x
Dave Gahan & Soulsavers: Imposter

Dave Gahan & Soulsavers
Imposter

Dave Gahan og hans to håndlangere mangler kant i et alt for anonymt sangvalg

GAFFA

Album / Columbia
Udgivelse D. 12.11.2021
Anmeldt af
Finn P. Madsen

En ægte overlever og en af rockmusikkens sidste store stemmer. ”The Dark End of the Street”, som åbner Dave Gahan & Soulsavers album Imposter sætter en tyk streg under, hvor stærk en vokal Depeche Mode-frontmanden er beriget med. Sjæle- og udtryksmæssigt kommer deres udgave dog ikke i nærheden af James Carrs udødelige version fra 1967. Den er umulig at matche.

Dave Gahan prøver for tredje gang kræfter med den britiske elektroniske duo Soulsavers. I stedet for egne numre som på de to forgængere The Light The Deep Sea og Angels & Ghosts kaster de ihærdige musikere sig over en række covernumre på godt og ondt. Der er ingen spor af berøringsangst, når alle sejl sættes til på en række udødelige klassikere.

Det er seks år siden sidst, at Dave Gahan arbejdede sammen med duoen på Angels & Ghosts. Den virkede nærmest som et soloalbum fra Depeche Mode-frontmanden. Den store film noir-lyd, som Rich Machin og Ian Glover udlevede på de to album med Mark Lanegan var nu skåret bort for et mere enkelt og rockorienteret udtryk med Gahan ved roret. Netop Mark Lanegan får også et skud i bøssen på ”Strange Religion” i en pæn og vuggende udgave, der mangler de sidste knaster at rive sig på. Noget, som kun Lanegan kan levere med sin dybe baryton og rå fremtoning.

Imposter adskiller sig væsentligt fra de to foregående album med Gahan og har med sin sound fået lidt for meget polish, mens hele kollaborationen mellem musikerne og valget af sange virker lidt for selvtilfreds. James Sheltons ”Lilac Wine” mangler i al sin pænhed helt den sitrende nerve, som Jeff Buckley udødeliggjorde i sin version, mens Dave Gahan i adstadigt tempo giver en ligegyldig crooner-version af Charlie Chaplins ”Smile”.

Det er derimod i det uventede valg af Cat Powers ”Metal Heart”, at både sanger og band forenes som en brusende naturkraft, der skyller ind over en, mens de smider alle hæmning over bord ”Metal heart, you're not hiding / Metal heart, you're not worth a thing” messer Gahan, mens højtravende gospelkor og gnistrende guitarkaskader tordner ned fra oven. Samme overhaling får PJ Harveys ”The Desperate Kingdom of Love”, hvor der er højt til loftet med et band og en kunstner, som går ud i et.

Dave Gahan har på Imposter valgt nogle sange, der gør ham godt og berører ham følelsesmæssigt. Men han bedrager sig selv ved at stille sig tilfreds med et sangvalg, der ligger lige til højrebenet. Han burde sammen med Soulsavers have udfordret sig selv lidt mere og måske have givet los med de kunstnere, som virkelig har påvirket ham. Som David Bowie, Joy Division og Bauhaus. Imposter mangler kant og virker al for anonym i den polerede produktion, der behager på en måde, som giver påmindelser om Spotifys Dinner Music-playliste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA