x
Død, død og atter død – hvor var det fedt

Baest, Pumpehuset, København

Død, død og atter død – hvor var det fedt

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Der var noget magisk i luften lørdag aften. 

Landets pt. nok bedste metal-band kombineret med en horde af dødshungrende tilbedere, der alt for længe har siddet hjemme i grotten og headbanget i ensomhed. 

Så kan det da næsten heller ikke gå galt.  

Hele Danmarks heavy-kæledægge Baest afsluttede en længe ventet Danmarksturne i et udsolgt Pumpehuset – og man må sige, de i den grad gjorde det med sikker sort stil. 

Bandet har endda udnyttet de senere års pandemi-panik til at smide endnu en sønderknusende skive på gaden, og det var også fra netop det tredje af bæstets album med den opløftende titel Necro Sapiens, at en stor del af aftenens tonsere var hentet fra. 

Herligt halsbrækkende tråd, hvor Baest atter engang beviste, at de live lige formår at tilsætte sjælerne lidt ekstra råddenskab og vel nok er i en klasse for sig herhjemme. ¨ 

Trods tømmermænd fra gårsdagens koncert lagde Baest hidsigt fra land med ”Genesis”, mens de første par rækker filmede løs, uden at vide hvad der ville ramme dem.  

For da Baest ramte tonseren ”Gula” var der ikke mere krammerock. Nu stod den på død, død og atter død samt ikke mindst et dansegulv marineret i fadøl og sved. Og føj, hvor var det fedt. 

En hilsen til Hvidovre 

“Don’t Break The Oath”, stod der passende på forbrøler Simon Olsens T-shirt, mens han og bandet langsomt fik smidt den værste karaffelgigt og samtidig tvang de mest inkarnerede selfie-ryttere i sikkerhed i baren. 

Det hele blev løftet af en euforisk stemning, der sendte rystelser gennem pumpestationens beton-fundament.  

De nærmere byggetekniske forhold fremgik ikke af billetten, men med mindre, det er lavet af bundsolid granit, må det have slået revner i takt med, at kødranden foran scenen trampede løs til en rasende dødsdans.  

Vi fik en forrygende cocktail af det bedste fra Baest, der på fortrinlig vis formår at blande det ypperste fra nabolandets bannerførere inden for dødsmetal kombineret med råddenskaben fra Floridas sump. 

Alene det at et så hårdtslående dansk band formår at holde to udsolgte show i Pumpehuset er unikt – især med tanke på, at der er tale om en genre, hvor de mest succesfulde internationale bands som Morbid Angel og Cannibal Corpse knap kan fremvise samme salgstal over en hel karriere, som Lune Larsen kunne med en enkelt skive. 

Larsens metal-pendant på dansk jord hedder King Diamond, og selv ikke Kongen fra Hvidovre kunne have fremkaldt sådan en folkefest. Og da Baest først flåede gennem den sønderrivende ”Abattoir” efterfulgt af den opmuntrende ”Towers of Suffoccation”, var heavy-halbal til en vis medalje. 

Man skulle i den grad holde tungen lige i munden på skøjtebanen foran scenen., hvor al snak om afstand og afspritning var kylet direkte til helvede. 

Baest er bare et forrygende live-band. En fabelagtig forgrynter og bag ham et band, der spiller så rasende tight, at selv ikke en grim omgang tømmermænd kan smadre indtrykket af en femkløver, der kan gå rigtig langt. 

En rasende pit havde næsten tabt pusten, da bandet kastede sig ud i ”hittet” ”Crosswhore” efterfulgt af den blændende ”Necro Sapiens”, der uden tvivl vil have fremkaldt brede smil hos den desværre hedengangne frontmand L-G Pretov fra idolerne i Entombed, der uden tvivl har kigget med nede fra dybet.

Med Baest bliver man flået helt i stykker, men de gør det med et smil på læben. Og det er sgu forfriskende især i en genre, hvor man for ofte tager sig selv en kende for alvorligt. 

Det var i sandhed magisk metal, og kun den lidt sløve indledning gør, at bæstet ikke napper fuld plade.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA