x
Damon Albarn: The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows

Damon Albarn
The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows

Introverte toner fra en stjerne under nedlukning

GAFFA

Album / Transgressive Records
Udgivelse D. 22.11.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Damon Albarn er lidt af et geni. Blur var blandt de vigtigste engelske bands i 90’erne, Gorillaz banebrydende, The Good the Band and the Queen en skøn all star-forsamling og Mali Music et øjenåbnende og grænsebrydende projekt. Et bagkatalog i den kategori giver en helt naturlig ballast til også at prøve grænser af og slå sig løs for, hovedsageligt, egen fornøjelses skyld. Sådan virkede Albarns første soloalbum, Everyday Robots fra 2014, og det er på alle måder også tilfældet for dette blot andet udspil alene i eget navn fra Albarns hånd.

Det er hverken rock eller pop-vibes, der rammer én på albummets titel- og åbningstrack. Et langsomt, melankolsk og sfærisk nummer, næsten Sigur Rós’k i sin stemning, hvilket både stemmer overens med albummets undfangelsessted på Island, og at det originalt var tænkt som et orkesterværk, inden corona forvandlede det til et mere intimt og nedbarberet udspil.

”The Cormorant” har en hypnotisk melodi, der løbende brydes af indspark fra en varieret serie af instrumenter med et noget fragmenteret resultat til følge. Samtidig er det også et nummer, der slår fast, at Damon Albarn ikke er en stor vokalist, og det virker næsten demonstrativt, når han lader stemmen knække i et forsøg på at ramme høje(re) toner. Når han holder sig til sit spektrum, er han til gengæld vanligt god. Således lyder han helt perfekt på den elektronisk enkle og melodiske ”Solaris”. Sammen med ”Royal Morning Blue” står det som albummets skarpeste numre.

Andre steder bliver udskejelserne mindre vellykkede. ”Combustion” lyder mest som Albarn, der prutter i en trompet, imens han drysser forskellige instrumenter og samples ind i mixet. Hvis man tager de positive høreværn på, er der en stemning af de klassiske mellemstykker fra Blurs fineste albums… men ærlig talt, det er sgu mest noget mærkeligt rod. På samme måde er ”Esja” og ”Giraffe Trumpet Sea” heller ikke meget mere end et legende og kaotisk frikvarter, og den næsten synth-fri ballade ”Daft Wader” skal også lige spoleres på de sidste 30 sekunder af et insisterende og skingert båthorn.

Det gør albummet til en noget rodet oplevelse, der mest virker udsprunget af bagmandens tanker om tab og ensomhed under nedlukningen end noget, der har mere end det mest nørdede nichepublikum for ører. Det virker meget privat, hvilket også er helt reelt, når man nu har et CV som Damon Albarn, men det er svært at forestille sig, The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows kommer til at flytte fast ind på mange afspillere eller playlister.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA