x

Tarnation
Mirador

Tarnation: Mirador

GAFFA

Album / 4AD
Udgivelse D. 23.05.1997
Anmeldt af
Peter Ramsdal

We are a poor lonesome band, and we are far away from home. Der er en umiskendelig lyd af knitrende bål på en øde prærie kun afbrudt af klapperslangernes hvislen i baggrunden på San Fransisco orkestret Tarnations andet album Mirador. Musikken er indspillet i Prairie Sun Recording Studio i Californien, og det har tilsyneladende smittet af på lyden, for musikken fremmaner billeder til en moderne spaghettiwestern. Musikken er en blanding af folk og western fyldt med sprød guitar, og sangerinden Paula Frazer's dybe røst, der til tider minder om både Nancy Sinatra og Patsy Cline. Tarnation er sangerinden Paula Frazer's eget projekt, understreget af, at alle medlemmerne af gruppen er skiftet ud siden det sidste album, fordi de så det som et kollektivt projekt, mens Paula Frazer så det som hendes egen vision. Der er heller ingen tvivl om, at det er Paula Frazer, der er gruppens attraktion med sin karakterfulde røst, der har en særegen skønhed. og i de bedste af numrene som Your Thoughts And Mine.og You'll Understand er Tarnation et lille bål på den store øde prærie. Desværre holder alle numre ikke samme høje standard, for eksempel lyder Christine som Mazzy Star på lidt for meget syre, mens A Place Where I Know har et rytmespor som Jolly Jumper's trasken på en dorsk dag på prærien. Mirador er ikke just partymusik, men står man og mangler et lydspor til sin nye westernfilm, så send et par røgsignaler til Tarnation.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA