x
The War on Drugs: I Don't Live Here Anymore

The War on Drugs
I Don't Live Here Anymore

Granduciels Americana-karavane fletter ind og accelererer gennem livets knubs

GAFFA

Album / Atlantic Records
Udgivelse D. 29.10.2021
Anmeldt af
Nicklas Christensen

Det var ualmindeligt svært ikke at smile små-fjoget over hele femøren, da Adam Granduciel i forrige november deklarerede, at han så småt havde taget de første spadestik til det, der i dag udkommer som The War on Drugs' første (studie)udgivelse i fire år. Sådan skal det hedde sig, når en af indierockens mest prominente og kritikerroste aktører rører på sig efter flere års inaktivitet, og I Don't Live Here Anymore beviser da netop også, at hverken eventuel Corona-relateret rust eller Granduciels relativt nybagte faderskab har bekriget The War On Drugs' kapabilitet. Både bandets besnærende, 80'er-nostalgiske far-rock-lyd (jeg må godt, jf. forrige sætning) og det vanlige, vanvittigt høje bundniveau går igen, om end man har komprimeret indholdet en anelse. 

"Harmonia's Dream" markerer allerede fra start, at man er landet i velkendt territorium. Et rask percussivt tempo som på "In Chains" anlægger fyldige, frodige og mundvandsdryppende melodier, mens opsvulmende guitarføring udforsker lydrummet og broens klingende synth fuldender arena-rock-atmosfæren. På "Change" katalyserer Anthony LaMarcas guitar akustisk understrøm i duel med Granduciels reverberende ditto, og sidstnævntes semi-forknytte tekst overdrager slutteligt spotlightet til en udslusende coda a la "In Reverse", hvor bandets instrumentering forekommer så fandens symbiotisk og velafstemt, at det næsten er skræmmende. 

Tidligere havde The War On Drugs måske begivet sig ud i mere vildfarende, eventyrlystne sektioner på ovenstående. "Change" kunne nemt være endt i en episk, harmonisk himmelfart i stil med "Thinking of a Place", men mindre viser sig jo så bestemt også at kunne gøre det. Samtidig skal man spejde relativt langt efter en supersonisk eksplosion som på "Under the Pressure", selvom "Victim", ikke udelukkende vellykket, søger efter samme type stemning. Formularisk synes I Don't Live Here Anymore simpelthen at præsentere et mere strømlinet og mindre auditivt entreprenant War on Drugs, som trykker på speederen, rykker ud i overhalingsbanen og lader den cruisende, zig-zaggende Route 66-tur være i bakspejlet for nu. 

Der er dog også plads til puls-hvil. På "Living Proof" nedbrydes det normalt så altfavnende lydtæppe til fordel for et aparte, nedskåret og delvist akustisk rum, hvor Granduciel på Dylansk vis fralægger sig helikopterperspektivet og filosoferer over umiddelbarheden. I modsætning til eksempelvis den delvise "Suffering"-imitation "Old Skin", som starter afdæmpet og afstemt for så senere på kejtet vis at eksplodere for eksplosionens skyd, har "Living Proof" nok i sin egen War On Drugs-atypiske, indesluttede generthed. 

Men det er så også undtagelsen, der bekræfter reglen. På "I Don't Wanna Wait" nedsparker Granduciel som en anden Kool Aid Man en grynet, distorted lydmur for derefter at ende ud i en glamrocket ballade a la Whitesnake, uden at det bliver kitsch. Den hæsblæsende "Wasted" sender som så ofte før Charlie Halls trommer på overarbejde, og "Occasional Rain" afrunder pladen med et "In Reverse"-agtigt drev og en katarsisk tilgang til det ikke altid at kunne være den bedste version af sig selv. Meget er som det plejer i War On Drugs-land, og det er alt andet end en skam.

Slutteligt skal det bemærkes, at det meget nemt kunne være blevet til et ryk opad i den stjernemæssige uddeling. For det er ubestrideligt, at I Don't Live Here Anymore over ti sange og 50 minutters spilletid placerer sig nogenlunde konstant i det hårfine grænseland mellem "fortrinligt" og "fænomenalt". Den gigantiske elefant i øvelokalet er dog umulig at komme udenom, og den manifesteres, bagerst i baghovedet som et knagende "aber dabei", af det faktum, at pladen følger i kølvandet på Lost in the Dream og A Deeper Understanding. Det er noget så svært ikke at fremstå bare en anelse klejn, når man selv står på så gigantiske, brede skuldre.

Ikke desto mindre umyndiggør de skelsættende forgængere ikke fortællingen om, at I Don't Live Here Anymore er en udgivelse, der endnu en gang er med til at befæste The War on Drugs som et af nutidens fremmeste rockbands. Slet og ret. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA