x
Diverse kunstnere: Summer Of Soul (...Or, When The Revolution Could Not Be Televised) - Original Motion Picture Soundtrack

Diverse kunstnere
Summer Of Soul (...Or, When The Revolution Could Not Be Televised) - Original Motion Picture Soundtrack

Velkommen dokumentation af en glemt festival

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 28.01.2022
Anmeldt af
Espen Strunk

Mens Woodstock-festivalen i august 1969 er gået over historien, er det utvivlsomt de færreste, som har hørt om samme sommers Harlem Cultural Festival. Desto større var den glædelige overraskelse, da vi sidste år fik filmen Summer of Soul – et par timers sammenklip fra koncertrækken i Mount Morris Park, New York, hvor man over flere weekender i sommeren '69 kunne opleve nogle af tidens største, afroamerikanske (hedder det stadig det?) navne.

Dengang var den sorte og hvide musikscene stadig to temmelig skarpt adskilte størrelser, og eneste hvide optrædende på scenen i Harlem var da også Sly & The Family Stones (i øvrigt forrygende) trommeslager, Greg Errico. Netop Sly Stone er et højdepunkt i filmen – og også her på soundtracket, som nu fornuftigvis er udkommet og således kan nydes som livealbum i egen ret.

Det er en bemærkelsesværdig dokumentation af et højspændt tidspunkt i nyere, amerikansk kulturhistorie – og den mest oplagte anke her er da også, at man gerne kunne have ønsket sig et helt bokssæt (ligesom Woodstock har fået for længst) med optagelser fra festivalen. I stedet må man nøjes med et lille udvalg, hvoraf visse indslag stadig brænder stærkt og klart igennem, mens andre forekommer mere tidsbundne – og derfor også mindre uomgængelige i dag.

Blandt de absolutte højdepunkter er to tracks med forrygende funky Sly & the Family Stone, som få måneder forinden havde udgivet klassikeren Stand! - inklusive stadig storartede "Everyday People", som også er med her. Hertil kommer besjælede bidrag fra ikke mindst Nina Simone, Gladys Knight & The Pips (med deres 1967-hit "I Heard it Through the Grapevine") og en ung B.B. King, som opsummerer 200 års undertrykkelse på et par minutter i sin ”Why I Sing the Blues.” Stærke sager.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA