x
Uforglemmelig koncert i alle livets hastigheder

Jung, Jyske Bank Arena, Odense

Uforglemmelig koncert i alle livets hastigheder

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Hver generation har sine få bands, der kan fremtrylle eufori ud af smerte. Hver generation har en håndfuld vokalister, som er lydbogsfortællerne til dit liv. Hver generation har sine få udvalgte, der bedre end andre kan formidle alt dét, der gør så satans ondt. 

Det er de typer lydbølger tilsat lyrik, der giver dig den syngende lussing om at gribe livet ved nakken, alt imens du er i frit fald. For hvo intet vover, intet vinder. Med en uset hastighed fra kometer på pophimlen til landsdækkende arena tour-kapelmestre – så er det i denne tourpremiere, at Jung skal bevise deres storhed på den danske livescene.

Når det populære bliver episk
De små hints af, at publikum er på vej mod at blive tryllebundne, begynder så småt at melde sig. Der er noget på spil. Det er der altid på den slags aftener, som har potentialet til at blive legendariske. Efter fornem opvarmning fra Kamma og Aksglæde er der dømt mørkeleg i Jyske Bank Arena på slaget 21:00. Aftenens artister er forklædte som silhuetter i bagbelysningen. ”I dag og i går” åbner i et stemningsmættet leje med Jonas Jungs vokal badet i lækker rumklang tillagt gestikulation kun forbeholdt bibelske hovedpersoner. Bandets faste live-trommeslager Frederik Håkonssen lander storladne elementer på bækkenet med blødspidsede trommestikker - tekstbogseksemplet på at skabe episk stemning from the get-go.

Arturia-troldmanden Michael Hovmands bas-synth galoperer af sted i sin toneopbrydende herlighed og indfanger enhver ledig koncentrationsevne. Det samlede lysarsenal kaster et stadigt ukendt antal millioner lumen ud over den mægtige odenseanske arena. "Ik' så meget” fortsætter den fremragende åbningssekvens. Jung Larsens punch-in-the-face-baryton indhyller hallen. Det er, når løvebrølet sættes løs, at følelserne og håbet makrodoseres. Forsangerens brystkasse får et par kraftfulde stød med flad hånd inden, at eksekveringen af sætlisten fortsætter sin hitekstatiske tilgang til det danske sprog.

Alt er i bevægelse
Med Jung er alt i bevægelse. Hvert bogstav lever. Hver strofe ånder. Hver lydbølge inspirerer – selv under de statiske momenter. Siddende på scenekantens højre fløj, lyder "Ud i kørebanen". Sigurd Boesens riff-toneopbrydning rammer med steril præcision til et lydbillede, der opbygges fra intet til alt. Jung Larsen leverer en vokalpræstation udover det sublime. Lilletromme-rolls i bedste militær-reveille stil lander på et nummer, der synes så frisklavet, som havde det fået blæst lungerne fulde med inspiration af musikguden Apollo himself. 

"Nu er det sket. Nu har vi har ramt den," lyder det på en knitrende mp3-forbindelse til fortiden, imens sceneheltene begår Houdini-tricket i hallens mulm og mørke. Skabelseshistorien om tre højskolevenner på vej mod storhed gør foretagendet endnu større end blot et orkester, der leverer en kongekabale af en sætliste. 

Boesen og Jung skaber et overraskelsesmoment med placering på tribunetrapperne. Koncertens følelsesmæssige højderyg bestiges med lygtehavet tændt blandt publikum under "Kulkælderen". 

Jung er lyden af alle forelskelser
Jung er lyden af alle forelskelser. Forelskelse i livet. Forelskelse i musikken. Forelskelse i håbet. Håbet om, at hun kommer tilbage. Aftenens mest sørgmodige ord lyder: ”Venner, vi er ved at være dér”. Koncertens endelige kan pågå. ”Hun kommer tilbage” lukker og slukker. Samtlige af arenaens deltagere er oppe at stå under bandets sidste og sekstende opvisning i musikalsk overlegenhed ud af seksten mulige fuldtræffere. Bingo, banko. Der er dømt fuld plade.

Fællesklap på en gedigen four-on-the-floor stortromme og publikums a cappella giver anledning til, at Miljøstyrelsens støjgrænseværdier bør lempes, når Jung besøger en by nær dig. Et fuldt ud organisk sitdown moment cementerer, at Jyske Bank Arena peaker på det episke i lydbølgeformat i året 2021. Jeg kan ikke andet end kigge over en sammenhængende publikumsorganisme i himmelflugt – jeg selv med vildfarende tårer i øjenkrogene og armene over kors for, at sjælen ikke skal tage springet ud af torsoen.

Monumentalt ud over enhver rimelig tvivl
Alt er stilrent. Alt er begunstiget af det skønne. Intet er overladt til tilfældighederne, og alligevel rammer hvert moment med samme unikke ægthed, som drak man tonal nektar direkte fra den hellige gral. 

87 minutters populærmusikalsk magi senere kan Jung modtage deres sejrshyldest med fynsk humle i de hævede flasker. 

Det ville være det nemmeste at antyde, at magtdemonstrationen er total. Denne aften er dog så meget mere end blot et band, der cementerer deres position som en af nationens få udvalgte. Jung er ikke længere blot fremtiden for dansk musik. De er forfra forbundet med den danske sangskat. De viser, hvor vi kommer fra, dér hvor vi står nu, og hvad vi er på vej imod. 

Som faglig udsending for GAFFA igennem 107 live-anmeldelser har jeg kun overværet én koncert, der tangerer aftenens præstation. Som privatperson har jeg aldrig oplevet musik, som har rørt mig så meget. Det er med Jungs lyriske alt-eller-intethed, at man griber til vinyl-omslag med titler som Blitz og Forfra forbundet for at indstudere verselinjer med tysk verbum-præcision. Det er fordi, musik betyder noget. Det er fordi, musik betyder alt – og det manifesterer Jung.

Blå mandage, kulkældersorte fredage og alt imellem i dag og i går. I aften er samtlige af livets hastigheder gennemgået med et vingefang, som kun et eminent popband kan udfolde dét. 

Hurtige billetkøbere kan opleve Jung i Ceres Arena (få billetter) i aften, lørdag den 27. november. Arena-touren fortsætter torsdag den 2. dec. i Royal Arena (stadig billetter) og lørdag den 4. dec. i Aalborghallen (udsolgt med mulighed for venteliste).

Opvarmning: Kamma ****

For under en uge siden optrådte Signe Rønsov, bedre kendt under kunstnernavnet Kamma, på Musikhuset Dexter. I aften er postnummeret uden for midtbyen i langt større omgivelser. Den sorte Strat slås an 19:25 af live-guitarist Manoj Ramdas med rigelig distortion og tremolo. Kammas fraseringer lander under surfrock-klingende strenge på "Sleepless". ”Heartbroken” imponerer med udtrukken vibrato og ned-i-knæ pondus fra øverste hylde.

Netop udgivne ”Good Daughter” lykkes fornemt som sættets måske mest punchy popskæring, med patos-knappen i bund – uden at det på nogen måde kammer over. Sterile rumklangsindslag løfter stemmen ud i det gåsehudsfremkaldende og danner rammen for en bundsolid åbning for helaftensforestillingen. Sidste nummer ”Drowning” afrunder allerede 18 minutter inde, men sætter fin sløjfe på fornemt radiorotationsmateriale med internationalt sigte.

Opvarmning: Aksglæde ****

Jacob Aksglæde Pedersen, under kunstnernavnet Aksglæde, spiller feel good pop af den letbenede og let-på-tå slags til glæde og gavn for de danselystne. Den sympatiske popartist og eks-odenseaner åbner i firepersoners-formation flankeret af trommer, guitar og bas/keys med den let-på-tå (men på ingen vis letbenede) "Passager".

De afvæbnende popkonstruktioner "Halvgud", og "PromilleRomantikken" lægger sig fornemt i slipstrømmen af lilletromme-tung feel good 80’er med lækre funk-rundgange. Vi er vidt omkring glad-i-låget segmentet med funk-stålstrenge elementer til at løfte festen. Der sluttes på happy go lucky numrene "10-meteren" og "Giv lys igen" efter 26 minutters bundsolid opvarmning fra bysbarnet Aksglæde.


Jung-sætliste: 
”I dag og i går”
”Ik’ så meget”
”Sig mig”
”Tur retur”
“Ud i kørebanen"
”Forfra forbundet”
”Hvad skal jeg tro på”
”To timer træk”
”Blitz, Baby”
Vokal-sample intermezzo 
”Kulkælderen” 
”HDTV”
"En hel tid vi ik' taler om"
”Det er bare svært”
”Jeg skal nok vente”
”Begår tyveri”
”Hun kommer tilbage”

Jung live-bandmedlemmer:
Jonas Jung Larsen - Vokal & guitar
Michael Hovmand - Synth & kor
Sigurd Boesen - Guitar & kor
Frederik Håkonssen – Trommer & kor


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA