Sorten Muld
Mark II

Sorten Muld: Mark II

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 24.08.1997
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Den århusianske trio Sorten Muld har allerede vakt opsigt med deres helt specielle fortolkninger af nordiske folkeviser, hvor den musikalske understrøm er helt moderne med en tilbagelænet blanding af techno, trip hop og ambient. Et mini-album udgivet i 1996 er den direkte årsag til realiseringen Mark II, hvor Sorten Mulds både udfordrende og yderst iørefaldende eksperimenter skal stå hele distancen. Det klarer trioen i firnem stil, hvor netop det moderne lydlandskab blandet med middelalderinstrumenter og Ulla Bendixens messende vokal gør Mark II til et af tidens mest spændende og orginale danske bands. Den nordiske toneart i form af en let pulserende rytmik er på mange måder et oplagt eksperiment som Björk og svenske Stina Nordenstam tildels har forsøgt sig med. Men Sorten Muld holder fuldkommen fast i den nordiske oprindelse ved sangmæssigt at fortolke de nordiske folkeviser, der gemmer på en sangskat af de helt store. Grunden til at det lykkes så fremragende på Mark II må tilskrives de meget fintfølende musikalske arrangementer, der måske ikke byder på de store kvantespring set i et internationalt perspektiv, men tilgengæld benytter sig af de mest oplagte virkemidler til at fremmane en hypnotisk stemning. Eneste lille suk må være, at den flotte produktion har fået en lidt for udsøgt overfladebehandling, men Mark II er med garanti kun starten på et eventyrligt bekendtskab, der kan og vil udvikle sig i uforudsigelige retninger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA