x
tv-2: The Holbæk Recordings 81

tv-2
The Holbæk Recordings 81

Før ruderne duggede

GAFFA

Album / Pladeselskabet Have a Cigar
Udgivelse D. 01.01.2022
Anmeldt af
Simon Heggum

Jeg så engang nationalironikeren Steffen Brandt tale om sin jobstatus i en dokumentar, hvor han nævnte, at musikken altid havde været vejen frem for ham: ”Nogle vælger fodbolden, andre vælger musikken – nogle vælger det at kunne reparere sin egen cykel”, hvorefter han grinende konstaterede, at det heldigvis ikke blev ham.

Den sætning har jeg i mange år kunne afspejle mig selv i, da jeg både har været elendig til matematik, håndarbejde og sådan set også cykler. På en eller anden måde var Brandts og min vej meget det samme. Vi var begge bedst til at udtrykke os på den samme måde – via det skrevne ord og musikken.

Da jeg for nylig genoptog cyklingen, efter mange års pause grundet en ulykke, var det således passende, at det skete til tonerne af Brandts band og deres ”nye” liveplade, udsendt i anledningen af gruppens 40 års jubilæum, der i bedste supermarkedsstil synes at fortsætte ufortrødent ind i gruppens 41. år.

Og med den dejligt ironiske danglish-titel The Holbæk Recordings 81 får man en passende plade til den slags. For før tv-2 blev til det band, vi alle kender og elsker, var gruppen nærmere deres mere kontante inspirationer i tyske Kraftwerk, danske Kliché (ja ja, Brandt var medlem mellem Supertanker og Okay Okay Boys – det ved jeg!) og amerikanske Devo – om hvem de faktisk minder mest om på denne liveoptagelse, der mirakuløst er genopdaget, fra en aften i Holbæk ’81, ”med få rettelser og overdubs”. Det var dengang, tempoet var hæsblæsende, teksterne var direkte samfundskritiske, og den evige kvartet var en kvintet, med Niels Dan Andersen på saxofon og synthesizere. Det er mere punk end pop. Eller new wave, som man kaldte det dengang.

Og når jeg siger hæsblæsende, mener jeg det! Selvom der blev fremført 13 numre (sikkert flere, der ikke er med på pladen) den aften på Elværket i Holbæk, så skubber pladen sig kun lige op på de 30 minutter. Samtidig skal det nævnes, at det længste nummer – den hæsblæsende ”Arbejdshold” – kun er sølle 3 minutter og 14 sekunder. Nu er tv-2 ikke kendt for episke sange, før sidste års episke, kreative single-comeback ”Den sidste turist i Europa”, men kommer man fra prog-majspiberne i Taurus til denne liveplade, er dette en voldsom omvæltning.

Der er ingen deciderede evergreens her. Det tætteste, vi kommer, er en udvidet version af en grågrøn japaner af mærket Toyota, en tidlig, lagenkølig version af den fantastiske ”Natradio” samt en afsluttende ”Aldrig mere” med Andersens påklistrede saxofon, der i sin sammenbidte, maskinelle kærestesorg understreger, hvorfor den burde fylde mere i bandets bagkatalog.

Derfor er det sjovt at høre sangene – taget fra debuten Fantastiske Toyota og den oversete toer Verden er vidunderlig – i den 40 års jubilæumskontekst, som vi kender dem for nu. For det er unægtelig svært at forestille sig, hvad der er sket mellem Vidunderlig og den efterfølgende Beat, der gjorde det ambivalente foretagende til Danmarks lykkeligste band. Der er trods alt et godt stykke vej fra ”Isbryderen Lenin” og ”Ib Rene, Cairo” til ”Bag duggede ruder” og ”Popmusikerens Vise”.

Men fedt er det fandeme, og Sven Gaul får dæleme hamret igennem på 4/4, mens især Hans-Erik Lerchenfeld viser, at der også var bid i de virtuost spillede seks strenge. Især på den faretruende ”Bordeaux – Bilbao”, den bevidst kantede afslutning på ”Isbryderen Lenin” og den smågeniale ”Hvad skal jeg svare mit TV?”. Dog burde det mest interessante være Brandt, der endnu ikke havde fundet den ikoniske stemme, som vi kender ham for i dag. Den sammenbidte vokal, han sang med dengang, kom fra et dybere toneleje og virkede væsentlig mindre udfarende end nu, hvilket er lidt af en bedrift, når man snakker Brandt.

Derfor overraskede det mig, da jeg blev mødt af en Brandt, der lyder som han gør i dag, på det åbnende vers på ”Hjertestop”, der i øvrigt synes at spå om 00’ernes elektrorock 20 år for tidligt. Sammenligner man med studieversionen – der i øvrigt blegner ved siden af denne version – er det tydeligt, at det er en anden Brandt end ham fra Verden er vidunderlig. Og det gør sig gældende på mange skæringer, hvor jeg ærligt talt har mistænkt tv-2 for at genindspille Brandts vokal. Sammenlign eksempelvis den fjollede ”Uh, jeg ville ønske jeg var mig”, hvor det er en tydelig, bøvet ungdoms-Brandt, med den efterfølgende ”TV?”, hvor manden besidder førnævnte modenhed.

Nuvel! Måske stod vokalerne på originalerne ikke til at redde, og undertegnede foretrækker faktisk den ældre Brandt fremfor den misforståede punkcrooner på de to første plader. Så det er unægtelig skønhedsfejl, vi taler om. I virkeligheden er The Holbæk Recordings ’81 et kærkomment afbræk fra det ældre tv-2’s output, der i denne kritikers verden er mere og mere stillestående (minus førnævnte single ”Den sidste turist i Europa” fra 2020), og en reminder om, at gruppens tidlige meritter burde have mere fokus, end de får! Liveoptagelsen er helt sikkert gruppens bedste siden den uovervindelige Manden der ønskede sig en havudsigt. Hvis liveudgivelser med gamle optagelser bliver en vane, ville det ikke gøre noget at få flere fra de tidlige firsere, hvor bandet – uden nogen rigtig bemærker det i dag – flyttede grænserne for dansk, elektronisk musik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA