x
Peter Sommer og Palle Hjorth: PSPHPT

Peter Sommer og Palle Hjorth
PSPHPT

Vinfortolkninger af bagkatalog er af Grand Cru-klassen

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 03.09.2021
Anmeldt af
Esben Suurballe Christensen

Peter Sommer og tangentwingman Palle Hjorth genfortolker Sommers bagkatalog med hjælp fra The Verves strygerarrangør. Det kimer efterårets kommen ind.

Det har efterhånden kørt i flere år. Det afdæmpede, spartanske og Gainsbourgske sidespring, Peter Sommer og hans faste co-driver, den mesterlige klaverbokser Palle Hjorth har sammen uden om Sommers normale og aldeles fremragende backingensemble Tiggerne. Det har over tiden bragt dem til mange af landets kirker, kulturhuse og små spillesteder. Diskret har det set-up kastet dem i armene på et nyt publikum. Et mere voksent, reflekterende, modent ét af slagsen, der ikke kommer for festen, men kommer for at lytte og reflektere.   

Nu er der så kommet et helt album af disse voksne fortolkninger. Fortolkninger, der er sakset fra det efterhånden imponerende bagkatalog, der ved vanens magt blot kunne have resulteret i en ganske normal Best of-opsamling på dette tidspunkt i Sommers karriere. Og havde været et passende nedslag med den position, Sommer efterhånden har opnået på den danske musikscene. Men lysten til at tage det rum, Sommer og Hjorth har skabt sammen med ind i stuerne, skal de have ros for. Det er dog fortolkninger, der først har haft muligheden for at blive realiseret nu, hvor Sommers vokal har den nødvendige rækkevidde og spændvidde til at stå afklædt, sårbar og kraftfuld, og bagkataloget har den nødvendige kvalitetsmæssige tyngde. Det har begge ting nu. Det er efterhånden lang tid siden, at Sommer var udråbt som den nye spinkle troubadour for Generation X. Heldigvis for det.  

Skal vi starte der, hvor en genfortolkning ikke rigtigt bringer nyt med sig på et album, der ellers er kælderfyldt med gammel, god vin på nye flasker? Foruden at Sommers vokal er langt mere mørk, melankolsk og rig, afviger versionen af ”Hvad sker der i dit hoved” ikke rigtigt fra originalen, hvorfor dens inklusion er lidt af et spørgsmålstegn. Nej, langt mere stilfuldt klædt er en anden af albummets ældste beboere, ”Sang til Bo”, der har haft rigtig godt af at få blandt andre The Verves strygerarrangør David Rossi til at påklæde den en storladen melankoli, som virkelig puster nyt liv i en sang, der måske havde mistet sin glød, som tiden var gået.

En anden sang, der også er påført Rossis strygere, men så absolut ikke har mistet sin glød, er titelnummeret fra Sommers hovedværk Elskede at drømme, drømmer om at elske. En sang, der i sin oprindelige indpakning er en fuldendt voksenpop-perle, men her har en sårbar og drømmende vemodighed, der afgjort også beriger den. Et andet titelnummer, der ligeledes fungerer i sin nye skal, er det oprindeligt guitardrevne rock'n'roll-monster ”Til rotterne, til kragerne, til hundene”, der her i sin akustiske Johnny Cash-version også komplementerer ordene, der synges. De ord, der er så fulde af tvivl og desperation. Her skriges de blot ikke ud. Men de høres og rammer lige så tydeligt.  

Et undervurderet album i Sommers værkliste er den mørke og lidt utilnærmelige, elektroniske Alt forladt. Her får ”Pænt goddag, pænt farvel” og ”Hvorfor løb vi?”, hvor sidstnævnte har Mikael Simpson med på mundharpe, også den barberede, blåtonede behandling. En behandling, der faktisk indgyder det håb og den optimisme, mange oprindeligt ikke kunne høre, men som hele tiden lå gemt under den elektroniske overflade.

En version, som Sommer-tilhængere måske har set og hørt live på tv, er ”Det evige nu”, der her springer ud som en sårbar pianoballade og beholder den nostalgiske grundtone, der også er at finde på originalen. Søren Huss byder sig desuden til med sit beherskede flygelhorn. Det fungerer.

Hele albummet vil tage sig rigtig godt ud til både den sidste rest af de indianske sommeraftener, der forhåbentlig venter og efterårets stille mørke timer i stearinlysets skær med vinglasset halvfyldt. Der, hvor tankerne kan få frit løb, og brikkerne kan falde på plads. Det gør de for alvor her på dette nye gamle album, der kun for alvor afviger fra konceptet og kvalitetskontrollen med en, skal vi sige, excentrisk kabaretudgave af ”7.777.777”. Men det er skønhedspletter på et album, der er fyldt med skønhed og halvfyldte vinglas.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA