x
Rick Ross: Richer Than I Ever Been

Rick Ross
Richer Than I Ever Been

Ganske få højdepunkter på et desværre lidt forudsigeligt udspil

GAFFA

Album / Maybach Music
Udgivelse D. 10.12.2021
Anmeldt af
Signe Ulvedal

I årets sidste etape har den Miami-repræsenterende og altid attitudefulde rapper Rick Ross udgivet sit 11. studiealbum Richer Than I Ever Been. Udgivelsen byder på en stjernespækket gæsteliste i form af blandt andet Future, 21 Savage, Wiz Khalifa og Wale, og store producernavne som Timbaland, Boi-1da og araabMUZIK har også lagt vejen forbi i skabelsesprocessen. 

På trods af rapperens efterhånden mange års erfaring i spillet giver udgivelsen desværre ikke indtryk af, at øvelse nødvendigvis gør mester. Albummet er i sin helhed præget af en sammenflydende ensformighed, både på lyd- og tekstsiden, hvor rapperens formue særligt er hovedfokus, hvilket projektets titel delvist afslører. Til Ross’ forsvar er dette dog en fællesnævner for en betydelig del af hans kreationer, og det havde dermed nok været naivt at forvente andet ‒ men pengesnak kan dog leveres på forskellig vis og kan i det rette format være glimrende, men det kræver derudover også en tilsætning af instrumentaler med hitpotentiale, for at det bliver spiseligt, hvilket ikke rigtig er tilfældet i denne omgang.

Udgivelsen slås an med en hilsen fra den cubanske narkobaron Willie Falcon, der i introen til åbningsnummeret “Little Havana” giver et personligt skud ud til rapperen. Umiddelbart lader denne hilsen til at være et noget forsinket forsøg på at sætte punktum efter Freeway Rick Ross-retssagen og den generelle kritik af hans falske gangsterpersona og fortid som fængselsbetjent. Introen virker på én og samme tid både overlegen og passivt agressiv, men resten af nummeret er faktisk ganske udmærket og byder desuden på udgivelsens bedste vers- og flowpræstation fra Ross.

Der er overordnet set desværre ikke rigtig nogen fuldstændig gennemførte numre på udgivelsen, men en del af sangene rummer et eller flere elementer, der bestemt holder. På Jazmine Sullivan- og 21 Savage-samarbejdet “Outlawz” gør sangerinden er fabelagtigt stykke arbejde med at synge omkvædet over en 00’er-klingende instrumental, der giver associationer til Kanyes Graduation. Til gengæld må både Ross’ og 21 Savages bidrag på nummeret omvendt siges at være indbegrebet af middelmådighed. 

Den samme mangelfuldhed gør sig gældende på “Warm Winds In A Cold World” og “The Pulitzer”, der ikke er dårlige numre, men som hverken på lyd- eller tekstsiden sætter sig særlig godt fast i hukommelsen. Førstnævnte har en lækker, halvminimalistisk og blæsersamplende instrumental, men hverken Ross eller gæsterne Future og Wale formår at sige noget særlig mindeværdigt, og det kan instrumentalen i sig selv ikke helt kompensere for. På “The Pulitzer” formår Ross at levere et par halvsjove one-liners over en desværre lidt intetsigende, klaverspækket Timbaland-produktion.

Albummets højdepunkt er den mere seriøse “Marathon”. Nummeret er en art hyldest til den nu afdøde rapper og aktivist Nipsey Hussle, der ofte refereres til med “The Marathon Continues” efter hans 2011-mixtape af samme navn. Sangens kvalitet består i, at den med Ross' italesættelse af relevante samfundsproblemer tjener som en forfriskende afveksling til et ellers relativt ensformigt tekstunivers. Rapperen kommer omkring den amerikanske “war on drugs” såvel som racismeproblemer: “Black lives really matter now, tell Emmett Till about it/George Floyd was face down as you n****s stood around it”.

Den samme kvalitet er at finde et par numre senere på “Made It Out Alive”, hvor Ross får besøg af Los Angeles-rapperen Blxst og leverer et par sandheder om sin opvækst i et belastet område i Miami: “Candle burnin', the people came, they cut the power off”. Sangen fungerer ligeledes som et tiltrængt afbræk fra rapperens konstante glorificering af penge og fiktive narrativ om det hårde narkosælgerliv. Nummeret som helhed er dog ikke super mindeværdigt.

Albummet besidder også mere tåkrummende størrelser, som eksempelvis outroen på “Rappers Estate”: “Rappers always seem to be the wannabes/It seem like I'm the one they really wanna be”. Selv hvis man køber præmissen om, at rapperen har haft en decideret æra i raphistorien ‒ selvom jeg dog stadig kraftigt vil argumentere for, at denne i så fald har været delt med navne som Lil Wayne, Kanye West og Jeezy m.fl., og ikke egenrådigt domineret af Ross ‒ så må den pågældende æra stadig siges at have eksisteret for en 10-15 år siden. Jeg tror ikke rigtig, der er nogen, der prøver at være Rick Ross i 2021…

Rick Ross har aldrig været den mest ekstraordinære ordsmed i verdenshistorien, men han har lavet en række stabile hits, og en stor del af hans status og position skyldes hans evne til at skabe bangers over veludtænkte beats. Instrumentalerne på Richer Than I Ever Been er gennemgående velkonstruerede og behagelige for ørerne, men der er ikke rigtig nogen af dem, der reelt set har den banger-kvalitet, som det lyder til, at Ross er gået efter på udgivelsen, og som det nok havde krævet for at gøre hans historier og pralerier mere tiltalende. Alt i alt et ikke decideret dårligt, men heller ikke super interessant album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA