x

Marc Louis Sutton
Dizzy Mizz Lizzy – Amelia

Cinegasm med Dizzy soundtrack

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 01.09.2021
Anmeldt af
Adam Bouttai

Billederne stammer fra filmfremvisningen på Odense Film Festival

Et fuldstændigt udsolgt Magasinet har forsaget Coronaen. Aftenens forestilling er med sikkerhed den film i hele Odense Film Festivals program, der har lokket flest ikke-kortfilms-interesserede ind i biografmørket. De altoverskyggende hovedpersoner er Dizzy Mizz Lizzy, der ifølge Tim Christensens egne ord altid er endt med musikvideoer i afdelingen "noget værre lort". Aftenens særvisning af kortfilmen Amelia har været længe imødeset, og det bliver hurtigt klart, at det uventede skal forventes. 

Spoiler alert. Centrale dele af filmens plot forklares

Don't Drink the Kool-Aid
Filmen Amelia er ligesom suiten af samme navn på Dizzy Mizz Lizzys seneste album Alter Echo opdelt i fem dele. Det er en visuelt berusende rejse igennem brutalitetens kløer, hvor depression, afsavn og et vedvarende fald igennem melankolien afsøges – alle faste tematikker fra instruktør og manuskriptforfatter Marc Louis Suttons filmografi, ligesom i  kortfilmen Daisies for Dave. Urofremkaldende kamerateknikker danner fra start en formodning om, at Amelia bliver en ganske bestialsk omgang. Det er sit helt eget værk, og et ganske fornemt-udskåret ét af slagsen. Begreber som tid- og stedløs ramler da også oven på hinanden på notepapiret. Horsens bliver trods bindingsværkshuse til et anglosaksisk mekka for en kristen sex-dødskult uden aldersbegrænsning i 1970'erne. 

Jeg beklager, at du har fået morgenkaffen galt i halsen, men det er faktisk præmissen for Dizzy Mizz Lizzys tredjesingle, "Amelia". Med en demagog som antagonist prædikes der i Kristi navn og holdes hof i et horehus-kongerige med mindreårige sexslaver. Den kappeklædte falske profet har speciale i hjernevask og sadomachochisme for "All Saints Are Sinners". Historiebøgerne har både kaldt ham Alistair Crowley, Charles Manson og vist også Brian Jones. The Preacher er slangetæmmeren, der både får de lamme til at gå og stjæler Amelia til hjernevask gennem et frækt tilbud om utopi i hans flok af tilbedere. Som en lille reference til 90'er-filmen Et Frækt Tilbud ender Amelias forsmåede kurtisør altså med at miste hende til, i dette tilfælde, en okkult sekt, og så er 1. akt ellers afsluttet.   

Did Video Kill the Radio Star?
Guldstandarden for album-filmfortolkninger hedder The Wall og Yellow Submarine. Begge film er gået i ren symbiose med deres respektive album og kan næppe eksistere seperat fra hinanden. Har man først set billederne, hænger de uløseligt sammen med musikken. Personligt forekommer filmens andet kapitel "The Path of Least Existence" som filmens mest kraftfulde sekvens. Råheden bliver revet ud af celluloiden på samme vis som det mastodontiske track. Femte kapitel skal også have stor ros for at bibringe en god portion cinegasmmomenter.

Ligner den 21-gram tunge sjæl bare støvpartikler, kan en guldmedaljon åbne døren til en anden dimension årtier senere, og er den mandlige hovedkarakter i "The Middle" selvsamme karakter som i Amelia? Skuespiller Ulver Skuli Abildgaard lægger i hvert fald statur til karakterer i begge film. Jeg vil personligt gerne lægge hovedet på blokken og postulere, at Amelia er en direkte prequel til musikvideoen "The Middle". 

Strukturmæssigt rammer “Amelia” samtlige bud i konventionshåndbogen til punkt og prikke – anslagene lander som piskesmæld. Som et flashback narrativ lykkes det fornemt at binde barndom, ungdom og modenhed i en fin rammefortælling, hvor fortrydelse er en delvis drivkraft til fremdrift. Med andre ord, filmstrukturen er lige efter bogen, med et spændingsfuldt plot til at bære intensiteten.  

Kortfilmen går små to minutter udover suitens spilletid, med minimal brug af dialog, nærmest kun henholdt The Preachers hykleriske enetaler. Sutton kommer fornemt i mål med at tegne en larger-than-life antagonist efter alle kunstens regler. Vekselvirkningen mellem lyd og billede er teknisk fejlfri, men i den indre afbalancering ender fokus i allerhøjeste grad med at centreres om fortællingen frem for musikken. Grundet en utraditionel, men dog efter-bogen fortællestil, ender publikums fokus i højere grad på at forbinde prikkerne og stykke Tetris-brikkerne sammen. 

Musikken bliver andenviolinist
Skudt primært på 16 mm, med inddragelse af 8 mm filmklip, er Amelia en visuelt blændende oplevelse. Film skal helst knitre på lærredet, og det gør Amelia på allersmukkeste vis. Medrivende og intens – "Amelia" er et værk, der går i blodet, og nærved giver dig Haribo-mixen galt i halsen. Hjernevask, voldtægt, sadomasochisme og okkulte ritualer er dog måske bare ikke det billedunivers, man egentlig forbinder de fem tracks med. For er det en musikvideo over Dizzys tredje-single fra albummet, "Amelia", eller er det en genfortolkning af Brian Jonestown-massakren, med et Dizzy-soundtrack? Jeg er forfalden til at konkludere, at det er sidstnævnte, and that just does not cut it, når vi har at gøre med en albumudgivelse, der stadig giver voldsomme efterskælv halvandet år efter sin udgivelse. Filmen er blevet bedre med Dizzy. Dizzy er ikke blevet bedre af filmen. Som en særligt kvik biografgænger da også får pointeret i den efterfølgende Q&A, så er Suttons filmiske vision mere vægtig i forhold til musikken.

Trods total følelsesmæssig involvering fra publikums side, bliver filmen Amelia næppe den primære kilde til at høre suiten på samme vis som musikvideoen til førstesinglen "In the Blood". Symbiosen er ikke absolut. Det går lidt for meget Marquis de Sade i foretagendet. Jeg ser nik til såvel Triers Dogville og Nymphomaniac som Ari Asters "Midsommar" inklusive dertilhørende voldsorgie-klimaks med dødsprocenter i Macbeth-afdelingen. Amelia er bare lidt for meget sin egen, lidt for ambitiøs og lidt for smart til at være en optimal musikvideo, der skal promovere Dizzy Mizz Lizzys gigantiske single. 

Udgivelsestidspunkt for "Amelia" er ukendt, men den forventes tilgængelig på diverse streaming platforme, inklusiv Odense Film Festivals OFFstream.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA