x
RoseGold: PURE

RoseGold
PURE

ANMELDELSE: Alt for meget tomgang på britisk-dansk r&b-udspil

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 01.10.2021
Anmeldt af
Elias Kvist

Please Use Real Emotions. Det er akronymet i spil på den britisk-danske ombejlede r&b-duo RoseGolds andet album, PURE. Igennem de sidste fem år har Raiden og Joshua Duncan profileret sig med engelsksproget hiphop i dansk kontekst. Manøvren er sjov, men også strategisk ideel. Markedet er mindre, og der er ikke noget, det danske publikum elsker så meget som lokalnavne med et strejf af udlandspotentiale. Dertil er det vel egentlig kun kunstnere som Outlandish i 00’erne og Noah Carter, der faktisk har gjort alvor af anglificeringen herhjemme med succes, så måske er det på tide, at der faktisk prøves kræfter med urban-kulturens modersmål. Men hvor sidstnævntes debut strålede med kant og kreativitet i produktion og flows, så mangler de sydlondonske brødre virkelig det samme, på trods af alle de angiveligt ægte følelser, de viser på udgivelsen.

”Mama Don’t Freak Out” er begyndelsen, hvor en streng religiøs hjemmeskoleopvækst i England skal adresseres. Uagtet gode intentioner er det et kedeligt lige-på-og-hårdt følelsesstatement, der forsøger at udforske brødrenes irreligiøse troskoncept. Idéen er spændene nok, men det hele efterlades med en uinteressant melodi og brødrene, der erklærer deres kærlighed til familien og stresser over ikke at udtrykke det, og at de glemmer at tjekke deres e-mail.

Det langsomme optræk fortsætter på ”Wish Me Luck”. Her et kært lille 808-beat med claps og hi-hat til rådighed, lidt spansk guitar og klaver, og formlen er set maaange gange før. Drengene hiver heller ikke nogen sjove nye troper ud af hatten (”I make love to a great investment” fra Raiden er nok det tætteste, vi kommer), hvilket bare gør hele pakken forglemmelig. Albummet er pakket ind af små interludes med danske titler, som man kunne gøre lidt interessante. Men resultatet er blot Raiden, der i en monolog forklarer om duoens egen ukuelighed på vejen til succes. Ikke noget festfyrværkeri heller.

På ”Million Bucks” får vi til gengæld en lille smagsprøve på gutternes kvaliteter. Et dejligt beat fra David Jakobsen og Daniel Rasmussen kæler op ad Joshuas hook, og Raidens mumble-rap-wannabe lyd spiller også fint ind her. Tilføj så en veloplagt FLAVA fra Københavns undergrund, og du har et fornøjeligt track.

Hvis der så bare kom lidt flere af dem på udgivelsen. I stedet serveres vi den ufokuserede ”Still Rains In California” efterfulgt af tåkrummeren ”Sunshine”. En ting er det knastørre beat og at høre Brancos forkromede rap på engelsk, noget andet er brødrenes egen mangel på kreativitet i teksterne: "I do rhythm and blues / that’s r&b / but I got that R-A-P / that’s rap and poetry”. Hvis nogen var raget lidt uklar i genrerne, inden de gik i gang med at høre albummet, så får vi det nu lige skåret ud i pap – i teksten!

”Who Knows” bringer ikke noget nyt på bordet og føles som en skitse af de forrige tracks. ”Happy Sad” er fejlskud af et danse-track, hvor Joshuas omkvæd snakker om følelsesmæssig splittelse i Pitbull-tempo. Det er ikke en fest. ”Easy Money” giver ikke meget luft til Sivas' hæderkronede status herhjemme med et træt beat og en sløv gæsteoptræden. På den lidt mere vidtløftige ”Sleepness Nights” kan man mærke en mere gennemarbejdet r&b-æstetik med Joshua i forgrunden, og det fungerer faktisk rimelig fint. Men på langdistancen smager sangen stadig mere af, hvad den lyder som, end hvad sangen selv har på sig. Lukkeren ”SZN” redder lidt af stumperne med et beat, der smager af lidt mere fuldkorn og punch, og det klæder drengene at være en smule forurettede i deres tekst.

Men i sidste ende er dommen den samme. RoseGolds studiedebut er et makværk, der ikke finder sig til rette på hverken de høje eller lave tangenter. Det er synd, for man kan mærke en dedikation og viljestyrke hos dem og deres hold, som er smittende. Men slutproduktet er i denne ombæring for tyndbenet, intetsigende og rent ud sagt kedeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA