x
Førstegangsfølelser, virvar og et alt for højt ambitionsniveau

Rune Rask, Stagebox, København

Førstegangsfølelser, virvar og et alt for højt ambitionsniveau

Anmeldt af Jonas Johansson | GAFFA

Københavns nye luksuriøse spillested STAGEBOX slog onsdag aften dørene op for allerførste gang, og med den debuterende superproducer Rune Rask på programmet var der lagt op til den helt store åbningsceremoni.

Det er længe siden, at jeg har været til en debutkoncert, der har været så hypet som åbningskoncerten på STAGEBOX – og det er da heller ikke mr. hvem som helst, der debuterer. Åbningsaftenens hovedattraktion er nemlig ingen ringere end den prisvindende Suspekt-producer Rune Rask, som på fredag udsender sit instrumentale og selvbetitlede debutalbum.

Det er desuden kommet mig for øre, at det nye spillested, som er beliggende på den opblomstrende Refshaleø, blot få hundreder meter fra hipstermekkaet Reffen, skulle være velsignet med et fuldstændig ekstraordinært godt lydanlæg.

Mine forventninger til aftenen er altså kort sagt skruet godt i vejret.

Men hverken STAGEBOX eller Rune Rask virker til at have fundet sig til rette i de nye roller.

Da jeg træder ind fra den midlertidige udendørs garderobe, kold og spændt, er den store nyistandsatte B&W-hal langt under halvt fyldt og stadig totalt oplyst. Der er et virvar af mennesker, som vader ind og ud og frem og tilbage, mens andre har samlet sig i små klynger på det store betongulv. Der er på ingen måde stemningen af, at en koncert skal til at begynde – selvom der blot er et kvarter til den annoncerede showstart.

Efter noget tid slukkes lyset endelig, og Mads Steffensen, som er aftenens konferencier, træder ud til en halvlunken wow-effekt. Med sin genkendelige røst annoncerer Steffensen, på en måde, som kun han kan gøre det, at det altså er nu koncerten begynder, hvorefter han opfordrer publikum til at træde nærmere.

Men bolden bliver bare aldrig rigtigt grebet.

Publikum, som består af en bred skare af garvede Suspekt-tilhængere og unge copenhipstere, er endnu ikke kommet helt på plads, og hvad der skulle have været the grand opening af Københavns nye store spillested, virker mere som indvielsen af et renoveret medborgerhus i en provinsiel bymidte.

Desuden bemærker jeg, at der er forstyrrende meget uro i STAGEBOX-hallen, og snakken er på et lydniveau, som faktisk er noget af det værste, jeg længe har oplevet inden en koncert.

Uden videre omsvøb vandrer Rune Rask på scenen, iklædt en hvid hættetrøje, og igangsætter en sfærisk intro af fragmenterede synth-figurer, som for fuld kraft slynges ud af det splinternye anlæg. Bag ham projekteres flotte animerede visuals op på et enormt lærred, og den imponerende lys-rig bader scenen i varmt og glødende lys.

Men noget virker til at være galt.

Kort efter Rasks igangsætning af den pulserende intro bevæger en tekniker sig på scenen. Der bliver trykket og drejet lidt, alt imens introens hypnotiserende kvart- og halvtone-intervaller repeteres igen og igen… og igen.
Introen spiller i en uendelighed, og til sidst begynder folk omkring mig endda at pifte.

Puha, når jeg akkurat at tænke, men i samme sekund afløses tomgangen af en overvældende drop-effekt, der for en kort stund vækker det nu halvslumrende publikum. Nummeret ”The Ghost With The Most” fra det kommende debutalbum startes af et flot orientalsk inspireret guitarsample. Skiftet udløser en beskeden applaus, som Rask tager imod ved at nikke anerkendende ned i sin pult.

Derpå følger noget af det, som publikum har ventet på – en af producerens absolutte specialiteter – et tungt og tilbagelænet hiphop-beat.

Store strygere toner nu ud i hallen, mens subbassen fra det elektroniske kick sender en tiltrængt vibration op gennem det kolde betongulv. Lydbilledet er ekstremt veldefineret, og den pompøse produktions farverige detaljer skærer igennem klart og tydeligt.

Det går hurtigt op for mig, at Rask har satset stort på at levere en produktionsmæssig helhedsoplevelse, som skal bestå i et samspil mellem lyd, lys og visuals.

Til trods for den flotte kulisse og de veloptegnede musikalske rammer er det dog som om, at publikum ikke helt accepterer præmissen. Det meste af tiden står den garvede Tabu Records-producer stille og koncentreret, med hovedet i sine knapper, og det er svært at finde ud af, om man befinder sig til en album-lytte-session eller til debutkoncert med en af Danmarks største producere.

Det er først, da den svenske bassist Olle Häggberg træder på scenen og igangsætter hyldestnummeret ”1999” (året, hvor Suspekt blev dannet), at folk slipper tøjlerne en anelse, og de første håndtegn bliver kastet. Häggberg kæler for sit håndværk på bassen og får tilføjet nogle ganske fine detaljer, som løfter den i forvejen delikate og jazzede produktion. For første gang oplever vi også Rask kigge op fra pulten og sende nogle anerkendende gestikulationer mod Häggberg, når han brillerer på bassen. Seancen er helt klart et af koncertens højdepunkter.

Men akkurat som de to har fået sat publikum i svingninger, punkterer nummeret ”Flóki”, med dets lange repeterende stykker, energien blandt publikum totalt. Stemningen bliver med ét søvndyssende, og det hjælper ikke, at Olles bevægelser foregår i slowmotion og uden større indlevelse, hvilket gør det svært for en at føle med.

Flere numre fra det kommende album følger efter, men hverken det triphoppede ”Duggi’s Groove” eller det Lulu Rouge-lignende ”Killer Snails” formår at sætte gang i publikum.

Til trods for hjælp fra gæsteproduceren Albert (Benal) og Anders Dixen (AV AV AV) går det for ofte i tomgang. Der sker simpelt hen ikke nok – hverken i musikken, i de ellers så flotte visuals eller på scenen for den sags skyld.

Da sættet lakker mod enden, har jeg i noget tid kæmpet hårdt for ikke at zone ud.
Trods det høje lydniveau, som gennem store dele af koncerten befinder sig langt over den gode side af 100 dB, formår jeg at overhøre min sidemakker fortælle kæresten, at han er overbevist om, at de snart ville spille noget, man kender.

Og han får ret.

For kort efter at Rask afslutter en ultra dansabel version af disco-in-disguise-nummeret ”Baba”, får han besøg af de to gæster, som alle har ventet på.

En jubel breder sig som en bølge gennem den store sal, da Suspekt-medlemmerne Orgi-E og Bai-D marcherer ind på scenen.

Til introsamplet fra den allerede udgivne ”Egyptian Chef” opfører de i fælleskab med Albert, Häggberg og Dixen en lettere rodet mashup-version af nummeret ”Hundetimen”, som også AV AV AV har lavet et remix af.

Derpå får Suspekt plads til at være på scenen alene, og bryder ud i nummeret ”S.U.S.P.E.K.T.” til publikums store begejstring.

Det er i min bog billige tricks, men både publikum og Rune Rask synes begge at være tilfredse oven på, hvad der i sidste ende minder mest om verdens længste opvarmning til en Suspekt-koncert.

Efter indslaget, som for mange virker til at have været aftenens musikalske højdepunkt, igangsætter debutanten et hårdtslående techno-nummer, der alligevel får sat basarmen i sving hos et par stykker.

Mens lys og lyd galoperer afsted i alle retninger, kravler den prisvindende producer pludseligt op på bordet, som han har stået gemt bag hele koncerten. Han løfter en ubrugt mikrofon og ligner på mystisk vis en, som skal til at holde en tale. Men i stedet holder han hånden ud, slipper mikrofonen i et regulært mikrofon-drop, hvorefter han forlader scenen med stort smil på læben.

Konklusionen: Det var alt i alt en aften, som var præget af førstegangsfølelser, virvar og et ambitionsniveau, som for mig virkede til at være alt for højt skruet i vejret.

Rask er en dygtig producer, og som kategoriens sværvægtere fra Den Sorte Skole har bevist, så kan elektronisk instrumentalmusik sagtens fungere, når det opføres live.

Det var dog blot ikke tilfældet med Rune Rask i STAGEBOX.

Til trods for ekstremt god lyd har STAGEBOX stadig nogle logistiske udfordringer, de skal have løst.

Og med al respekt for Rune Rask og hans virke som producer, så vil jeg anbefale, at formatet gentænkes, hvis han skal lykkes i rollen som soloartist.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA