x

Marcus.waw
Hvis mit hjerte ikke stopper

ANMELDELSE: Marcus.wav giver sig selv seks stjerner – og en fuckfinger til alle andre

GAFFA

Album / Official Music
Udgivelse D. 29.10.2021
Anmeldt af
Elias Kvist

Marcus Bjerring (aka Marcus.wav) laver depressionstechno ifølge sig selv. Sådan et label kan have mange konnotationer, men i realiteten har det for årets vinder af KarriereKanonen udmøntet sig i debutalbummet Hvis mit hjerte ikke stopper, kulminationen på mange års arbejde med musik og en radio-rundgang af de store med gennembrudssinglen ”Happy Life”.

I pressemeddelelsen udtaler Bjerring, at albummet ”handler om alt fra angst og selvmordstanker til pigen, der skar hans hjerte ud”, og han kvitterer selv med seks ud af seks stjerner. Det er dejligt, at han selv kan lide det, han laver. Og jeg vil hjertens gerne understrege, at det er en stor gevinst i sig selv, at det mentale helbred kan blive italesat og gennemarbejdet i musikken. Når det så er sagt, har Marcus.wav desværre lavet et album, der trods alle gode intentioner er svært at nyde.

Det starter vel underholdende, eller det forsøger i hvert fald på det. De første tre skæringer byder på melodier tæt på drum’n’bass-genren, som Bjerring også har alluderet hen imod med masser af tungt ekko på bas og dronerne og en hastig bpm-rundgang på trommerne. Herfra stopper sammenligningen så også, da Bjerring lægger stor vægt på sine tekster på albummet: ”Jeg vil købe et reb i Silvan / for min hjerne, den er på bistand”. Det er en af mange fraser, der skulle være kantede, dybsindige ligefrem. Men det bliver aldrig rigtig andet end cringe, fjollet og meget selvhøjtideligt.

Sidstnævnte plejer ikke at være et minus for en udøvende kunstner. Men det kræver noget at have det i. Og hverken sangene med klub-tempo som ”Hvis mit hjerte ikke stopper” og ”Igen” eller de mere afslebne EDM-vibes på ”Falde til ro” og ”Find mig (Klart)” hiver os nye steder hen i Bjerrings tankemylder. Det er mere af det samme ad flere omgange uden adspredelse, musikalsk eller tekstmæssigt. Vi kommer tættest på et lyspunkt med ”Live Forever”s lette forårslumre popmagi med veloplagte Thøger Dixgaard og Anton Edwards, men selv her smager det stadig for meget af et dårligt kopiprodukt.

En ting er disse elementer, som egentlig bare er uinteressante. Ærgerligt er det blot, at waw’s alternativ til kedeligt er decideret skidt. De "eftertænksomme pusterum", der er lagt på pladen i form af ”Ting i min taske” og ”Jeg venter” skraber den københavnske asfalt af sjusket samfundspoesi. Stilen er gymnasiernes poetry-slam-klubber, og udførelsen er lige så flakkende uden på noget tidspunkt at blive ømt eller farligt: ”For din læge er lige så korrupt som en pusher nede på hjørnet / og han vil stikke dig piller, som du slet ikk’ burd’ have noget at gøre med (…) 1312, men du kan ikke relatere / for du har bare læst det på Instagram og ikke oplevet en skid her”.

Bjerrings angst og frustrationer udlægges så tydeligt, at intet er overladt til fantasien for lytteren, og det bløde klavers baggrundstæppe får hele makværket til at føles uendeligt langt. Men fjendebillederne skal åbenbart klaskes helt ud på væggene for at vækkes til live, og det går mest ud over musikken, der ikke bliver andet end underlægning for de knap så nuancerede tanker, der rumsterer på albummet. Men dæmoner er der nok af, som vi kan fornemme på Ussels gæstevers på breakup-hymnen ”Hvem er du?”: ”Dansende piger har aldrig haft ret / forstanden forvirrer, og sindet går tabt”. Der er en stærk selvkærlighed i pladens fremmedgørelse, som ubehjælpeligt gør lytteoplevelsen alt for monoton, især hen imod slutningen. Her får Lasse Deins outro endeligt bægeret til at flyde over i plat narcissisme uden filter.

Albummets cover er prydet af Marcus' ryg med tatoveringen "Fuck depression". Skal vi så egentlig bruge mere end det gode statement? Har vi overhovedet brug for ting som poesi og resonans, æstetisk timing? Marcus spiller vel på det rigtige hold, de udsatte og kalder bare på mere medmenneskelighed. Men filosofien, han praktiserer på pladen, er doven og rækker ikke meget videre end hans egen næsetip. Læg dertil, at pladens produktion af Bjerring selv og makkeren Andreas Hedegaard ikke sparker nye døre ind, men snarere lefler for tidens tand i en sådan grad, at alle numre føles som et genhør på P3.

Når Bjerring en dag finder en passende spænding mellem sine tanker og sine tekster, kan hans drum’n’bass-inspirationer måske bringe et nyt pust ind i dansk pop. Det sker bare ikke i første forsøg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA