x
Mew var næsten for store til Rust

Mew, Rust, København

Mew var næsten for store til Rust

Anmeldt af Rasmus Hans Jensen | GAFFA

På en aften, hvor København summede af sommer og genåbningsglæde og flere tusinde mennesker havde begivet sig ud til DHL i Fælledparken og fodboldfest i Parken, genskabte Mew deres legendariske album And the Glass Handed Kites live i anledning af dets 15 års jubilæum sidste år, der ligesom så meget andet måtte udskydes til i år. Rammerne var Rust, en lille natklub på Nørrebro, som kunne melde alt udsolgt – det vil sige præcis 215 publikummer.

Stemningen på Rust emmede af forventningens glæde ved for det første bare at få lov at være til en koncert uden restriktioner og selvfølgelig for at høre Mew.

Der var ingen tvivl om, at størstedelen af publikum var de unge fra start-nullerne, hvis ungdomssoundtrack bestod af datidens musik, som var indierock, hvor Mew adskilte sig fra mængden ved deres ofte mere vred- og storladne musikalske udtryk, hvor reminiscenser af glamrock, heavy, indie og mere eksperimenterende musik indgik. And the Glass Handed Kites er netop kendetegnende ved dette. Det var netop, hvad publikum fik at høre i aften. Et ambitiøst projekt, som bassist Johan Wohlert fra scenen fortalte er skabt ud fra idéen om at skabe et værk, eller et opus om man vil.

Mew består af blandt andet af trommeslager Silas Graae, som ofte befinder sig bedst i baggrunden og derfor skal nævnes først her. Han fremfører et uovertruffent overlegent trommespil, og lige så anonym han ser ud, lige så illuminerende er han som trommeslager. Det ville være unfair at fremhæve en sang, hvor han brændte ekstra igennem, for det skete på hvert nummer.

Jeg er imponeret over, hvor klar og gennemtrængende en vokal Jonas Bjerre stadig har, og hvor højt i stemmeregistret han formår at nå op. Én ting er, at det lyder fantastisk på plade, men at Bjerre kan overføre det næsten en-til-en live, er forbavsende forstået på den mest positive måde. Og så er der basmonstret Johan Wohlert, som igen i aften viste bandets ekstroverte side, både med sit basspil og sin energifyldte kontakt med publikum. Derudover skal også fremhæves guitarist Mads Wegner og keyboardspilleren, som begge på bedste vis komplementerede Mews faste besætning.

Sætlistens sammensætning kom naturligvis ikke som den store overraskelse; en intensiv og langt hen ad vejen helstøbt og eminent oplevelse. Jeg har altid været utrolig glad for albummet And the Glass Handed Kites. Jeg mindes, da jeg hørte albummet første gang i 2005 og blev blæst fuldstændig bagover, af den gennemførte røde musikalske tråd, der løb igennem albummet.  Sjældent havde jeg hørt specielt en bedre første halvdel, hvor sangene nærmest kravlede ind i hinanden og eksploderede i nye knopskud og katapulterede længere og længere ud i atmosfæren.

Det samme var ikke helt tilfældet i aften. Det var som om, at netop sangenes symfoniske indpakning til tider ikke kunne rummes i Rusts intime rammer – hvor meget jeg end ønskede det. Dermed ikke sagt, at bandet kunne gøre det meget bedre, for som altid fremførte Mew sangene med en musikalsk kunnen, som kun er få danske bands forundt. Jeg følte, at koncerten udtryksmæssigt kunne deles op i tre dele, som groft sagt var And the Glass Handed Kites’ syv første numre, som nærmest blæste publikum omkuld, med sange som "Chinaberry Tree", "Apocalypso", "Special" og "The Zookeeper's Boy".

Sjældent har jeg oplevet en så overbevisende åbning på et album, og det fungerede virkelig godt i aften, på trods af de små lydmæssige justeringer, der altid er i starten. Selv "Special" blev hevet hjem, selvom Johan mistede sin lyd halvvejs i sangen. Næste del var resten af albummet, hvor luften gik lidt af numrene og energien blev sluppet lidt fra bandets side. Det var dog dejligt at få hørt "A Dark Design" og "The Seething Rain Weeps for You (Uda Pruda)", som er sjældenheder live.

Sidste del var ekstranumrene, hvor Mew kørte det tunge skyts i stilling og faktisk endte med at berøre næsten alle deres album, med undtagelse af debuten A Triumph for Man fra 1997. Selvom jeg har hørt "Am I Wry? No" utallige gange, og det vel er Mews største hit, vil jeg gerne gå planken ud og sige, at det hver gang overrasker mig, hvor godt det nummer er – især live, som blev bevist igen i aften. En sang, som transcenderer en ubeskrivelig opløftet energi ud blandt publikum og endnu engang minder mig om, hvilket hitkatalog Mew ligger inde med, for ikke nok med aftenens tidligere hits, så slutter de notorisk af med hymnen "Comforting Sounds".

Der er ingen tvivl om, at Mews storladne, pompøse og progressive rockmusik er skabt til store venues. Specielt de store festivalscener giver sangene den plads, de ofte kræver og fortjener – specielt visuelt og lydmæssigt. I aften havde scenografien, som er en stor del af den atmosfære, som sangene skaber, ikke den virkning som var tiltænkt. Rammerne havde selvfølgelig deres begrænsninger, og man kan ikke få det hele, men det var synd, at Mews visuelle udtryk ikke kom til sin ret i aften.

På trods af, at det altid er specielt at se og høre store bands i små rammer, var det som om, at det storslåede opus And The Glass Handed Kites måske kunne have udfoldet sig bedre i større rammer. Dermed ikke sagt, at det ikke var en rigtig god koncert, som virkelig sparkede døren ind til livescenen igen efter halvanden års koncerter, som enten ikke er spillet eller spillet med diverse handicaps. En kæmpe fornøjelse. Glæd jer til KB Hallen fredag!

Sætliste:

  1. "Circuitry of the Wolf"
  2. "Chinaberry Tree"
  3. "Why Are You Looking Grave?"
  4. "Fox Cub"
  5. "Apocalypso"
  6. "Special"
  7. "The Zookeeper's Boy"
  8. "A Dark Design"
  9. "Saviours of Jazz Ballet (Fear Me, December)"
  10. "An Envoy to the Open Fields"
  11. "Small Ambulance"
  12. "The Seething Rain Weeps for You (Uda Pruda)"
  13. "White Lips Kissed"
  14. "Louise Louisa"   

EKSTRA:

  1. ”Satelites”
  2. ”Introducing Palace Players”
  3. ”Sometimes Life Isn’t Easy”
  4. ”Learn Our Crystals”
  5. ”Am I Wry? No”
  6. ”156”
  7. ”Comforting Sounds”

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA