x
Juice WRLD: Fighting Demons

Juice WRLD
Fighting Demons

Flad, statisk og kedelig

GAFFA

Album / Interscope Records
Udgivelse D. 10.12.2021
Anmeldt af
Elias Kvist

Det er efterhånden symptomatisk. Et etableret navn i musikindustrien forlader denne verden, et tomrum skabes, og pladeselskaberne forsøger at genopfylde det rum med arkivariske posthume udgivelser. Vi så det som et naturligt følge af Mac Millers bortgang midt imellem dobbeltudgivelsen Swimming In Circles, hvor kvalitetsniveauet ikke lod til at have lidt på trods af dødsfaldet.

Efterfølgende har XXXTentacions Skinz samt Pop Smokes Faith og Juice WRLDs egen Legends Never Die dog vist, hvordan et album kan faldne som kunstværk, men stige i markedsværdi. Det lader til, at idéen om bevægelse som potentiel energikilde pakkes væk, når først pladeselskabet skal støbe en udgivelse sammen og få det til at fremstå autonomt, som at et menneske med en bankende puls stadig stod bag mikrofonen.

Det forsøges unægtelig på Fighting Demons. Jarad Anthony Higgins' eftermæle har været som en af den kodein-inficerede emo-raps bannerførere og særligt store navne i 10’ernes sidste halvdel. Den store fanskare forpligter for Interscope Records, og det efterladte materiale er altså til dags dato ikke noget, der kan lades være. Desværre er det også det svageste fra den tidligere hiphop-komet.

”Burn” er et hasarderet forsøg på at gøre albummets begyndelse kompositorisk. En flad synth og tynde bars fra Higgins iscenesætter hele albummets repetitive skema: konflikten med stoffer. Det er en nobel sag i sig selv, og det mærkes, hvordan Interscope har forsøgt så vidt muligt at tilvejebringe Juice WRLD’s egne personlige betragtninger fra hans stærkt euforiserede liv. Brudstykker af interviews med artisten selv og Eminem hjælper denne oplevelse af albummet på vej, og særligt pladens sidste rummer en blanding af ærlig fremmedgørelse og reminiscens i sin spoken word-agtige kvalitet.

Men konflikten med overforbruget af piller og hash fylder i 95 procent af albummets spilletid. Og det lader til, at Higgins' svælgen i det moralsk forkastelige i sin håbløshed samtidig har været drivkraften i musikken og skabertrangen. Så hvem havde været hvad foruden i det her tragiske forløb? Det taler til pladens fordel, at albummet på sin vis lader spørgsmålet stå åbent.

Det, som albummet så vinder af point i oprigtighed, taber den igen i musikalsk kreativitet. Det er akkurat de samme snares, claps og basgange, der løber igennem albummets 55 minutter, hvilket gør numrene svære at skelne fra hinanden. Et af få plusser på pladen, ”You Wouldn’t Understand” bryder en kende med formularen blot ved at øge tempoet. Samtidig er det det tætteste, vi kommer på en form for formativ tekst, der associerer rapperen ud af de ligefremme erklæringer om hans helbred: ”I’m lost in my abyss / wake up, all I see is black, a solar eclipse / all I know is guns and sex, load up the clip / told your bitch to get on her knees and suck the dick”.

Den slags strejf af konceptualisering går desværre fløjten herfra. ”Already Dead” er en neglebider af en håbløs tekst og et decideret skraldet b-side-produktion fra Nick Mira. ”Not Enough” har tilpas mange Wheatus-vibes på guitaren tilsat den samme enerverende snare til, at man sidder og tæller sekunderne af sangens spilletid for at nå til enden.

På forunderlig vis er skuffelsen størst, når de obligatoriske levende gæsteartister hopper på pladen. Justin Bieber er som sædvanlig ikke alvorligt investeret i despotien på ”Wandered to L.A.”  Polo G og Tripple Redd underpræsterer i følgeskab på ”Feline”, men samarbejdet med BTS’ SUGA på balladen ”Girl Of My Dreams” tager hæderen som pladens bund. En grufuldt atutotunet hyldest til John Legend dominerer i sangens stædige jagt på en lyd af ambience, alt imens SUGA rammer som en mur af tonal utydelighed.

Lukkeren ”My Life In A Nutshell” gentager anstrengelsen fra albummets begyndelse og forsøger en storladen sortie i skælmsk frustrerende fraser: "Back in the lost and found, I go / but I'm more lost than found I know". Resultatet er bare langt fra visionen, måske fordi der i sidste ende ikke var nogen, som Higgins selv ikke havde efterforsket tidligere.

Tilbage er kun at stille spørgsmålet, om vi er bedre tjent med, at pladeselskaberne holder på det ubrugte materiale, når livet utidigt forlader artisten, eller skal man hive alle kræfter ind for at samle stumper og stykker i forsøget på at skabe et værk, artisten selv kunne være bekendt? Det første, mit svar er helt klart det første. Og Fighting Demons er et tydeligt eksempel på en sådan fadæse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA