x
Niarn: Stadig Årgang 79

Niarn
Stadig Årgang 79

Som en Fønix, der rejser sig fra (fl)asken

GAFFA

Album / So Last Year Records
Udgivelse D. 14.01.2022
Anmeldt af
Signe Ulvedal

Niarns kamp mod indre dæmoner, overforbrug af alkohol og stærke tilhørsforhold til hjemstavnen Aalborg lå til grund for en solid håndfuld hits i 00’erne, der i dag kan betegnes som klassikere fra dén æra. Rockstjernelivsstilen endte med at tage overhånd, hvilket resulterede i, at han i 2014 officielt lagde “Niarn” på hylden. Nu, efter et årelangt fravær fra den danske musikscene, er rapperen tilbage med Stadig Årgang 79, hvor han beretter om nedturene, kampene og om sit nye liv på den anden side af misbruget. Albummet er udgivet gennem hans eget pladeselskab So Last Year Records.

Det kan umiddelbart virke som et sats, at en tidligere rusmiddelglorificerende og selverklæret antihelt genopfinder sin rap-persona og vender tilbage til musikken som en mere villa-Volvo-vovse-proklamerende karakter. Det kan både blive fedt og en respektabel nye fase i den pågældende karriere, og det kan blive tenderende tåkrummende. Et godt eksempel herpå er den ellers tidligere gakkede og pillespisende Eminems Recovery, der udkom i kølvandet på hans nylige ædruelighed, og som både ved sin udgivelse og i årene efter har delt vandene blandt Eminem-fans verden over. På Stadig Årgang 79 formår Niarn dog at beskrive sin rejse og udvikling fra dranker til familiefar på ganske hæderlig og smagfuld vis. 

Stadig Årgang 79 er i mere end én forstand et møde mellem gammelt og nyt. På lydsiden præsenterer udgivelsen velkendte elementer af Niarn-stemmeføring, -intonation og -flow fra rapperens klassiske 00’er-projekter, men denne gang er de instrumentaler, der bærer dem, pyntet med nutidige hiphopelementer, blandt andet i form af lejlighedsvise trap-hi-hats. Udgivelsen har desuden en håndfuld intertekstuelle refererer til hans tidligere udgivelser, hvilket albumtitlen også lægger op til. Eksempelvis “Stadig M.L.M.R.”, der drager paralleller til 2004-udgivelsen Årgang 79, hvor man kan finde “Mit Liv Mine Regler”, der ligesom “Stadig M.L.M.R.” indledes med: “Usikker, tvangsneurotiker”.

På åbningsnummeret “Fxxing Jesus” gøres det klart, at Niarn er tilbage, frisk og kampklar: “Nu kan jeg rappe cirkler omkring jer uden stofferne”. Kort vej er der dog fra åbningsnummerets selvsikkerhed til mere sårbare indrømmelser på “En dag ad gangen”: “Nogle gange var det svært at se mig selv i spejlet/Når jeg stod der efter elleve dage i hegnet”. Rapperens skrifte og erindringer om fordrukne tider er tilbagevendende og dominerende på udgivelsen, ligesom de udfordringer i livet, der delvist førte til hans misbrug, også nævnes flere gange, særligt på “Du’ ik’ alene”: “alle mine sange går ud til alle jer/Der ikk' passer ind i verden mand, jeg ved hvordan det er”.

Udgivelsen giver et nuanceret indblik i det liv, som rapperen lever i dag, og den nye og ædru tilstedeværelse fremstilles ikke udelukkende som en dans på roser. Selvom rapperen er rehabiliteret, modnet og ældre, hjemsøges han stadig af fortidens spøgelser. På “Når jeg ser på dig” reflekterer han over sin frygt for dagen, hvor hans datter uundgåeligt finder ud af, hvem hendes far var engang, og “Den dag du har mistet dig selv” beskriver det konfliktfyldte i at genoptage sit håndværk, når det unægteligt hører en dekadent og destruktiv tid til: "Jeg prøver på at glemme hvem jeg var engang/Men kuglepennen husker når jeg ta’r den frem".

Enkelte steder brydes der med misbrugstematikkernes seriøsitet, og her får rapperen på bedste Niarn-vis sneget et par lejlighedsvise fuckfingre ind. Herlighederne tildeles både dem, der var der, da han var på toppen, men som forsvandt da han ramte bunden på “De får mig ik”, og de pengeglubske og jakkesætbærende pladeselskabsfolk på “Lange fingre”.

Den ellers ganske fine udlægning af både fortiden, kampen og nutiden har dog samtidig den ulempe, at udgivelsen bærer en seriøsitet, der i løbet af de 13 numre kan bliver en smule intens. Men noget af det, der får de mange personlige indrømmelser og den konstante tilstedeværelse af barske tematikker til at fungere, er, at fremstillingerne gennemgående præsenteres ærligt og nøgternt og ikke spor selvmedlidende. Niarn har været igennem helvede og tilbage, men han har ikke ondt af sig selv ‒ han taler bare fra hjertet om at være et fejlbarligt menneske, om at se sine dæmoner i øjnene og om i sidste ende at vælge at få styr på sit shit.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA