x
The Beatles: Let It Be, 50th Anniversary Super Deluxe edition, 5 x cd, Blu-ray, bog

The Beatles
Let It Be, 50th Anniversary Super Deluxe edition, 5 x cd, Blu-ray, bog

KLASSIKEREN: Beatles’ ufuldendte – set fra andre vinkler

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 15.10.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Let It Be er og bliver det ufuldendte Beatles-værk.

Gruppens sidste udgivelse var en underlig ujævn størrelse dengang i maj 1970, målt med de foregående års grænseoverskridende kreativitet og musikalske overskud. Og som Beatles-fan gik man også noget slukøret ud af biffen i samme måned efter at have set Michael Lindsay-Hoggs Let it Be-film, som kun understregede offentliggørelsen af bruddet en måned før: Drømmen var ovre.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at netop dét album 51 år senere ikke bare er genstand for nærværende boks med bog, nymix af Phil Spectors kontroversielle produktion af hovedalbummet - og mange timers ekstramateriale inkl. annulleret album, alternative takes, jams etc. Der følger også yderligere en stor selvstændig bogudgivelse med titlen “The Beatles: Get Back” - og oven i det næste måneds premiere på Peter Jacksons film med samme titel, som med udgangspunkt i 55 timers råfilm serveres i tre stk. to timer lange afsnit på Disney+. (Den samme Jackson, som også kunne få tre fulde film ud af  “Hobitten” - man må håbe, indholdet ikke smøres lige så papirtyndt ud denne gang).

Ambitionen med nyudgivelserne er bl.a. at vise flere nuancer - at fortælle “the real story”: At perioden ikke var helt så slem, som film og omtale dengang fortalte, og at de fire stadig kunne have det godt sammen og skabe god musik, siger både Paul McCartney og Ringo Starr i dag. Det “antydes” til overflod i Peter Jacksons præ-præsentation på nettet. Og det bekræftes - til dels, altså - i ekstramaterialet, som er denne boks’ virkelige tiltrækningskraft. Især det annullerede Get Back-album, som nu offentliggøres for allerførste gang, og disc’en med “Apple Sessions”.

Boxen understreger dog også, at der aldrig har været - og heller ikke kommer - en definitiv udgave af “Let It Be”. Anthology 3-udgivelsen fra 1996 med alternative takes og den McCartney-instigerede “Naked”-version i 2003 skrællede begge Phil Spectors arbejde fuldstændigt af, men løftede heller ikke musikken til ny stjernestatus...

Men vi har fået flere vinkler og farver på The Beatles’ ufuldendte og sidste udgivelse. Med en flot eksekvering set som samlet udgivelse.


Cd 1: Let It Be (new mix of original album).
Ekstra-materialet er drivkraften i boks-udgivelsen. Den nye afpudsning af Phil Spectors produktion er kun millimeter-forskellig fra remix-udgaven i 2009, og præsenterer altså Spectors kendte forsøg fra marts-april 1970 på at skabe en helhed ud de timevis af optagelser, gruppen havde indspillet over et år tidligere - og næsten mistet interessen for:

Den oprindelige plan var at filme gruppen live og “back to basics” som i karriere-starten, men med nyt materiale som forberedelse til et større live-comeback.

Get Back-ideen haltede allerede, fra de trådte ind i Twickenham filmstudierne d. 2. januar 1969: Der var ubalance i Lennon/McCartney-magtforholdet. Lennon havde kun få sange i bagagen blot 2 ½ måned efter kraftanstrengelsen med at få det såkaldte “White Album” i kassen. George Harrison mærkede hverken band-spirit eller interesse for sine sange og forlod gruppen efter en uge - og kom først tilbage efter gruppens løfte om at flytte projektet til mere intime lokaler i beatlernes Apple-bygning i Savile Row, med de store koncertplaner droppet og med intentionen om at få et album ud af anstrengelserne. Ud over filmen.

Musikken blev optaget i adskillige takes af hvert enkelt nummer i Apple-bygningen gennem en koncentreret 11-dages-periode de sidste dage i januar - inklusive en uannonceret koncert på taget af Apple-bygningen. Med keyboard-spiller Billy Preston som ekstra musiker og beroligende faktor. Optagelser, der skulle være live og uden George Martins producer-tryllerier og arrangementer. “We don’t want any of your production shit. It’s got to be honest”, som John Lennon udtrykte det i vanlig diplomatisk stil.

Men ingen tog sig særligt af det indspillede bagefter. Det blev til singlen “Get Back”/”Don’t Let Me Down” i marts 1969, men ellers havde beatlerne nu kastet al deres kærlighed over endnu et album, der blev til deres sidste perle, Abbey Road i september 1969. Denne gang med George Martin tilbage i den vanlige producer-rolle.

Efter et par kuldsejlede planer med Get Back-materialet - se nedenfor - blev Phil Spector endelig engageret af Beatles’ nye manager, den kontroversielle Allen Klein i foråret 1970. I mellemtiden havde John Lennon forladt gruppen i hemmelighed (september 1969), og de fire var også blevet så uvenner forretningsmæssigt, at det gik ud over fokuset på Get Back.

Med Phil Spector i producer-stolen blev der vendt op og ned på intentionerne. Og tilen blev ændret til Let It Be. Nogle af optagelserne fra januar 1969 var med i original simpel form - inklusive studie-snak mellem numrene for at skabe loose stemning. Men Spector kasserede uvist af hvilken grund en af John Lennons få virkelig gode sange fra indspilningerne, “Don’t Let Me Down” og erstattede den med “Across the Universe”, som var optaget i en helt anden kontekst og form to år tidligere. Weirdo stuff. Og nu pakket ind i orkester og kor - ligesom bl.a. McCartneys simpelt tænkte, smukke ballade “The Long And Winding Road”. McCartney prøvede at bremse "indsovsningen" af sit nummer - men for sent.

Alle de detaljer var ikke kendt dengang, men der ikke noget at sige til, at det lød og stadig lyder uforløst. For første gang kiggede Beatles tilbage og ikke frem. Live-optagelser som søde “Two of Us”, radiorockeren “Get Back” og Lennons rå blues “Dig A Pony” fungerede - andre var ikke på plads. George Harrison gemte sine store klassikere til Abbey Road samt sit første solo-udspil - selv om “For You Blue” da var dejlig munter/hyggelig. Og så var der selvfølgelig evergreen’en, McCartneys “Let It Be”, som siden er blevet standard-repertoire i både radioernes ønskekoncerter og på alverdens musik-skoler. Rigtig stærke sager ind imellem, som de fleste ville give deres arm for at have skrevet - men broget og ufærdigt som aldrig før hørt.

Lennon sagde “he was given the shittiest load of badly recorded shit, with a lousy feeling toward it, ever. And he made something out of it. He did a great job." om Spectors job. En vrissen George Martin mente, at albummet burde krediteres som: “Produced by George Martin, over-produced by Phil Spector'. Mens lydteknikeren Glyn Johns - der havde lavet to, men kasserede udtræk af optagelserne - kaldte resultatet “a syrupy load of bullshit. Jo, de involverede hyggede sig.

Og det har George Martins søn Giles Martin måske også gjort nu, hvor han sammen med engineer Sam Okell har været gennem mixet alle boksens tracks med stort og småt. Også Spectors.

Cd 2: Get Back - Apple Sessions
Det er ikke alt ekstra materiale i jubilæumsfejringer, der fungerer, men denne cd fra Apple-studierne gør overvejende - trods lidt bøfferier undervejs.

“Two Of Us” - af mange set som en McCartney-sang til Lennon om de tos første tid, men mest en kæreste-sang til den kommende fru Linda - har et meget større og lækkert akustisk guitar-swung her end på hovedudgivelsen - og en John Lennon-frasering, som pegede direkte mod Dylan-inspiration. Det passer godt sammen og fremstår knap så nuttet som den endelige udgave.
Den gamle bar-sang om frække “Maggie Mae” går  over i munter latter og en bid af den tidlige ironiske Lennon/McCartneys show-sang “Fancy My Chances With You”.
Og efter lidt studie-samtale om problemer med samarbejdet indbyrdes, er der bl.a. en Harrison-skarp udgave af “For Your Blue” plus en tidlig udgave af “Let It Be”, som kommer forbi “Please Please Me” inden en dejlig nøgtern og usukret McCartney-vokal bygger fundamentet for den senere klassiker-udgave. I øvrigt med George Martin på simpelt orgel, inden overskudsagtige Billy Preston kom til.
“I’ve Got A Feeling” med McCartney i vokal topform og en ditto Lennon på både “Dig A Pony” og “Don’t Let Me Down”, er klare beviser på, at de to stadig havde rockrøsten i behold.  Og mest overraskende er måske den tidlige Lennon/McCartney-sang “One After 909" som med sit nærmest psykedelisk slæbende guitarsvæv og rock’n’roll-piano er klart mere interessant end Spectors tilbageskuende version. Et vægtigt supplement.

Cd 3: Get  Back -  Rehearsals and Apple Jams
Ikke anvendelig som session-cd’en og mere flue-på-væggen-agtig med rigeligt studiesnak. Selve titlevalget fejler intet, og kommer forbi den senere Harrison-solostjernestund “All Things Must Pass”, Lennons “Gimme Some Truth” som udkom på Imagine - og en hel stribe sange, som endte på Abbey Road. Men her kun i markerede eller langsomme versioner, som nærmest virker som første præsentationer - og bevisførelse for at noget bedre var på vej.
Gode versioner af “Get Back” og “Let It Be” trækker op sammen med en Billy Preston stjernestunden “Without a Song jam” a la Ray Charles og sammen med John og Ringo.

Cd 4: Get Back LP - 1969 Glyn Johns Mix
Et andet interessant interessant vinkel: Lydteknikeren Glyn Johns havde optaget livelyd fra bl.a. The Rolling Stones, og blev hyret ind for gøre det samme med Get Back-optagelserne.

Johns blev bedt af beatlerne om at lave to forskellige udtræk med henblik på udgivelse. Det første lavet i maj 1969 nåede endda at blive udstyret med pladeomslag og covernoter, inden beatlerne vendte tommelen ned. Det er med i denne udgivelse, og fremstår i hvert fald mere homogen og live-i-studiet-agtig end Spectors version. Omend stadig ufærdig.

Det er en blanding af hele sange, jams, studie-snak og musikalske godter, fjollerier og kiks - bla. med en indfølt, tidlig udgave af Lennons kærlighed-blues “Don’t Let Me Down”, som Spector jo skar væk, og “Teddy Boy” som først endte på plade på McCartneys solo-debut.
Jam'en "Dig It" er med i et meget længere og Jagger-inspireret foredrag af Lennon - ikke ueffent - “I’ve Got a Feeling” groover især godt med fed Macca-sang, og Harrisons “For Your Blue” er igen en guitar-tour de force. Men forgæves altså - indtil nu.
Et andet Johns-udtræk i starten af 1970 - med supplerende optagelser for at passe overens med filmen inkl. fy-ordet “overdubs” - led samme skæbne. Og Johns blev knap krediteret dengang. Men nu kommer oprejsningen altså.

Cd 5: Let It Be EP
Glyn Johns er også med på sættets afsluttende ep - i et flot uudgivet 1970 mix af John Lennons “Across The Universe” med George Harrison på tydeligt og smukt snurrende indisk Tambura - og uden Spector-strygere. Flot. Plus en kortere udgave af Harrisons “I Me Mine” uden Phil Spectors egenhændigt påhæftede gentagelse af omkvædet. Læg dertil nymix af 69-singlen “Don’t Let Me Down” med kælen/desperat Lennon-vokal og “Let It Be”. Den sidste i alternativ version til album-udgaven med ny guitar-solo. For som efterhånden antydet, var der mange forskellige versioner at vælge imellem.

Men med “Naked”-versionen og Anthology 3-tillæggene lagt oven er vi vist i mål nu...
Så hellere ekstra fokus på stærke “Rubber Soul” og især banebrydende “Revolver” som virkelig fortjener samme udvidede skæbne.

Let It Be - bog:
100 siders godt supplement om tiden omkring albummet og især indgående noter til den enkelte sange, deres ophav og deres udførelse. Med et McCartney-forord, som fortæller at han efterhånden synes at have slået sig til tåls selv med Spectors version - sådan da. Nu har han jo med årene også fået tilføjet alle sine egne kommentarer...

Blu-ray:  Let It Be Special Edition Audio Mixes
Dolby Atmos, 96kHz/24-bit DTS-HD Master Audio 5.1 og 96kHz/24-bit High Res Stereo (2019 Stereo Mix)

 





- - - 

Cd 1: Let It Be (new mix of original album)

Two Of Us

Dig A Pony

Across The Universe

I Me Mine

Dig It

Let It Be

Maggie Mae

I’ve Got A Feeling

One After 909

The Long And Winding Road

For You Blue

Get Back

 

Cd 2: Get Back - Apple Sessions

Morning Camera (Speech – mono) / Two Of Us (Take 4)

Maggie Mae / Fancy My Chances With You (Mono)

Can You Dig It?

I Don’t Know Why I’m Moaning (Speech – mono)

For You Blue (Take 4)

Let It Be / Please Please Me / Let It Be (Take 10)

I’ve Got A Feeling (Take 10)

Dig A Pony (Take 14)

Get Back (Take 19)

Like Making An Album? (Speech)

One After 909 (Take 3)

Don’t Let Me Down (First rooftop performance)

The Long And Winding Road (Take 19)

Wake Up Little Susie / I Me Mine (Take 11)

 

Cd 3: Get Back -  Rehearsals and Apple Jams

On The Day Shift Now (Speech – mono) / All Things Must Pass (Rehearsals – mono)

Concentrate On The Sound (mono)

Gimme Some Truth (Rehearsal – mono)

I Me Mine (Rehearsal – mono)

She Came In Through The Bathroom Window (Rehearsal)

Polythene Pam (Rehearsal – mono)

Octopus’s Garden (Rehearsal – mono)

Oh! Darling (Jam)

Get Back (Take 8)

The Walk (Jam)

Without A Song (Jam) – Billy Preston with John and Ringo

Something (Rehearsal – mono)

Let It Be (Take 28)

 

Cd 4: Get Back LP - 1969 Glyn Johns Mix

One After 909 

I’m Ready (aka Rocker) / Save The Last Dance For Me / Don’t Let Me Down
Don’t Let Me Down

Dig A Pony 

I’ve Got A Feeling 

Get Back 

For You Blue 

Teddy Boy

Two Of Us

Maggie Mae 

Dig It 

Let It Be

The Long And Winding Road

Get Back (Reprise)

Cd 5: Let It Be EP

Across The Universe (unreleased Glyn Johns 1970 mix)

I Me Mine (unreleased Glyn Johns 1970 mix)

Don’t Let Me Down (new mix of original single version)

Let It Be (new mix of original single version)

Blu-ray:  Let It Be Special Edition Audio Mixes

1: Dolby Atmos

2: 96kHz/24-bit DTS-HD Master Audio 5.1

3: 96kHz/24-bit High Res Stereo (2019 Stereo Mix)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA