x
Sublim stemme badet i lys

Alex Vargas, Train, Aarhus

Sublim stemme badet i lys

Anmeldt af Amalie Rohde Löwén | GAFFA

Sidst jeg så Alex Vagas live var helt tilbage i 2014, hvor han i forbindelse med Spot Festival gav koncert i Store Sal i Musikhuset i Aarhus. Dengang var jeg fuldstændig limet til mit sæde, med måbende kæbe over det talent, der stod foran mig. Han var næsten alene på scenen dengang, hvor han med sin stemme og forskellige instrumenter selv loop’ede lyden, mens rødt lys fløj rundt i salen, som sangene byggede sig mere og mere op.

At høre ham på Train næsten otte år senere er derfor ikke uden forventning. Og der er sket en del på de otte år. Et album, en ep-trilogi og en medvirken i TV2-programmet Toppen Af Poppen. Og måske er det også på grund af sidstnævnte, at denne koncert blev udsolgt på bare fire timer.

Efter en del venten, og flere forgæves forsøg fra publikums side på at få hujet Vargas ind på scenen, træder han ind. Helt alene badet i en stråle af rødt lys, med sin guitar åbner han med nummeret ”Cohere Pt. 2”, og der på scenen virker Vargas både nærværende og indadvendt. Hans store stemme viser sig allerede frem fra den bedste side, både i de helt høje toner, men også især i de helt dybe. Sangen har stadig en helt rolig karakter, og med ét lyser røde kegler bandet op. Og ligesom jeg når at tænke, at det er en fin og rolig start, ændrer nummeret fuldstændig karakter. Det røde statiske lys skifter til flakkerende strobelys. En dyb elektronisk bas, trommer og synth går fuldstændig amok, mens Vargas kaster det krøllede hår frem og tilbage foran sin pult.

Efter åbningsnummerets drejning er der mere bevægelse blandt publikum. ”7 Sins” og ”Now That I Think About It” følger, begge udført overlegent og overskudsagtigt af Vargas, der bevæger sig rundt på scenen som det mest naturlige i verden. ”Schackled Up” åbnes med Vargas’ sublime stemme, og hvor det i den første del virker lidt som en walk-over, gør en firkant af pulserende strobelys sit indtog og hejses ned over Vargas og band. Brugen af lys gør virkelig underværker, og gør det hele mere levende og live.

Ligesom jeg står og sætter pris på det vilde lysshow, og måden Vargas giver sangene noget ekstra med det, tændes et meget mere naturligt lys, og Vargas skifter til akustisk guitar. Han fortæller, at det næste nummer handler om en stor sorg, han har oplevet, og her tænker jeg at han refererer til tabet af sin storesøster. ”The Killing Kind” fremføres i det mere naturlige lys og erstatter det ellers diskoprægede show og gør sangen mere nøgen, og Vargas mere sårbar. Hen mod slutningen kommer en underlæggende elektronisk bas, hvilket ikke ødelægger det fine moment, men bare lægger et lag mere på følelserne.

”Mens vi ikke har kunnet det her, har vi været i studiet” fortæller Vargas, og proklamerer, at den følgende sang vil være første nummer på hans nye plade. En sang, der handler om healingsprocessen efter at have mistet. Han fortæller, at den hedder ”Mama I’ve Been Dying”. Det røde lys er tilbage. En hæs rocket stemme åbner nummeret. Det er forfriskende og råt. Indtil det fuldstændig ændrer karakter. Noget, der er fælles for mange af aftenens sange. Pludselig er det som om, at Freddie Mercury står foran mig, og i næsten disko-stil klapper og bevæger Vargas sig rundt, som kun han (og Mercury) kan det. Den havde jeg ikke set komme.

Nogle numre følger, en blanding af nyere og ældre. ”Er det ikke sindssygt, vi må det her?” spørger Vargas med lysende øjne og hentyder til, at vi igen er samlet foran en livescene, helt uden restriktioner og regler. Og jo. Det er sindssygt. Og helt fantastisk. En nyere udgivelse, som Vargas fortæller egentlig er er det ældste nummer, han har med på tour, toner frem. ”Howl” starter stille, og man kan desværre høre, hvor meget snak der er rundt omkring. Og det er så ærgerligt. Det ødelægger det fine nummer ”Howl” er. Og egentlig det mest dybtfølte nummer indtil nu. Omkvædet kræver dog flere lyttere. Det gør guitarens indtræden hen mod slutningen også. Kontrasten i sangenes mange lag, af både følelse og hårdhed i instrumenterne er Vargas mester i. Og når han lige giver den et ryk i både vokal og guitar, får han alles opmærksomhed igen. Han ligefrem kræver den.

Hen imod slutningen fortæller Vargas, at han ikke bruger ekstranumre. Det er en regel, og han meddeler også, at der er nu er to sange tilbage. Det er egentligt dejligt forfriskende og gennemsigtigt. Han giver ikke publikum en chance for snik snak under de sidste to numre ”Giving Up The Ghost” og ”Higher Love”, der både har dans, lys og mulighed for at publikum kan synge en bid af sidste nummer. En fin afrunding, der samler aftenen op, og lige presser citronen færdig.

Som vi går mod udgangen og garderoben, får jeg et glimt af en person, der lægger et billede af Vargas på Facebook med teksten ”Alex er Gud”. Jeg tror, nogle har haft deres livs aften. Andre har hængt ud i baren imens. For mig var det en fuldstændig sublims sangers selvsikre præsentation af en blandet landhandel – dog stærke numre.

Sætliste:

Cohere pt. 2

7 Sins

Now That I Think About It

Schackled up

The Killing Kind

Mama I’ve Been Dying (ny sang)

Tidal

Inclosure

Wear Your Demons Out

Howl

Invisible

Solid Ground

Giving Up The Ghost

Higher Love


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA