x
Magnetisk lydunivers med skyhøj kvalitetsbarre

Nana Jacobi, Studenterhus Odense

Magnetisk lydunivers med skyhøj kvalitetsbarre

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Dankort, fitnesskort, og hvad har vi ellers i portemonnæen er blevet efterladt derhjemme - just in case at aftenens magnetiske forstyrrelser skulle ødelægge læsbar data. Odense Kommunes studenterhus lægger nemlig til aften lokale for en tour, der endelig kan forløse det anmelderroste album Magnet Sky.
 
Klokken 21.00 entrerer Nana Jacobi flankeret af guitarist Una Skott og Mads Demant på keys. En lydflade fra Prophet 6-synthen moduleres. Den dæmpede stortromme-sample dundrer. Gennemgående surfguitar-elementer fra Skotts kølige hænder medvirker til afbalancering af synthens tunge synteser. Kvaliteten af kompositionerne, synteserne, strengespillet og ikke mindst vokalen er med det samme etableret på et elektronisk udtryk, der giver "Blod på tanden".
 
"Jeg håber, at I er klar til at svæve på den lyserøde magnetsky sammen med os," lyder det fra Jacobi. Et lækkert guitarhook får med samplekartotekets lilletromme banket melankolien op i æteriske lufthøjder på "Sorgfugl". Jacobi får med simultane Roland-tangentanslag blæst scenen omkuld med eksplosiv kraft.
 
En tungt powerriff slås an på Skotts Strat akkompagneret af digitale perkussion-elementer på "Alle andre steder end her". Synthens drømmende undervands toner bobler i sin dagdrømmende sekvensregn. Demants syntese er fuldklangs-magi fra toppen af musikpyramiden. Jacobis 80'er-retro tangentanslag fra Rolanden indtræder på velvalgte steder, og der er efter åbningssekvensen en klar konklusion: Nana Jacobi og det elektroniske udtryk er i den grad magnetisk. 

Fremragende melodisk arkitektur i krig mod subwoofer-mangel

Iturevne vokalsamples farver flot den melodiske arkitektur. Der begynder dog at melde sig en fornemmelse af, at spillestedets lydsystem slet ikke kan hamle op med det relativt bastunge materiale. Når der ikke er nok subwooferkraft, så kan lydmanden ikke andet end at skrue op for det generelle lydniveau, hvilket resulterer i én ting: en diskant på overdrev.


”Skib” indledes med en arpeggiator i fugleflugt. Dybt dansable koklokke-stortromme synkoper følger. Lidt mikrofonfeedback sniger sig kortvarigt ind, før Jacobis sørgmodige landskabs-vibrato panoramisk kan tegne blåskitserne til de helt store følelser.  



Bagoverblæsende eksekvering og 11. time tracket

Koncertens absolutte højdepunkt lander under ”Sneblind”. Jacobis kæmpe fraseringer sikrer hårrejsende effekt. Det er under dette nummer uundgåeligt ikke at bevæges til fulde af en artist, der emmer af ægthed.

Skotts Strat lander opløftende toner, mens percussion rolls kan medvirke til forløsningen af det massive lydbillede. Eksekveringen er under dette nummer i særdeleshed fremragende og efterlader stolerækkerne bagoverblæste.

Afslutningsnummeret "Hold dit hjerte blødt" præsenteres fra scenen som et nummer, der blev til, da albummet nærmest var halvvejs igennem vinyltrykkeriet. Man kan ud i fremtiden forestille sig Annika Aakjær og Jeanett Albeck i featuring-følgeskab nå uanede skylag under koncertformat. I sandhed er alle i salen featuring artister på netop dette nummer, der i aften fornemt lykkes. 11. time tracket synges i øjenhøjde med sit publikum med dybdegravende sjælelighed.
 
Ekstranummeret "Maybe in Another Life" fra albummet Visitors lukker og slukker på bedste rockmelodiske maner efter tres minutters tiltrækningsseance. 
 
Total, men stadig ikke optimal tiltrækning
Tiltrækningskraften har i aften, i det store og hele, været total, men ikke optimal. Et spillested, hvor opmærksomheden nemt kan fjernes af en cykel, der parkeres op mod glasfacaden, kalder på et ønske om mere stemningsfulde rammer. For vi har altså at gøre med et band, der virkelig kommer ud over scenekanten på nærværende, ægte og kølig maner. Man kan da også stå og kigge lidt undrende på spillestedets haze-maskine, der i aften ikke får brugt så meget som en centiliter røgvæske. Med det sagt: Det nye fremragende musikalske udtryk kan ifølge disse prognoser nå  total-oplevelseshøjder i røg, damp, lys og ikke mindst tilpas bas på de dansksprogede sange.

De to tracks med angelsaksiske gloser gør sig nemlig ganske fornemt på anlægget, netop fordi udtrykket ikke er bastungt. Det ender altså i den paradoksale afdeling – på mange måder.
 
Hvor den musikalske oplevelse har været storladen, så efterlader den samlede højtaleroplevelse lytteren med trætte trommehinder.
 
Bravt lydmandsarbejde kan ikke fremtrylle dedikerede bashøjtalere ud af det blå. Der er det at arbejde med, som der nu engang er og minimum 3000 watts subsonisk ondskab for lidt at gøre godt med. Et fremragende liveband med ditto materiale må altså ende med at hugge en hæl og klippe en tå på baggrund af et odenseansk lydsystem, der ikke kan gøre Magnet Sky optimal ære. 
 
Det enorme kvalitetsniveau indfries med bombastiske takter, men her til aften bliver de altså ikke fuldt ud forløst på lydanlægget. Der er til gengæld i den grad overkompenseret gennem nærværende og blæsen-omkuld sceneperformance fra Jacobi, Skott og Demant.
 
Nana Jacobi fortsætter sin Magnet Sky Release tour d. 15 på Spillestedet Thy og Vega d. 28. oktober.
 
Opvarmning: Liv Vester Larsen ****
Den konservatorieuddannede violinist og multikunstner Liv Vester Larsen folder for tiden sine kunstneriske virksomhed ud med flow-fyldte benspænd på projektet "Creative without Nature".

Kompositionerne, der er udsprunget er imponerede og medrivende. Sammenblandingen af violinens vibrationer med pedal-loppet i bund bunder ud i fængslende collager af tonalitet – om end de peger i flere retninger.

”Waves” blender bølgeskvulp i stereo med violinens diskant, der skærer sig igennem med stor sørgmodighed. Loopede violinstykker sikrer, at Larsen kan udfylde op til flere af symfoniorkestrets taburetter med lidt pedalmagi. ”Deal with It”
 lever som vidunderligt poppet konstruktion.

”Aurora Aurealis” blander febervildelse-loops og varm podcaster-smørrøst i denne spoken word hybrid. Vibrato-fraseringsteknikker fra fjerne kontinenter gør blot tracket endnu mere spændende. Nummeret ender dog abrupt uden udtoning, hvilket ville have klædt denne flotte komposition. 20 minutter med Liv Vester Larsen vidner om et ufatteligt spændende projekt med vidt potentiale for videre formidling af naturens stemme og inspirationskraft.

Sætliste Nana Jacobi:
"Blod på tanden"
"Sorgfugl"
"Alle andre steder end her"

"Dagens tema"
”Et skib”
”Rich Life”
”Ingenmandsland”

”Sneblind”

”Farer vild i mit hoved”
"Pige”


"Hold dit hjerte blødt"

Encore:
 "Maybe in Another Life"


Nana Jacobi live-band:
Nana La Cour Jacobi - Vokal & keys
Una Skott - Guitar & kor
Mads Demant - Synth & samples


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA