x
The Weeknd: Dawn FM

The Weeknd
Dawn FM

I 2080'erne får efterlivet sin egen frekvens

GAFFA

Album / Republic
Udgivelse D. 07.01.2022
Anmeldt af
Jens Dræby

Hvad skal The Weeknd være nu? En popstjerne så kæmpe, at ingen arena i det lille danske land er stor nok, endnu en mand forelsket i en svunden guldalder bygget på synth? eller en kunstner med ambitioner overbevisende nok til, at vi følger ham fra gigantiske hits som "Blinding Lights" på en drømmende nulretur mod lyset for enden af tunnelen?

Dawn FM har garanteret givet mange bange anelser, mestendels baseret på det knap så festlige cover og så eventuelt, fordi The Weeknds radioæstetik allerede er afprøvet med den relativt umage makker Daniel Lopatin aka Oneohtrix Point Never på Lopatins seneste plade. Efter få sekunder med Jim Carreys enigmatiske og fløjlsbløde radiostemme på titelintroen vil de fleste dog fornemme, at The Weeknd står stærkere end nogensinde før og har for alvor fundet sig stemme, der omfavner og omstrukturerer det nostalgiske.

"It's 5 AM, I'm nihilist, I know there's nothing after this" synger Abel Tesfaye med en svært genkendelig stemme inden omkvædet på "Gasoline" , hvor r&b-vokalen er præcis så overdådig, som da han sang om opkaldet en halv time efter på "The Hills". Det er ikke rent ud sagt nødvendigt, at Dawn FM er konceptualiseret omkring et synthride mod skærsilden med de små afvekslende radiobidder, for det nye album er måske det mest sammenhængende og gennemførte, The Weeknd har lavet siden sin r&b-periode. Det skyldes givetvis, at pladen også står som et produkt af indsatser fra Daniel Lopatin samt cremen af svenske sangskrivere, producere og dj's, der tilsyneladende har storladen stadionpop i blodet.

De svenske supersangskrivere Max Martin og Oscar Holter, der var med til at skrive "Blinding Lights", har her bidraget med bl.a. singlen "Take My Breath", som på pladen optræder i sin oppustede 5:39-version i øvrigt med flot glat overgang fra "How Do I Make You Love Me?". Hittet, der skal måle sig mod "Can't Feel My Face" og "Starboy", er dog tydeligvis pladens egentlige sidste sang, "Less Than Zero". Her har Holter og Martin trukket på de helt sikre kort med en behageligt klimprende guitar over udødelige trommer med en næsten irriterende synthprogression og så vers, der effektivt udfolder sig som en blankpoleret version af La Roux' "In for the Kill".        

Vi må råbe vagt i gevær, hvis Abel Tesfaye pludselig griber sig til skridtet, kommer med små dyriske udbrud og begynder at danse baglæns. Ikke nok med at Quincy Jones optræder på Dawn FM med herligt cool og umiddelbare talebidder, så følges Quincys interlude også af det mest soft Michael Jackson-nummer, The Weeknd nogensinde har lavet. Vokalen på "Out of Time" er ikke til at tage fejl af, og produktionen med sit tydelige tyveri af Tomoko Arans "Midnight Pretenders" er umiskendelig taget ud af MJ’s mere midtersøgende bagkatalog.

The Weeknd vil være den superpopulære superstjerne, der afskyr Grammyerne, selvom hans nostalgi er mere sugetablet end stikpille. Lopatins skæve bidrag bliver for det meste overskygget af input fra Swedish House Mafia-gutter som Sebastian Ingrosso og Steve Angello på "Sacrifice", der ligesom flere tracks har en tør guitar a la Nile Rodgers til gøre lytteren helt opmærksom på hvornår vi skal tænke os tilbage til. 

Ligesom med After Hours er sidste halvdel af Dawn FM afgørende for, at lytteoplevelsen ikke bliver for poppet og triviel. Her får Lopatins lidt besynderlige radioæstetik lov til at blæse for fuld smadder på "Every Angel is Terrifying", der har små bidder af fin skæv produktion, men også en skør reklame for efterlivet som en velmarkedsført sci-fi-oplevelse.

Den kaotiske herlighed bliver heldigvis godt forløst af endnu en solid omgang Holter/Martin-pop med en knivspids Lopatin på "Don't Break My Heart". Køreturen besøges også af Lil Wayne mod slutningen, og man kan undres over, at et så sløset AutoTune-rapvers er sluppet gennem den ellers fine linje for horisonten på Dawn FM.    

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA