x
Rune Rask: Rune Rask

Rune Rask
Rune Rask

Rasks beats bliver søde uden vulgære tekster

GAFFA

Album / Tabu
Udgivelse D. 05.11.2021
Anmeldt af
Jens Dræby

Det er ikke lige til at udgive et album med instrumentaler. Suspekts faste producer gennem utroligt mange år stiller sig pludselig i et meget fornemt selskab med andre dygtige musikere, der har bevist, at deres beats kan stå alene. Det er naturligvis unfair at stille Rasks solodebut op imod Dilla, RJD2, Madlib eller Pete Rock, men det er let at forstå, hvad der skal til for, at et beat bliver mere end bare den nødvendige takt og basgang for en rappers flow at danse henover.

Lytter man til Suspekt-plader som Sindssyge Ting og Elektra, hvis beat til "Helt alene" blev genanvendt til Kendrick Lamars "The Art of Peer Pressure" på good kid, m.A.A.d city-pladen, så fornemmer man helt afgjort, at Rask er en producer med et ønske om at udforske, afprøve og sætte sit eget præg på det projekt, han længe har været en del af. Det kommer dermed immervæk til at klinge lidt hult, at instrumentalpladen bliver genudgivet med vokalister, og samtidig er de 10 beats på den selvbetitlede plade ikke de mest opsigtsvækkende fra hans hånd.

Vigtigst at fremhæve er, at Rune Rask ikke har forsøgt at lefle for Suspektdanmark, men med andre ord har forsøgt at gøre lidt andet. Tydeligst er albummets højdepunkt "Flóki", der træder fuldkomment ud af nogen tydelig hiphop-kontekst og i stedet bliver en flot stemningsfyldt og ligefrem opmuntrende vals med klaver, violiner og vidunderligt timede guitarstrenge, som lige akkurat gør nummeret til mere end en pasticheagtig stiløvelse. Havde albummet været helt og aldeles i den dur, så havde Rask virkelig taget os med bukserne nede, ment på den bedst tænkelige måde.

Desværre er størstedelen af albummet fyldt med tracks som åbneren "The Ghost With The Most", hvor lyden virkelig savner de andre Suspekt-drenge eller "Duggi's Groove", hvis lyd forbliver plasticagtigt indtil de sidste sekunder, der lige skaber et enestående rum for Rask, som jo altid har virket som den stille og reflekterende type, sammenlignet med Emil og Andreas.

Hvis man sidder med den flotte dobbeltskive af Sindssyge ting, så har man også alle instrumentalerne, og det er uden tvivl en lidt federe lytteoplevelse end Rasks nye, der både virker som et nedlukningsforårsaget hyggeprojekt uden retning eller rigtige risici og som et halvhjertet forsøg på noget mere nedtonet og nuanceret. Problemet er, at flere af de kompositioner, som Rask har lavet med Jonas Vestergaard, lader til at have mere tyngde og nuance end de nye numre, som så rent faktisk skal stå alene. Tiden vil vise, om udgaven med rap og sang kommer til at lyde mere formfuldendt og så ender med at underkue hele pointen med et rent instrumentalalbum.

Der, hvor Rune Rask for alvor har noget på spil, er på sin faste position bag knapperne på en Suspekt-udgivelse. Hvor meget indflydelse har Troo.L.S. og Jonas Vestergaard egentlig haft ved siden af Rask, og ville gruppen ikke være godt tjent med nogle nye ører og fingre på pulsen, for at undgå at ende i en levebrødsliga som familien Danmarks frække onkel? Rune Rask gør ikke noget galt med sin plade, han gør bare heller ikke noget ekstra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA