x
French Montana: They Got Amnesia

French Montana
They Got Amnesia

Forstår du heller ikke French Montana? Helt fint, så kan du bare scrolle videre

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 23.11.2021
Anmeldt af
Elias Kvist

Du kender det godt. Der er kommet så meget musik i løbet af de seneste måneder, at du knap nok har tid til at få lyttet de navne, du normalt sværger til, igennem. Især i hiphoppens 2021 er vi blevet overstimuleret af et ocean af udgivelser, og det er svært lige vide, hvor Ockhams ragekniv skal placeres for at skære det overflødige fra. I så tilfælde kommer jeg med godt nyt til dig her. Du kan gå i en stor bue uden om French Montanas They Got Amnesia uden at være gået glip af noget som helst.

Den 37-årige marokkansk-amerikaners fjerde egentlige studiealbum er en bekræftelse af den gåde, der huserer om kunstnerens vej til den massive lytterskare, han i dag har: Slutproduktet er monotont, enerverende og helt igennem fantasiløst. Det er næsten et mønster i hans diskografi. Hans iltre og bestandige mixtape-projekter har tjent ham en betydelig stjerne og dollagrin først hos Akon og Konvict i 00'erne og senest hos henholdsvis Diddy og Maybach Music. Nu går kvantitet og kvalitet ikke altid hånd i hånd, og det er også tilfældet her.

De 22 sange på pladen blender ind i hinanden i umiskendelige størrelser, simpelthen fordi ingen af numrene besidder nok særpræg. Et dovent sample af Shakiras ”Hips Don’t Lie” lavet af Butterbeats på ”FWMGAB” er noget af det i pladens begyndelse, der hænger ved i hukommelsen (måske også fordi nummeret i sig selv optræder to gange på albummet(!)). Beatet er repetitivt, ligesom alt andet på pladen, og Montanas tekster tager måske rekorden i overfladisk selvdyrkelse uden nogen følelsesmæssig pondus, overhovedet.

 ”I Don’t Really Care” besidder samme sløve, sløve engagement i levering såvel som omhu. ”Touch the Sky” vinder en smule terræn på simpelthen bare at være en kedelig pastiche over 00’ernes fusion af storladen r&b og rap. ”Mopstick” tager kegler i at være decideret nederen. Boi-1das måske dårligste beat til dato suppleres af en altid kontroversielt dødssyg Kodak Black, og Montana er bare i stand til ad flere omgange at overgå sig selv i intetsigende one-liners: ”Riding round with two sticks (Bow, bow, bow, bow) like a chopstick / Youngens making keys flip (Keys), like a locksmith”. Jeg er kæmpe fan af puns i hiphop, men det kræver lidt, at det er sjovt.

”Handstand” hiver pulsen en lille bitte smule op takket være altid underholdende Saweetie, mens  Doja Cat og Montana stråler omtrent lige så meget, som beatet er et kreativt indspark i beat-produktion generelt: usynligt. Singleforløberen ”Panicking” sparker heller ikke fra sig i produktionen, men vi får da lige et par lyriske godbidder alligevel: ”Flow (Flow) wildest (Wildest) / Wrist (Wrist), timeless (Timeless) / Presi' (Presi'), no Biden (Biden) / Mask on, no virus (Baow)”. Wow (wow), hold da op (holdaop), blæst (blæst), bagover (heltbagover).

Karim Kharbouch (French Montanas borgerlige navn) redder dog lidt af stumperne på albummets mere afdæmpede numre. ”Paper” smager en anelse af en klassisk 80’er west-coast tekstur i hans sågar egen produktion, og man savner samme inspiration i albummets andre afskygninger. Ligeledes giver ”Losing Weight” også anledning til en smule refleksion over naturen i hans egen opvækst. Samtidig klæder det sentimentale anlæg af strygere og en syngende Montana faktisk værdien af nummeret som albummets substantielle lukker. Vi skal bare igennem 20 numres rundgang af Hitmakas overforbrug af hi-hats og snatches og Karims verseringer om, hvordan det egentlig er bedre at eje ting i stedet for at lease dem, før vi får lov til at smage nuancerne af Montanas åbenlyse succes.

Derudover er næsten samtlige features på albummet lige så anonyme som busstoppesteder på en tirsdag (Ty Dolla $ign, Rick Ross og Latto fremstår som skygger af sig selv), alt imens en ellers hæderlig single som ”Cold” bliver indlemmet på albummet halvandet år efter dets udgivelse. Der er næsten ingen overraskelser, ingen sjove påfund, intet der ikke skriger buisness-as-usual ud over hele udgivelsen. Når man så som undertegnede oven i købet heller ikke kan få sit pis i kog over Kharbouchs kvaliteter som rimsmed og rapper i det hele taget, så er der bare ikke særlig meget at komme efter på They Got Amnesia. Men Montana ler alligevel sidst, for jeg kommer vitterligt ikke til at huske den her udgivelse om en måneds tid. Det garanterer jeg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA