x
Sympatisk stjerneskud leverede koncert uden egentlige højdepunkter

Arlo Parks, Hotel Cecil, København

Sympatisk stjerneskud leverede koncert uden egentlige højdepunkter

Anmeldt af Trinelise Væring | GAFFA

Arlo Parks er 21-årige Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinhos kunstnernavn. Parks, der ellers har nigeriansk-franske rødder, er født og opvokset i England. Hendes musik klinger hverken afrikansk eller fransk, men helt igennem af London.

Jeg faldt over hendes første single “Cola” tilbage i 2018. Den er bygget over et meget karakteristisk basriff, et beat, en super laid back vokal med en enkelt overstemme i omkvædet. Simpelt ja, men også ekstremt godt. 24 millioner velfortjente plays på Spotify til den. Collapsed in Sunbeams, hendes første fuldlængde album, kom tidligere i 2021, hvor hun også vandt en Brit Award som årets “Breakthrough Artist” og siden den prestigefulde Mercury Prize for Storbritanniens bedste album.

Nu står jeg så i det gamle Jazzhouse, nu Hotel Cecil, der længe har været udsolgt og er pænt besat af, hvad jeg ville kalde unge voksne. Scenen er pyntet med kunstige bregner og blomster, der sender et “organisk”, naturpositivt signal.

Uannonceret opvarmning er Mina Okabe, der spiller fire egne sange til sit eget, meget enkle guitarakkompagnement. Man forstod matchet med Parks, men formatet “alene med en guitar” var ikke nok til at løfte hverken Okabe eller hendes sange. Hendes debutalbum er ude på Universal, det vil jeg så til gengæld sætte på en af dagene. Det kan jo sagtens være, det rykker mere.

Tilbage til Arlo Parks, der går på scenen med bas, trommer guitar, keys/kor og en trompetist, der går til og fra. De lægger ud med en af mine favoritter, “Hurt”, og der bliver jeg allerede lidt undrende, for det “virker” ikke rigtigt. Jeg har læst mig til, at Parks spillede sit første livegig ever i 2019. Så kom der jo lige en pandemi og lagde al liveaktivitet ned, så hun har med andre ord ikke så megen live-rutine, og koncerten var hendes første i Danmark. Men det var egentlig ikke, fordi hun virkede urutineret, tværtimod – kunne man sige – forekom det mig at være den “noget rutineprægede præstation”, som det så spydigt hed i beskrivelsen af 10-tallet på den gamle 13-skala.

Problemet for mig at høre var, at det var en koncert uden egentlige højdepunkter. Det hele lød ens. Parks’ sange er uden undtagelse bygget op, som jeg beskrev “Cola”, omkring beat og bas og blød, tilbagelænet, talenær vokal med tydelig britisk-engelsk udtale. (Det sidste er i øvrigt noget, jeg nyder meget, for eksempel når hun reciterer, som hun gør i kortere stræk i flere numre)

Havde jeg ikke kendt alle sangene på forhånd, var gået på toilettet og kommet tilbage, er jeg simpelthen ikke sikker på, jeg ville have opdaget, at hun havde skiftet sang. Og jeg er trods alt selv musiker. Jeg mener oprigtigt, at man som sangskriver skal være meget opmærksom på, om man sidder og skriver den samme sang igen og igen. Den tanke er ikke endnu strejfet Parks. Alle hendes sange kan det samme, som jeg sådan set synes er ret fedt, når man får dem én ad gangen i en playliste blandt andre kunstnere. Dér virker de som små oaser, dejligt runde, swingende, bløde fuld af gode vibes.

Desværre overlevede de ikke i liveformatet. Det var der flere grunde til. Man havde valgt, at stortrommen skulle ligge stor og rock-fyldig og på den måde dækkede en del af hendes vokal. På albummet er trommerne produceret meget stramt OG slankt, så der netop er plads til hendes talenære stemme.

En anden grund var, at Parks ikke selv voksede med (live)opgaven og ikke for alvor tog fra. Havde hun bygget liveformatet op omkring en mere akustisk æstetik, tror jeg, både hun og sangene havde stået stærkere.

Arlo Parks var sympatisk. Det var hun helt sikkert. Det var bare ikke rigtigt til at mærke, hvem hun var. Lidt sludren fra scenekanten kunne måske have bragt os tættere på.

Hendes længste introduktion var til sangen “Black Dog” og gik sådan: ”This song means a lot to me. I wrote it for a friend who was going through something tough”. Midt i sættet fortalte hun helt kort, at hun skrev digte og noveller, og at det havde startet det hele for hende. Herefter læste hun digtet “Collapsed in Sunbeams”, der har givet navn til albummet, ukommenteret op.

Parks spillede de bedste numre fra sit album samt tre tidligere singler. I alt 10 sange og et ekstranummer. Koncerten varede lige under en time.

Vi stod alle sammen dér og svajede blidt og klappede venligt. Om “Hope” var ”the message we went away with”, som Parks sagde, at hun håbede, ved jeg ikke.

Sætliste:
Hurt
Green Eyes
Cola
Portra 400
Too Good
Caroline
Angel's Song
Eugene
Black Dog
Super Sad Generation


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA