x
Robert Plant & Alison Krauss: Raise The Roof

Robert Plant & Alison Krauss
Raise The Roof

Rockguden og bluegrass-superstjernen blander hjerteblod – igen

GAFFA

Album / Rounder
Udgivelse D. 19.11.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

14 år. En evighed i musikkens verden. Og det har ikke skortet på opfordringer i de mellemliggende år til Robert Plant og Alison Krauss om at følge op på Raising Sand – det overraskende samarbejde mellem rockguden og bluegrass-gudinden, der blev en millionsucces.

Men timing og inspiration kommer ikke på kommando. Til gengæld er det så også et veloplagt nyt kapitel, de to serverer, når det nu endelig sker. Både genkendeligt og med nyudviklinger. T-Bone Burnett producer igen, og dermed er den organiske bund med smag af træ og tidløs, stor rumfornemmelse på plads – skabt med samme rytmegruppe som sidst, men også nye smagfulde farver a la guitar-esset Bill Frisell. Og er sidste århundredes amerikanske sangskat fortsat en stor inspirationskilde, så trækker Plant denne gang også farver fra 60’ernes britiske folk-landskab ind: Sange, som er med til at give yderligere feeling og variation i et udtryk, som også har fået en tak mere muskel.

At Plant har rundet de 73 år og Krauss de 50 betyder intet. Stemmerne passer fortsat uforskammet godt sammen og fremstår stærke hver især på et album, hvor kærlighed og tab er kodeord. Kærlighed som i drivkraft eller destruktion. Tab som i bristede drømme og livstro – eller mistet eksistensgrundlag:

Duetten og åbningsnummeret ”Quattro (World Drifts In)” er et stærkt bevægende billede af flygtninge-skæbner – i sin form ikke så langt fra Calexicos flydende 2003-original. Men i andre numre stripper Plant og Krauss de oprindelige sange for det meste indhold på nær melodi og tekst – og bygger dem op inden for deres selvdefinerede ramme, hvor retten smages til med deres og Burnetts drys af blues, country, folk, bluegrass, sumpet tribal stemning, savende fiol m.v. For det meste fungerer det – og det bliver aldrig corny.

Krauss er helt forrygende i en isnende slow udgave af The Isley Brothers popklassiker ”The Price of Love” samt i en droneagtig, voksende version af skotske Bert Janschs folk-sang om den grimme eftersmag af brudt kærlighed, ”It Don’t Bother Me”. Plant-højdepunkter er en smertelig smuk fortolkning af engelske Anne Briggs farvel, ”Go Your Way” – og helt modsat er ”Searching for My Love” en hjertesmilende hyldest til 60’ernes amerikanske soul. Mens nye ”High and Lonesome” ender helt Zeppelinsk i sin spiritualitet og mysticisme med pumpende mørke strygere og ægte tyngde.

Forbierne er få og kommer til slut. En lidt for country-ked Merle Haggard-sag og et maskinelt Pop Staples-cover. Men ellers ikke – og selv manglen af Lucinda Williams flabede vrængen i ”Can’t Let Go” overkommer de to ved i stedet at gøre nummeret til en crispy duet med en levende poppy bund. Nej, der behøver ikke gå 14 år til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA