsenterer de historien om et tronskifte i dansk musik, hvor det i stedet for ikoniske album handler om at have hits. Og ingen har flere hits end Gilli, Kesi og Benny Jamz, samlet kendt som Bomber Over Centrum, forkortet B.O.C.   

Fra døgnfluer til ti år på tronen

Det er efterhånden ti år siden, drengene, der dengang var synonyme med lyden af gadefesterne på Nørrebro, brød igennem. Pludselig var det nogle helt andre parametre, musikken blev bedømt på. Den ungdommelige energi, der brusede ud af rapperne, skyllede ud over landet som en flodbølge af ny, eksotisk lyd. 

Troede man drengene var døgnfluer, tog man grueligt fejl, for i det efterfølgende årti har B.O.C. været toneangivende i dansk musik. I dag er der ingen, der kommer tæt på gruppens streamingtal og airplay. Alligevel er de ikke fast inventar på landets koncertsteder, og særligt Gilli forsvinder ud af offentlighedens søgelys efter forgodtbefindende.       

Ikke nok publikum til at lave rigtig rav

Det er derfor temmelig sensationelt, at Øresound Festival på hiphopdagen byder på de hellige tre konger. Det til trods er der ikke proppet på festivalpladsen, også kendt Tiøren tæt på Amager Strandpark. Om det er pris, promotion eller simpelthen Coronaen, der kradser, vides ikke, men da dj’en John Vincent scratcher showet i gang, fylder de fremmødte ikke helt nok til at lave rigtig rav i den. Den dygtige dj pumper ellers stemningen op med klassiske bidder fra de tidlige bangers som “Fissehul” og “Stadig den bedst”. 

Kesi indtager som første mand scenen og serverer “Op”. Passende toner, eftersom det var et af numrene, der rev ham tilbage på gaden, efter han slog igennem med club-tracket “Søvnløs”. I det hele taget lever hele B.O.C. et liv mellem street og pop, hvor de formår at have kant, selv når de genfortolker Rasmus Seebach. 

Lækre melodier og knaldhårde tekster

Gilli og Benny Jamz følger ham ind på scenen, der er udformet som et gadehjørne, komplet med en kiosk, hvor man kan få løse til to-smøgs. Man kan dog også få temmelig stærke drinks, hvilket Gilli benytter sig flittigt af, hvilket skal vise sig at blive en temmelig underholdende affære. 

Før totalteatret får vi dog en god håndfuld fællesnumre, blandt andet “Perspektiv” med besøg fra Noah Carter. “Det her, det er et rigtigt rap-show, vi har gjort det i ti år”, proklamerer Kesi, der virker som den energiske indpisker, mens Gilli og Benny Jamz står for de melodiøse momenter. Der er noget vidunderligt skamløst over, hvordan holdet sammen med deres producere trækker tråde til latinamerikansk, afrikansk og mellemøstlig musik og præcis som i den klassiske g-funk matcher de bløde, lækre melodier med knaldhårde tekster. 

Endelig ude af Corona-fængslet

Benny, der både er rapper og producer, spiller nogle af sine solonumre, og hans melankoli på “Allesammen alene” giver en ekstra dimension til showet. Samtidig bærer han et tørklæde og en Louis Vuitton-skoletaske, der er Dipset værdig. Særligt Gilli virker lykkelig for at være sluppet ud af corona-fængslet, og er crowden ikke helt oppe i hans gear, har han ingen problemer med at stoppe “Vai Amor” og spille den igen, når den får den rigtige reaktion. Det generer på ingen måde publikum, der ligesom Gilli tydeligvis trænger til at fyre den af. Sjældent har jeg set så mange boksfriske sneakers trampe bekymringsfrit løs i græsset.

Kesi er på toppen af sit game, og han sniger uden at anstrenge sig linjer som “Får ØreSound til at ligne en hel festival” ind i teksterne. At musikken også har nyhedens værdi, viser sig tydeligt ved, at der fra start råbes på “Ibiza”. Crowden hungrer per definition efter det nyeste, sygeste.

Gruppen er naturligvis bevidste om det, men det siger noget om, hvor dybt et bagkatalog de fælles har, at de kan gå fra “Balou” og “Følelsen” over “Mamacita” alene som opbygningsmusik. 

Fra B.O.C. og fulde folk skal man høre sandheden  

At Gilli har fået en tår over tørsten, er måske en underdrivelse, men fra BOC og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden, og mens Kesi minder om, at de skal følge tidsplanen, har han brug for at tale et alvorsord med os. Om man er til Gilli, er en smagssag, men der er ingen tvivl om, at han på sin egen måde er til stede og giver publikum en oplevelse med hjem. 

Mens Soundvenues udsendte flittigt tager noter, og EB’s ditto griber sig til hovedet, lyder det blandt andet: “Der er kun en trone, og det er kun B.O.C. der kan sidde på den”. Det understreges naturligvis af, at så snart “Ibiza” sættes på, eksploderer det. Gruppen går ud med et brag og har endda “Tidligt op” til at minde folk om, hvor længe de har regeret. 

Til sidst har Gill taget mikrofonen som gidsel og nægter at gå ud fra scenen. Han må forhandles ud af Melvin Kakooza, hvilket højner underholdningen foran det på én gang måbende og jublende kernepublikum. 

Hitpoppens hellige tre konger holder hof

BOC er rytmisk overlegne melodimagere, og den måde de kontrollerer et publikum på er imponerende. Uanset hvordan Kesi, Gilli og Benny Jamz vælger deres sætliste, kan de nærmest ikke undgå at falde over et hit.

Musikken repræsenterer indiskutabelt det mest populære i landet, uanset om man er til hiphop eller hitpop. Til ØreSound var det en rodet affære, men aldrig i en sådan grad, at koncerten led under det. Dertil er hittene trods alt stærkere end Gillis drinks. 

Sætliste: 

Op

Livs$til 

Perspektiv

Tjep 

Allesammen alene 

No love   

Wawa 

Lyca 

Dexter 

Dyckman 

Casino 

Kalder på dig  

Ooh 

Balou 

Følelsen 

Vai Amor x 2  

Rica 

Su casa 

Mamacita 

Ibiza 

Tidligt op




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA