x
LLNN: Unmaker

LLNN
Unmaker

Dunkende, drønende, dommedags-diskurs

GAFFA

Album / Pelagic Records
Udgivelse D. 24.09.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

At påstå, at metal stadig er farligt i 2021, er ligesom at påstå, at ild er vådt, marmor er blødt og Broder Salsa ikke voldtog en vejrhane. Alle ved, at det er forkert! Vi snakker om en genre, der har fået så stor gennemslagskraft i Danmark, at et dødsmetalband som Baest sidder i Go’ Morgen Danmark, og at flere af disse bands rykker ind på scener, hvor de normalt ikke var ønsket. Metal er nu blot en uniform, du bærer, når du viser frem, at du elsker Illdisposed – og så er King Diamond i øvrigt bare apotekerlærlingen Kim Bendix fra Hvidovre.

Så LLNN er et unikt indslag for undertegnede, da de blander doom og progressive tendenser i en pærevælling, der tog mig med bukserne nede og hænderne i vejret, da første brutale dunk fra åbneren ”Imperial” ramte mig som en flyvende knytnæve. Mest fordi undertegnede troede, der var en grænse for tunge hooks i det mere sangbaserede metal. Der tog jeg enormt fejl, for når LLNN skriver, at de spiller postapokalyptisk metal, så mener de det saftsuseme. Guitarerne på gruppens tredjes album Unmaker lyder som højteknologiske bomber, der falder fra et interplanetarisk moderskib.

For det, der gør LLNN til et helt specielt foretagende, er den ret effektive hybrid mellem den til tider udskældte prog-metal og den deslige anmelderoste, supertunge sludge-metal samt virkemidler hentet ind fra postrock og shoegaze. Gruppens klangunivers er præget af sangbaserede, planlagte sangstukturer, langsomme tempi og sjæleknusende tunge distortion-guitarer. Det hele er enormt hårdt, vredt og tungt. Lige præcis som et godt apokalyptisk metalalbum skal være det!

Denne kombination gentager sig kun med få derouter på Unmaker, hvor Christian Bonnesens aggressive råben er endnu en bøje i dødsstødets sorte hav, men samtidig står de fleste af pladens skæringer frem som en dundrende knytnæve i mellemgulvet. Et godt eksempel er de åbnende strofer på ”Imperial” hvor drømmende shoegaze-guitarer kombineres med dunkende doombas og et tonsende tungt tempo, der blandes med et gentagende omkvæd og et tungt break af soniske stød.

Det er ikke pop, men det er heller ikke fuldstændig ufremkommeligt. Og det er sgu ret godt klaret at gøre så tung bøf spiselig. Smagen tilsættes en god omgang growl blandet med black metal-skrig på mid-tempo-breaket i ”Desecrator”, der dog truer med at blive lidt for meget af det gode, mens ”Obsidian” føjer rolige passager og et gentagende motiv til den sprængfarlige cocktail. De meditative stemninger gør de voldsomme frontalangreb endnu mere effektive, når LLNN først ruller sig ud i sangens crescendo.

Det rolige intermezzo ”Vakuum” er en perfekt intro til den ondskabsfulde ”Scion”, der løftes af kaskader af stringer-synths, der spiller kontrapunktisk, indtil bandet bryder løs i endnu et løssluppent sludgeanfald. ”Interloper” leger endnu mere med kontrasterne i lyduniverset, hvor versene bliver enormt melodiske og symfoniske, mens glitchede, elektroniske virkemidler tilføjes i sangens karakteristiske breaks. Her skal Bonnesens vokal især fremhæves for at virke som et rytmisk element, når guitarer og synths bryder ud i symfoniske flader. Nå ja – det gentagende guitar-motiv, der åbner og lukker sangen, er også en lille genistreg i sig selv.

Måske bliver det hele lidt for ensformigt mod pladens sidste halvdel, hvor ”Division” næsten bliver for karikeret, men reddes af et sejt groovende blackgaze-mellemstykke, inden guitarerne igen bryder løs. ”Forger” bliver også kørt hjem af en leg med proggede symfoniske sci-fi synths, der for alvor tager over i sangens sidste halvdel, indtil gruppen bryder alt ned i et polyrytmisk brag i sangens afsluttende minut, hvor der næsten går mathcore i foretagenet. 

Den seks minutter lange ”Tethers” leger både med postrockede guitarer og et dansabelt groove, mens de knugende granitmurer af guitar og John Carpenter-synths skaber en perfekt kontrast til de drømmende mellemstykker. Nummeret formår at slå en perfekt krølle på alle tendenserne på Unmaker og virker på mange måder som en miniput-version af resten af albummet, når sangen bryder ud i klassisk mid-tempo-thrash tre minutter inde i sangen for derefter at eksplodere i knusende, langsom doom, der til sidst opløses i smadrende, industriel larm. Den afsluttende ambient-konstruktion ”Resurrection” er egentlig bare en fodnote, men virker som en god nedkøler efter de resterende 42 minutters afstraffelse.

Unmaker er ikke et fejlfrit album. Den meget stramme klangverden, som gruppen bygger ni ud af ti skæringer op omkring, virker en anelse for repeterende. De tonstunge mure af guitarer skifter sjældent grundlyd, og de drømmende synth-presets virker gentagende. Samtidig varierer Christian Bonnesen aldrig sin vokal, og det bliver en anelse enerverende at lytte til en råbende mand i 44 minutter, hvilket understreges de få steder, hvor Bonnesen growler eller skriger. Jeg fristes til at efterlyse lidt mere lyd og produktionsmæssig variation, for at karakteren kommer endnu mere oppe at ringe.

Men når det er sagt, er Unmaker en ubarmhjertig og voldsom kraftanstrengelse fra et band, der virkelig viser sig frem fra sin bedste side. En sonisk sønderbombning af dimensioner og en spillen med musklerne over for kollegaerne. For mig står Unmaker til at blive en af årets helt store, danske udgivelser – i hvert fald indtil Møl udgiver deres nye lige om lidt. Godt klaret! Jeg glæder mig til at blive bombet af led næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA